Dansk Komponistforening, Snyk, Edition Wilhelm Hansen og Edition S offentliggør for anden gang en statistik over det repertoire, der spilles i danske koncertsale, operahuse og på festivaler rundt om i landet. Og der er en lille fremgang at spore ift. musik skrevet af kvinder.

Størst fremgang ses hos ensembler og festivaler, der er gået frem i forhold til at sætte kvindelige komponister på repertoiret og spille ny musik. I 2018 udgjorde musik skrevet af kvinder 8,2 %, medens der i 2020 var programsat 25,6%.

 

Nøgletal fra statistikken i 2018 og 2020

 

Kategori 2018 2020
Køn M/K

96,4 / 3,6

94,6 / 5,4

DK / Udenlandsk

18,0 / 82,0

21,39 / 78,6

Ny / Ældre musik

24,4 / 75,6

24,5 / 75,5

Køn ny musik M/K

85,8 / 14,2

79 / 21

Køn ældre musik M/K

99,9 / 0,1

99,5 / 0,5

Uropførelser

3,3

4,1

 

Største udfordringer ses hos de store statsstøttede symfoniorkestre. Her har bare 3 ud af 5 orkestre i Danmark spillet musik skrevet af kvinder. Og et af de 3 orkestre har kun spillet ét enkelt værk. 

Symfoniorkestre samlet, M/K – Ny musik - Uropførelser

2018

2020

90,6 / 9,4 

80,8 / 19,2 (*) 

Symfoniorkestrene ser samlet set ud til at være gået fra 9/4 % kvinder på repertoiret til 19,2%, når det gælder ny musik, dvs. musik skrevet inden for de sidste 30 år! Men fjerner man *Oh Lands ”Snedronningen”, som CPH PHIL opførte 24 gange i 2019, er tallet kun 4,7%. 

 

Juliana Hodkinson, nyvalgt forperson for Dansk Komponistforening siger om tallene:

”Det er nu anden gang, vi dokumenterer at ny skrevet musik, især den skrevet af kvinder, har trange kår i Danmark. Og det til trods for at danske komponister høster stor anderkendelse for deres værker i udlandet. Hvis der skal rettes op på den skæve kønsbalance i repertoiret og koncertprogrammerne, så er der brug for kontinuerligt at sætte musik af kvinder på programmet og ikke kun ved prisoverrækkelser eller på kvindernes internationale kampdag. Og der er brug for systematisk kontinuerlig talentpleje og for mere ny musik på repertoiret. Der mangler en aktiv indsats fra de statsstøttede orkestre til at melde sig ind i vores fælles opgave for øget ligestilling ved at spille værker skrevet af nulevende komponister og særligt kvinder" 

 

Igangsættes der konkrete tiltag til at få musik skrevet af kvinder på repertoiret?

 

Efter den første repertoirestatistik i 2018 er alle respondenter denne gang blevet stillet 2 spørgsmål:

  • Har repertoirestatistikken affødt konkret overvejelser om repertoire efter 2018?
  • Har I iværksat konkrete tiltag til at få musik skrevet af kvinder på repertoiret?

Og her er der nogle lyspunkter. Den største opmuntring kommer fra ensemblet Lydenskab. Her udgør værker skrevet af kvinder 35,1% af deres repertoire, ny musik udgør 95% og uropførelser udgør hele 21,5%.

På de to spørgsmål svarer Lydenskab:

”Lydenskab sørger løbende for at bestille nye værker af både upcoming og etablerede kvindelige komponister for at udvide ensemblets repertoire. Vi dykker også ned i det ældre, ofte glemte, repertoire af kvindelige komponister og inkluderer det i vores programmer.” 

 

SPOR festivalen ligger også pænt i statistikken:

”For SPOR festival har det aldrig været en udfordring at finde gode værker af kvindelige komponister, men vi oplever, at det indimellem kan være en udfordring at finde store (som i antal minutter, besætning og produktionsmæssigt) værker af kvindelige komponister. Dette er et indsatsområde, vi gerne vil udvikle og effektuere de kommende år.”