Jeppe Just Christensen (1978)

DIY! Do it yourself! Gør det selv!

Kan du bygge et instrument ved hjælp af en stige og en bunke fjedre? Kan du spille på en sav? Eller kan du komponere et værk for raslende kæder og små grønne spande? Den danske komponist Jeppe Just Christensen kan det hele selv.
Agnete Seerup
Om kapitlet 

Jeppe Just Christensen er altid på jagt efter nye lyde til sine kompositioner, og i jagten har det klassiske instrumentarium afsløret sine begrænsninger. Derfor konstruerer den tidligere klassisk partiturskrivende komponist i dag sine egne instrumenter, som hjerteligt inkluderer spande, jernrør, kæder, wires, stiger, save, metalplader, fjedre og stiger. Just Christensens gør-det-selv instrumenter skaber et unikt lydunivers, som elegant illustrerer, hvordan ny musik i dag begaves med nye instrumenter, der rykker ved vores musikforståelse.

DIY står for Do-It-Yourself (eller ’gør-det-selv’) og er en spændende tendens indenfor ny musik i de seneste år. Analoge instrumenter og digitale teknologier fra svundne tider blandes med nye teknologier i DIY kunstnernes værksteder, før de bliver sendt på scenen i en ofte meget visuel performance. Instrumenterne bliver præpareret, hacket, bygget om og bygget op i jagten på nye tilfredsstillende klange og spilleteknikker. DIY fejrer amatørisme, leg, ironi, humor og glæden ved at udfordre normerne for vores musikforståelse. 

I dette kapitel gennemgår Agnete Seerup Jeppe Just Christensens værk Der Jäger - et humoristisk performativt værk, som komponisten selv opfører på et stort DIY instrument lavet af bækkener, koklokker, stativer, metalplader, kæder og spande (og øvrige uidentificerbare dele). Det spektakulære og finurlige værk vil uden tvivl kunne indfange de fleste gymnasieelevers øjne og ører i op til en hel dobbeltlektion. I artiklen gennemgås en række perspektiver, som fx aleatorisk musik, musikalsk performativitet, instrumenternes historiske konstruktion og futurismens støjæstetik; som kan være med til at illustrere, hvordan vores forhold til hvad der er ”god” musik og ”rigtige” instrumenter hele tiden forandrer sig.

Intro 

Just Christensens evige jagt på nye lyde

I 2011 modtager Jeppe Just Christensen Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat1 for ”sit unikke talent og sit stædige arbejde”2. Han er uddannet fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2005, hvor han blandt andet studerede hos Bent Sørensen, Ivar Froundberg, Hans Abrahamsen og Niels Rosing-Schow. Herefter tog han til den sydtyske by Karlsruhe, hvor han studerede hos den tyske komponist Wolfgang Rihm på Hochschule für Musik. Jeppe Just Christensens værker har været opført på en lang række danske og internationale festivaler for lydkunst og ny musik som Sound Around, Pulsar, Young Nordic Music Festival (UNM), Suså Festival, Wundergrund, SPOR, Aspekte i Salzburg, og ISCM World Music Days.

Just Christensen har som komponist skabt en række ensembleværker. Blandt andet Movin’ (2005) og Kühler Krug (2007) og Douglas (2009). Værket Neko (2009) er skrevet til to sammensatte flexatoner, mens Lofter fra 2010 er skrevet for bl.a. et ”hjemmebygget instrument”3. Jeppe Just Christensen er altid på jagt efter nye lyde, og af den grund er han med tiden begyndt at inddrage flere og flere hjemmebyggede skramlende instrumenter, som han også selv performer med, som regel sammen med bandet Jeppe-Just-Instituttet4. I Jeppe-Just-Instituttets opførelse af Der Fijg anvender musikerne save, metalrør og andet skrammel, der skaber et virvar af mekaniske lyde. Denne mekaniske æstetik reflekteres i Just Christensens egne meget kontrollerede og mekaniske bevægelser med lågene fra et par spande, der i stil med en optrækkelig legetøjsfigurs bevægelser, føres ud til hver side med armene, mens hans ene fod drejer et rør, der ligger på gulvet med yderligere to små rør fastmonteret i siderne, som så ender med at vippe op og ramme lågene i Just Christensens hænder. Det er både morsomt og musikalsk. I værket Der Jäger spiller Just Christensen på et hjemmebygget slagtøjsstativ. Forkærligheden for at bygge sine egne instrumenter ud af skrammel og isenkram, samt at performe en klassisk koncert på ukonventionel vis indskriver Just Christensens seneste værker i den DIY bølge, der for alvor har gjort sit indtog i ny musik blandt yngre komponister indenfor de seneste år.

Værkgennemgang 

Der Jäger (2011)

Hør og se værket

Der er først helt stille i salen. Der Jäger har (verdens)premiere på SPOR Festival 2011. Publikum må helst ikke sidde alt for tæt på - de risikerer at få noget i hovedet. Foran publikum står et stativ, der aldrig er set før, ca. 2 meter højt og 2-3 meter bredt. Bag stativet står Jeppe Just Christensen. Fra den horisontale bjælke på stativet hænger kæderne stille i luften. To bunker af bækkener i forskellige størrelser, samt to metalplader og to meget tykke metalrør, der står på højkant med et låg over, fylder gulvet under stativet, der er flankeret af små fine grønne tinspande: én på hver side. På stativet hænger også koklokker, metalrør og nogle percussion lignende dele. Det ligner faktisk et trommesæt, der er brugt som fugleskræmsel. Til venstre for Jeppe Just Christensen, der lige om lidt går i gang med at spille, står en computer, der styrer den elektroniske del af koncerten. Så starter koncerten med en gentagen bastone, der stammer fra computeren, og leder tankerne hen på en stortromme. Samtidig kører en mekanisk gentagen musik, som minder om en lirekasses toner. Musikken ophører samtidig med at bækkenerne rammer gulvets metalplader med et ordentligt brag, som blander sig med publikums forundrede og entusiastiske latter. Jeppe Just har høretelefoner på og trækker koncentreret og kontrolleret i kæderne. Det er tydeligt at det ikke er en almindelig koncert, vi er til: Der er ingen almindelige instrumenter, ingen genkendelige elegante spille-bevægelser hos den klassiske musiker, men til gengæld en DIY komponist der kaster sig rundt for at spille på sit hjemmelavede instrument.

Det hele falder sammen

”Det er smukt, når noget falder sammen” har Jeppe Just Christensen sagt til P2 i et indslag om sin musik1. Og netop det faktum, at musikken og instrumentet falder fra hinanden, er centralt for at forstå hvad der er på spil i Der Jäger.

Når Just Christensen hiver i kæderne og slipper igen, så bækkenerne falder frit til jorden, er det ikke til at styre præcis hvilken klang, der kommer ud af at lade dem falde på den måde. Uforudsigeligheden er ingen tilfældighed, men ligger i selve kompositionen og værkets æstetik. Og det er ikke kun instrumentet, der lader sine elementer falde, også musikken falder sammen og falder fra hinanden i løbet af Der Jäger.

I begyndelsen virker det hele som en leg. Just Christensen har nemt ved præcist at trække i kæderne, så trommestativets rytme passer med den lirekasse-lignende musik, der kommer fra computeren. Men det viser sig hurtigt, at både det hjemmebyggede instrument og akkorderne i baggrunden ikke helt har tænkt sig at blive ved med at være lige kontrollable. Musikken fra computeren bevæger sig indenfor tonale kadencer, der mest af alt minder om musikken i et cirkus. Der er også akkordbrydninger i musikken fra computeren (arpeggioer), som sammen med den meget simple rytme i bassen giver associationer til traditionel spillemandsmusik. I spillemandsmusikken bruger man som regel også helt simple melodier med et, to eller tre stykker, der gentages efter hinanden og harmonisk er helt simple med tonika, dominant og subdominant i C-dur. Når Just Christensen samtidig trækker i kæderne med armene og bøjer ned i knæene, så det ser ud som om han styrer tempoet, minder han umiskendeligt om en lirekassemand.

Efter lidt mere end 1 minut (ca. 1:20) begynder musikken langsomt at falde fra hinanden, og vi får på fornemmelsen at der er mere en blot lirekassemusik på spil i værket. Musikken fra højttalerne begynder at lave bratte udsving i akkorderne, som efterhånden bliver mere og mere forvrænget, og bassens rytme bliver langsommere og uregelmæssig. Det lyder som om bassen i nogle passager følges af en fløjtelignende lyd, der ligger over akkorderne, og det gør musikken endnu mere bizar. Da den ene spand vælter (02:54), bliver man helt nervøs for at hele instrumentet kan falde fra hinanden når som helst. Selvbyg-instrumentet viser sin ukontrollerbarhed, idet spanden vælter og alle kæder, låg og tingester bliver taget i brug. Just Christensen selv bliver nærmest viklet ind i stativet, idet han hiver i flere kæder samtidig og sætter kæderne mellem de to største raslespandes låg og bækken-kæderne sammen (4:44). Kompositionens krav til musikeren bliver højere og højere, og som publikum får vi indtryk af at det bliver sværere og sværere at følge med instrumentet, der næsten får sit eget liv, som Just Christensen stædigt må kæmpe for at kontrollere. Publikum griner da også under næsten hele koncerten – og særligt i enkelte af kompositionens pauser, der er lagt der, hvor Just Christensen lige præcis står i den mest akavede stilling og har lågene fra de to store metalrør i hænderne, som han holder ud fra sig i luften (4:04) – kompositionen fanger ham i en slags stopdans. Det samme ses, når han med alle kæder og låg i hænderne står med krydsede arme og må vente til pausen er forbi (4:28).

I løbet af koncerten falder tonaliteten sammen, og efterhånden går det hele i stå. En undergangsagtig stemning breder sig og bliver næsten tragikomisk. Til sidst bliver akkordbrydningerne til en enkelt tone, som spiller en lille melodi. Så dør baggrundsmusikken ud (5:48). Delene på trommestativet får næsten alle et par voldsomme rytmiske træk af Just Christensen, hvorefter hele den hjemmelavede maskine hænger og dirrer i en klanglig fusion af tin, kobber og metal i næsten et helt minut. Et par publikummer fniser lavmælt. Just Christensen ser koncentreret på sit instrument. Maskinen virker næsten lige så forpustet som Just Christensen selv, der efter nogle takters dirren fra instrumentets dele, markerer afslutningen på koncerten med et buk – efterfulgt af hujen og applaus fra publikum.

En morsom provokation

I Der Jäger er både lyden, og det vi ser meget humoristisk. Just Christensen ender næsten med at blive viklet ind i sit eget selvbyggede-instrument (4:28). Undervejs lytter vi til et skramlet dekonstrueret trommesæt, der brager løs til en klichéfyldt cirkusmusiks rytme og lyden af lirekassetoner fra computeren, hvis akkorder bliver mere og mere forvrænget. Det hele ender med at musikken falder fra hinanden og dør ud.

Værket kan høres og ses som en ironisering over lirekassemanden eller tivoliets arkademusik. Og samtidig kan man overveje det provokerende i at bringe sådan noget ”arkademusik!” ind i en fin koncertsal. Vi bliver som publikum konfronteret med vores forestillinger om, hvad der har musikalsk værdi: hvorfor lytter vi med ligegyldighed til lirekassemandens mekaniske musik på gaden? I koncertsalen tager vi os selv og musikken alvorligt – men hvad sker der, når lirekassemanden rykker ind på de fine scener (i dekonstrueret form)?

Både komposition og opførelse er legende og humoristisk. Det ironiske understreges, fordi Just Christensen er alvorlig og koncentreret under hele sin performance. Værket dekonstruerer både instrumentarium, komposition, koncertsituation og musikerens rolle - der skal styre instrumenterne og gøre alt for at leve op til kompositionen. Komponistens ophøjede status, som virtuos og genial skaber af musik, får en ironisk kommentar med på vejen, idet lirekassemanden kommer på scenen – og komponisten selv har lavet sit eget amatøragtige trommesæt. 

Publikum griner under næsten hele uropførelsen af Der Jäger på SPOR festival 2011. De reagerer anderledes end til en almindelig klassisk koncert - de hujer og klapper. I sin humoristiske DIY tilgang til instrumentet, musikken og koncertsituationen (og -institutionen) udfordrer Just Christensen publikums forestillinger om, hvad det betyder: 1) at lytte til et værk, 2) at være tilhører og -skuer til en koncert, 3) at være komponist og musiker, samt 4) hvilke instrumenter, vi anser for at være de ’rigtige’ at blive præsenteret for til en koncert, fordi vi alle er indskrevet i en normativ diskurs om, hvad der er musik – og hvad der ikke er. Tilsammen lægger værket op til en refleksion over hvilke idealer vi har for musik og spilleteknikker – og hvordan de konstrueres til forskellige tider i forskellige strømninger. Og ironien i værket har tilsyneladende en effekt – publikum reagerer i hvert fald.

Gør-det-selv og SE musikken!

Det performative udtryk i Der Jäger, der består i værkets hjemmelavede instrument, legen, det uperfekte, amatøren (lirekassemanden og/eller komponisten, der giver den som instrumentbygger) og ironien i at komponere med uforudsigelige instrumenter (og brudte akkorder), gør Jeppe Just Christensens værk til et godt eksempel på DIY

Just Christensen indskriver sig i en DIY musiktradition2, som tæller både danske og udenlandske komponister og musikere såsom: Jonas Olesen, der arbejder med at omdanne billeder aftegnet på gennemsigtige roterende skiver til lyd; Morten Riis, der har bygget sit eget dampdrevne instrument; Sandra Boss, der spiller på spolebåndoptagere; Vinyl Terror&Horror, der bruger gamle pladespillere med overklippede LP’er i deres performances; norske Kaj Aune3, der bygger sine instrumenter selv og blandt andet har lavet en lydskulptur performance for violinbue og skrot, samt Lauren Hayes, der eksperimenterer med spilleteknikker og kroppens interaktion med instrumenter og elektronik4.

Med dekonstruktionen som sit favoritværktøj er det ofte gennem humor og ironi, at DIY kunstnerne udfordrer musikkens normer – som, når Just Christensen dekonstruerer trommesættet (og koncerten og spillemanden og…) til en finurlig lirekasse-lydende støjmaskine5. Overraskende performances, ukontrollerbare instrumenter og åbne eller ikke-intenderede elementer i kompositionerne, samt lydmaskiner, som Just Christensens, der er skabt til at fejle en lille smule6, er en del af æstetikken. Det er ikke fordi DIY komponisterne ikke har råd til at købe instrumenter, men det at være amatør giver en frihed til at frembringe noget nyt og unikt, der sætter spørgsmålstegn ved det gamle og ”normale”.

DIY er i høj grad en performativ musiktradition, hvor musik både skal ses og høres, for komposition og udførelse rummer altid en visuel og ikke mindst materiel dimension. DIY komponisterne tager på lossepladsen for at finde nye instrumenter, de søger tilbage i historien ved at udforske gamle teknikker for elektronisk komposition og frem i tiden ved at sammensætte teknologierne med nye opfindelser. En sådan musikforståelse ligger langt fra en akusmatisk tilgang til musikken7, som vi finder hos Pierre Schaeffer, der udelukkende interesserede sig fra lydendes materialitet og substans uden at værdige lydkilden et blik8.

I undervisningen kan med fordel trækkes tråde til John Cage, der er én af forgangsmændene indenfor den performative tilgang til musik. I sit mest berømte værk, 4’33 fra 1952 sidder pianisten stille foran klaveret og lukker låget 3 gange for at markere de tre satser, der udgør rammen om værket. Der spilles ikke én tone i fire minutter og treogtredive sekunder, så baggrunden bliver værkets eneste lyd. Stilheden i værket henleder opmærksomheden på omgivelsernes lyd, som publikums bevidsthed rettes imod. Denne performative musik udfordrer (og provokerer!) hele vores musikforståelse og ikke mindst komponistens autoritet. Cages Water Walk er et andet eksempel på performativ musik, der kan drages ind i undervisningen, hvor blandt andet en blender og en gryde udgør et af instrumenterne.

DIY – lidt historie

Do It Yourself betyder at ombygge, reparere, opbygge eller arrangere noget uden hjælp fra eksperter eller fagfolk. I 1950’erne begyndte man at bruge termen om hjemmelavet håndværkerarbejde uden hjælp fra fagfolk. I 70’erne var det en helt uundgåelig del af punkkulturen - alt skulle være DIY. Her slog DIY for alvor rødder i kunst- og kulturlivet. DIY blev en politisk manifestation mod den stigende kommercialisering af musik og kunst: Et alternativ til en konsumkultur, hvor man skal købe alting eller betale sig fra at få udrettet noget. Mange punkkoncerter blev og bliver spillet i private hjem eller nedlagte bygninger for at undgå de store kommercielle spillesteder. Man arrangerede selv koncerterne og skabte sine egne små uafhængige pladeselskaber. Det æstetiske mantra var at man med meget få midler var i stand til at udtrykke sig æstetisk – og kun ved ikke at være afhængig af sponsorer eller pladeselskaber kunne opnå den ultimative frihed i ens kunstneriske performance. Anti-konsumerisme var og er stadig et nøgleord, der ikke bare er en opfordring til at gøre tingene selv, men også en kulturel bølge, der understreger at alle, der har lyst, er i stand til at gøre tingene selv uden at betale en ekspert for det. Indenfor DIY-retningen "circuit-bending" (på dansk: kredsløbs-bøjning) er anti-konsumerismen meget tydelig9. Circuit-bending instrumentbyggerne kortslutter – eller hacker – kredsløbene i gamle legetøjsinstrumenter. Legetøj, som normalt er masseproducerede konsumobjekter der anvendes og smides væk igen, omdannes til unikke og uforudsigelige støjinstrumenter, der viser at den enes skrald (og støj) kan transformeres til en andens unikke musikalske skat. I legetøjsmaskinernes hengemte kredsløb-kombinationer gemmer der sig nemlig et nyt musikalsk sprog. Circuit-bending er et personligt akustisk design, der stiller spørgsmålstegn ved lyd og konsumkultur. Intet er naturgivent, hverken lydene fra vores indkøbte keyboard eller vores børns legetøj. Ved at fremprovokere legetøjets ’fejlagtige’ lyde10 og brugsformer i en musik med hackede gør-det-selv instrumenter, skuffes forventningen til vores kendte konsumobjekter. 

De mere analogt orienterede instrumentmagere indenfor DIY kan, på samme måde som circuit-bending, også forstås som det klassiske instrumentariums ’hackere’, idet de ændrer på de eksisterende musikalske strukturer. På den måde udvider ’hackingen’ mulighedsbetingelserne for musikalsk udfoldelse.

I dag kan de fleste via internettet formidle og distribuere deres musik ganske gratis. På den måde har internettet sørget for at al musik i princippet kan deles på bedste DIY vis – uden om musikindustriens etablerede pladeselskaber. I dag udgiver små ’independent’ bands ofte deres musik på egne mindre pladeselskaber, hvilket også kan ses i tråd med DIY bølgen.

DIY stiller i sin performative tilgang ofte spørgsmål ved komponistens og musikerens rolle, som vi har set i Der Jäger. Men DIY tildeler også musikeren og komponisten en mere ’magtfuld’ rolle: De er ikke længere blot komponister eller udøvere af et værk med det klassiske instrumentariums begrænsninger; de har selv magten til at skabe præcis de unikke instrumenter, der passer bedst ind i deres egen kunstneriske praksis.

Støjmaskinen er en gammel sag

Just Christensen og DIY kunstnerne er naturligvis ikke de første til at opfinde deres egne instrumenter og udfordre den vestlige musiktradition. Én af de personer, der gjorde det muligt overhovedet at overveje at konstruere nye instrumenter med endnu uhørte lyde, og som i den grad fejrede de lyde, man normalt anså som støj, var den italienske futurist og komponist Luigi Russolo (1883-1947). I 1913 opfandt han sit eget støjinstrument, som han kaldte intonarimori11. Russolo var en del af den klassiske avantgarde, der i begyndelsen af 1900-tallet begyndte at undersøge og kritisere selve fundamentet for at komponere – nemlig instrumenterne. Russolo havde en afgørende rolle i at give nogle af de lyde, vi normalt anser for støj en musikalsk berettigelse - og hermed åbnede han muligheden for at inddrage mange flere og mere komplekse lyde i musikken. I forlængelse af F.T. Marinettis Futuristiske manifest, skrev Russolo teksten ”Støjens kunst”12, som blev udgangspunkt for en lang tradition for at udfordre den klassiske vestlige musikforståelse, hvor musikkens bærende og eneste legitime elementer kom fra det klassiske instrumentariums toner. I takt med industrialiseringen, og dermed forandringen i byernes lydlandskab, understregede Russolo nødvendigheden i at se støj som noget positivt og at inddrage den i musikken: ”We must break out of this limited circle of sounds and conquer the infinite variety of noise-sounds.”13 skriver han. Musikken skulle afspejle, at industrialismens maskiner havde gjort sit indtog, og at vi mennesker er i stand til at forstå mere komplekse lyde, end den klassiske musik tilbyder os. Støj var et potentiale frem for et problem14. For Russolo var musik og støj ikke længere hinandens modsætninger og på den måde banede han vejen for at al lyd i princippet har musikalsk berettigelse. 

I Der Jäger finder vi samme fascination af den store støjende maskine, og samme glæde ved at inddrage nye lyde i musikken. Maskinfascination går igen i Just Christensens værk R008, som er skabt specielt til Kulturværftet i Helsingør for at illustrere stedets historie som skibsværft. Værket inddrager maskinlignende lyde, som blandt andet er skabt af et af Just Christensens selvbyggede instrumenter. Just Christensen er fascineret af maskinen og dens lyd, fordi den ”aldrig kører helt perfekt og som regel har sit eget liv, selvom der er gentagelser”, fortæller han i et interview i P215.

Klangen fra både Russolos og Just Christensens støjmaskiner signalerer frigørelsen fra en konventionel forståelse af, hvad der kan inddrages som musik og med hvilke instrumenter musik bør spilles. En pointe Russolo smukt og provokerende beskriver i ”Støjens kunst”. Et citat, der måske med fordel kan blæses op på projektoren i musikundervisningen som eksempel på, hvad det vil sige at ”trampe hul i normerne” er dette: ”Away! Let us leave, since we cannot for long restrain ourselves from the desire to create finally a new musical reality by generously handing out some resounding slaps and stamping with both feet on violins, pianos, contrabasses, and organs. Let us go!”16

Russolo og det futuristiske manifest har haft stor betydning for mulighedsbetingelserne for den elektroniske og eksperimenterende musik i 1950’erne og frem til i dag. I dag kan vi forstå musik som ”organisering af lyd”17 og ikke kun som klassisk kompositionsmusik. Russolos musikalske eksperiment understreger, at støj er en subjektiv kategori: En lyd, der opleves som støj for én person, vil af en anden person kunne opleves som musik. Da Russolo i sin tid opførte sin første koncert med intonarimorien, vakte det stort postyr og vrede. Publikum blev ligefrem voldeligt. Publikum griner til Jeppe Just Christensens Der Jäger, hvilket de højst sandsynligt aldrig ville gøre til en klassisk koncert. Effekten af at inddrage nye lyde med et unikt og hidtil uopdaget instrument i en musikalsk performance har tilsyneladende ikke fortaget sig. Chokeffekten og overraskelsen over at støj og spolebåndoptagere, lirekasser og gamle LP’er tages op af skraldespanden igen, er en fascinerende og fængende del af DIY bølgen i dag.

  • 1. http://www.dr.dk/P2/Artikler/2011/05/19111243.htm?WBCMODE=authoringreedi...
  • 2. Læs også Rasmus Holmboes artikel om Simon Steen Andersen, her på sitet, som arbejder med ’visuel musik’
  • 3. Kaj Aune har i 2012 modtaget Statens 3-årige arbejdslegat. Læs og hør mere om ham her: http://www.dr.dk/P2/Artikler/Dagens_P2-historie/2012/05/21150905.htm
  • 4. Se eksempelvis værkerne ”Socks and Ammo” og ”multifingeredbodyparts” på Hayes webside her: http://www.laurensarahhayes.com/ eller læs Rasmus Holmboes artikel ”Klaverets tunge tradition” i Seismograf.
  • 5. Eller ”Helvedesmaskine”, som komponistforeningen beskriver den her: http://www.komponistforeningen.dk/node/3105?y=2012&m=9
  • 6. Læs eksempelvis Morten Riis beskrivelse af ”Steam Machine” i Seismograf
  • 7. Schaeffer, Pierre: "Acousmatics" in Audio Culture. Readings in Modern Music. Red.: Christoph Cox og Daniel Warner. London: Continuum. 2007
  • 8.  Dette tema behandles blandt andet i Rasmus Holmboes artikel om Jacob Kirkegaard på http://www.snyk.dk/nmg/jacob-kirkegaard
  • 9. Instrumentbyggeren Reed Ghazala anses for at være circuit-bendingens ’fader’.
  • 10. Musikhistorisk kan DIY kulturens kritiske potentiale ligge i de fejl, der opstår – særlig i circuit-bending, hvor maskinerne siger de ikke-intenderede lyde, men også i en vis grad når Just Christensens lirekassemusik løber helt af sporet. Indenfor elektronisk musik især, har fejl i softwaren betydet en udvidelse af mulighedsbetingelserne, særligt indenfor genren "glitch". Den elektroniske komponist Kim Cascone har i forbindelse med glitchmusik illustreret, hvordan det fejlbarlige og ukontrollable i elektronikken netop udvider kompositionernes mulighedsrum. Cascone, Kim: ”The Aesthetics of Failure: ”Post-Digital” Tendencies in Contemporary Computer Music.” s. 398.
  • 11. Intonarumori er desværre én af de mindst dokumenterede opfindelser, men denne video kan give et indtryk af, hvordan den har virket på Russolos tid:http://www.youtube.com/watch?v=BbbmPD7NuDY
  • 12. Russolo, Luigi: ”The Art of Noises: Futurist Manifesto” [1913]
  • 13. Russolo, Luigi: ”The Art of Noises: Futurist Manifesto” [1913], side 11
  • 14. Russolo, Luigi: ”The Art of Noises: Futurist Manifesto” [1913], side 12
  • 15. http://www.dr.dk/P2/lyttilnyt/Aktuelt/20101011093058.htm
  • 16. Russolo, Luigi: ”The Art of Noises: Futurist Manifesto” [1913], side 12
  • 17. John Cage 2007, 26. Det var komponisten Edgard Varèse (1883-1965), der ”opfandt” termen at organisere lyd. Han er kendt som den elektroniske musiks ”fader”.
Opgaver 

Jeppe Just Christensens værk dekonstruerer på mange måder vores forhold til, hvad musik er. På det generelle plan er værket en oplagt mulighed for at få eleverne til at reflektere over, hvordan vi til forskellige tider i musikhistorien har bestemte klangidealer og forestillinger om hvad, der er musik. Og hvordan DIY udfordrer normerne for vores musikforståelse. Her er nogle forslag til opgaver og temaer, der kan inddrages i undervisningen. En idé er måske at lade eleverne se de fleste af værkerne derhjemme, så de har en idé om, hvordan de tager sig ud, når de bliver præsenteret og gennemgået i timen.

DIY

For at eleverne skal få indblik i DIY, kan de evt. se videoen om Tim Kaiser derhjemme. Tim Kaiser er en interessant og dygtig instrumentmager, der kombinerer circuit-bending med andre DIY teknikker.

  • Se Jeppe Just Christensens Der Jäger i timen og bed eleverne notere, hvad der sker undervejs med 1) musikken fra computeren, 2) lydene fra det hjemmebyggede instrument.
  • Se videoen igen og bed eleverne notere, hvad der sker med 3) Jeppe Just Christensens bevægelser/spilleteknik og 4) det hjemmebyggede instrument og 5) med publikum (hvorfor griner de, fx?).
  • Lav evt. et par minutters summegrupper, hvor eleverne snakker med sidemanden om, hvad de har noteret.

Prøv at vise videoen igen, og bed eleverne lukke øjnene. Diskuter om der er en forskel, når de kun hører og ikke ser værket. Eleverne kan her reflektere over, hvordan Just Christensens performance kan være en ironisk kommentar til den klassiske koncertsituation, og hvilken rolle det visuelle spiller i værket. Her kan Cages Water Walk, som tidligere er nævnt i artiklen inddrages som et historisk og provokerende eksempel på performativ musik, hvor blandt andet en blender og en gryde udgør et af instrumenterne.

Diskuter, hvad Jeppe Just Christensen gerne vil have publikum til at føle/opleve/tænke? Og hvorfor en klassisk komponist som ham hellere vil bygge sine egne instrumenter og lave humoristiske koncerter. Se evt. også Jeppe Just Christensens værk Der Fijg, som i sin stil minder om Der Jäger. I Der Fijg har Jeppe Just Christensen bygget endnu et slagtøjsinstrument af skramlende materialer, og det kan være med til at understrege hans DIY tilgang til musikken.

Herefter vil det være oplagt at diskutere med eleverne, hvorfor Jeppe Just Christensen kan placeres i en DIY musiktradition og på hvilke måder, han udfordrer en klassisk vestlig musikforståelse. I diskussionen af Just Christensens værk kan eleverne i fællesskab definere DIY – evt. ved at en række ”DIY stikord” fra artiklen her, løbende skrives på tavlen og diskuteres (eksempelvis: Legende; Humoristisk/ironisk; Provokerende; Musik, der udfordrer vores musikforståelse; Dekonstruktion; Materialitet; Amatør-agtig; Performance; Tilfældighed; Støj)

Eksempler på andre DIY kunstnere

Morten Riis er en anden dansk komponist og musiker, som har bygget et instrument, han kalder ”Steam Machine” (Damp Maskine på dansk). Han har med vilje bygget maskinen, så den laver fejl, når den kører. Se videoen i timen og diskuter hvordan Riis’ musikalske performance kan placeres indenfor en DIY musikkultur.

Lauren Hayes fra Storbritannien ombygger selv sit klaver. Hun præparerer det med en computer og en handske, som sender signaler til computeren. John Cage præparerede også sit klaver i 40’erne - bare med søm og skruer. Hayes værk ”Kontroll” er for klaver, lilletromme og elektronik. Se videoen her og diskuter, hvad Lauren Hayes mener med titlen ”Kontroll”? Diskuter hvordan hendes værk passer ind i en DIY tradition.

Musik, der er ude af kontrol!

I undervisningen er det desuden oplagt at diskutere forholdet mellem kontrol og uforudsigelighed i musik. Jeppe Just Christensen forklarer i et interview i P2, at da han skrev partiturmusik, lød det alligevel heller ikke som han havde forestillet sig, når orkestrene spillede musikken. Derfor ville han arbejde aktivt med chancerne og det uforudsigelige for at distancere sig fra musikken1. Her kan med fordel perspektiveres til John Cages tilfældighedsprincipper i kompositionen. John Cage arbejdede efter aleatoriske principper i sine kompositioner. Alea betyder terning, og Cage søgte tilfældighederne ved blandt andet at kaste terninger, når han komponerede.

I undervisningen kan diskuteres, hvordan Jeppe Just Christensens Der Jäger er et kontrolleret, men uforudsigeligt musikalsk stykke - en komposition der på samme tid er lukket og åben. Følgende spørgsmål kunne være udgangspunkt:

  • Hvad betyder det at en komposition kan være lukket og åben på samme tid?
  • Hvad betyder det for et stykke musik, at instrumenterne opfører sig uforudsigeligt, som i Der Jäger?

Instrumenternes historiske udvikling

Instrumenternes tilblivelseshistorie og deres virkningshistorie er lang og spændende og kan med fordel inddrages som en historisk perspektivering. Tilblivelseshistorien handler om hvordan det er blevet bygget og forbedret gennem historien. Virkningshistorien drejer sig om musikernes spillepraksis, der har ændret sig gennem tiden og også er afhængig af genre.

DIY bevægelsen er medforfattere til instrumenternes tilblivelseshistorie ved at skabe nye instrumenter, og supplerer instrumenternes virkningshistorie ved frit at bruge instrumenterne som de har lyst til: Fx, når Jeppe Just Christensen tager bækkenet fra trommesættet og anvender det i en ny instrument-konstruktion, i en ny musikalsk kontekst eller når han sætter to flexatoner sammen i værket Neko (2009), eller når Lauren Hayes præparerer sit klaver – så skrives der flere linier i bækkenets, klaverets og flexatonens virkningshistorie.

I undervisningen kunne man se på, hvordan komponister og musikere historisk set har haft betydning for instrumenternes tilblivelses- og virkningshistorie, og fx inddrage Russolos støjmaskine. Det er desuden oplagt at diskutere, hvilken betydning DIY kulturens hjemmebygger tradition har for instrumenterne i dag og i fremtiden?

Musikkens normer

I forlængelse af ovenstående tema, vil det være oplagt at diskutere med eleverne:

  • Hvad det betyder at forskellige historiske perioder har forskellige normer for, hvad der regnes for ’gode’ kompositoriske principper og ’rigtige’ spilleteknikker og instrumenter.
  • Et eksempel, der kan drages frem i undervisningen er Wendy Carlos, der spillede Bachs musik (i værket Switched-on-Bach) på en synthesizer 1968, lige omkring synthesizerens opfindelse. Det var det første klassiske album, der solgte mere end ½ million plader. Carlos udfordrede rigtig mange menneskers måde at tænke klassisk musik på. Jeppe Just Christensen er inspireret af Carlos, og i undervisningen kan eleverne diskutere hvorfor.2
  • Til sidst kunne man lægge op til, at eleverne selv tager stilling til, hvad de selv synes om DIY. Ville de selv vælge at lytte til nogle af de værker, de har oplevet i timen? Synes eleverne, at det lykkes for nogle af DIY kunstnerne at lave ’god’ musik efter deres smag? Og lykkes det for nogle af de værker, de har set at udfordre elevernes egen forståelse af musik, instrumenter og koncerter? (Og hvorfor mon de synes, hvad de synes…)
Temaer 

DIY · aleatorisk musik/chance musik · Futurisme · Intonarimori · Instrumentarium · Curcuit-bending · Hacking · Performance · Glitch