Kom ud i verden med din musik

ISCM World New Music Days er en stor international festival for ny musik. Hvert år udvælger SNYK danske værker til festivalen. Alle komponister og forlag kan sende deres forslag til SNYK eller direkte til ISCMs internationale jury.

Få din musik spillet på ISCM World Music Days

Du kan blive udvalgt til ISCM World New Music Days ved at sende din musik til SNYK. SNYKs kunstneriske udvalg udvælger max. seks værker, som de sender videre til en international jury. Juryen lægger det endelige program sammen med festivalens arrangør. Du kan også sende dit forslag direkte til festivalens internationale jury mod betaling af et gebyr. SNYK offentliggør deadlines og retningslinjer på vores hjemmeside og i vores nyhedsbreve. Deadline for indsendelse af værker ligger typisk i efteråret ca. 11-12 måneder før selve festivalen - dvs. til festivalen 2015 var deadline for indsendelse af værker i oktober 2014.

Send forslag til ISCM World New Music Days

I 2016 finder ISCM World Music Days sted i Tongyoung i Sydkorea i perioden 1.-10. april. Call for projects til denne festival er nu åbent, læs mere her

I 2015 afholdes ISCM World Music Days i  Ljubljana, Slovenien fra 26/9 - 1/10. Værkerne til denne festival er udvalgt. Fra Danmark deltager Nicolaj Worsaae og Per Nørgård, hvis værker er udvalgt til opførelse på festivalen. Læs mere

 ISCM komponister får gratis ophold i Visby

ISCM samarbejder med VICC - Visby International Centre for Composers - om et Composer in Residence Program. Programmet tilbyder hvert år seks komponister fra ISCMs medlemslande gratis ophold og brug af komponiststudierne på centret i en periode på fire uger.

ISCM World Music Days

ISCM er en verdensomspændende forening og netværk for ny musik. Hvert år holder foreningen ISCM World Music Days, hvor kunstnere på højt internationalt niveau spiller ny musik af komponister fra hele verden. Det er altid et af foreningens 55 medlemslande, der er vært for World Music Days. SNYK er den danske repræsentant i ISCM. Sidste gang Danmark var vært for festivalen, var i 1996 under Kulturby '96 i København.