Tværkunstnerisk arbejde
Diskussion og vidensdeling om musik- og lydprojekter, der blander forskellige kunstarter, var i fokus da Snyk sammen med Dansk Komponist Forening og DJBFA/Komponister og Sangskrivere inviterede til et åbent netværksseminar i Aarhus og København under det overordnede tema ”tværkunstnerisk arbejde”
Med udgangspunkt i en række workshops, plenumdiskussioner og oplæg fra bl.a. Efterklang-guitaristen Rasmus Stolberg og komponisten Karsten Fundal gav seminaret indblik i, hvordan der arbejdes tværkunstnerisk. Hvad bidrager det med af nye perspektiver på samtidsmusikken og lydkunsten, hvad er vilkårene for dem, der arbejder i dette felt, og hvad driver dem?
Den irske komponist, filmskaber og performancekunster Jennifer Walshe delte erfaringer om sin kunstneriske praksis med et særligt fokus på, hvilke muligheder og udfordringer der opstår, når man både indtager rollen som komponist og performer.
Ydermere præsenterede de to komponister og lydkunstnere Morten Riis og Marie Højlund deres projekt The OverHEARD, som folder sig ud i forbindelse med Aarhus 2017. The OverHEARD tuner ind på de overhørte lyde og inviterer alle i Region Midtjylland til at lytte nærmere på omgivelsernes levende lydmiljøer. Projektet realiseres gennem tre forbundne kunstneriske greb: et udendørs lydspor, et online-lydspor og et koncert-lydspor.