SØS Gunver Ryberg (1979)

Mellem ambiens og minimalisme

Den danske komponist SØS Gunver Ryberg arbejder i krydsfeltet mellem lydkunst og musik og med mangfoldige udtryk, medier og på mange forskellige måder. Ved at lade sin musik strømme ud af et sæt flyvende højttalere i værket ’Flying Speakers’ maler hun et ambient stemningsmættet lydunivers med lange monotone klange, der fører tankerne hen på den amerikanske minimalismes trancesøgende toner.
Agnete Seerup
Om kapitlet 

SØS Gunver Ryberg har en baggrund indenfor scene- og performancekunst. Men i 2007 kastede hun sig for alvor over lydkunst, lydoptagelser og elektronisk musik, da hun blev indskrevet på Syddansk Musikkonservatorium.

Rybergs musik og lydkunstneriske eksperimenter udforsker lydens relation til rummet og klangenes muligheder for at skabe en særlig stemning i publikums indre. Hendes værker kan indeholde spor af shamanistisk trancemusik og lyde fra Arktis. Hendes værker er ofte installatoriske, performative og stedsspecifikke. Hun udforsker og eksperimenterer med forskellige medier og udtryksmåder, som lyd og videoinstallation (fx Lost in Mapping, 2010 og ARCTIC, 2009), audio-walks (Usynlig, 2011), live-sampling, installations koncerter, meget mere og ofte i kombination. Ofte skaber hun tværæstetiske værker sammen med andre kunstnere i større ’Gesamtkunstværker’; som i danseforestillingerne Wilhelm Tell i 100 dele (2011) og PHI – we don’t see things as they are, we see things as we are (2012), til hvilke hun har komponeret og udført musik og lyd.

I dette kapitel gennemgår Agnete Seerup værket Flying Speakers (2012) - et begivenhedsrigt værk, der består af to vildfarne højttalermembraner, som flyver ud mod publikum i salen og højst sandsynligt kan fange både øjne og ører hos de fleste gymnasieelever. I artiklen lægges op til at inddrage Rybergs flyvende højttalerværk i et undervisningsforløb om eksempelvis ambient musik og amerikansk minimalisme.

Intro 

På udkig efter musikkens mulighedsrum

Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg for Klassisk Musik uddelte i 2011 en pris til komponister, der havde præsenteret særlig bemærkelsesværdig lydkunst og musik, og her faldt valget på Ryberg. Og i august 2011 modtog hun desuden Dansk Komponistforenings Komponistpris ”for hendes vilje til at finde nye udtryk og veje.” 1

Ryberg er født i 1979 og uddannet på Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole på linjen for ’Elektronisk musik, Lydkunst og Projektrealisering’, også kaldet ’TONESPACE’, i perioden 2007-2010. Hun har studeret hos Bjørn Svin, Martin Stig Andersen og Hans Peter Stubbe Teglbjerg. Siden 2011 har hendes musikalske karriere haft fuld fart, og hun har udstillet og opført sine værker flere steder i Danmark og i udlandet; i Istanbul, Los Angeles, Stockholm, Rio de Janeiro, Edinburgh og New York.

Ryberg udforsker mange forskellige udtryk i sine værker: Med optagede reallyde, elektronisk genererede og analogt frembragte lyde. Hun kombinerer eksempelvis en elektronisk komposition med gong-gong, andre instrumenter eller objekter. Det kan være et velklingende vejskilt, der bruges som gong gong eller et hønsenet til at frembringe en særlig knitrende lyd i en live performance eller nye – for mange helt ukendte – instrumenter, som hun finder rundt omkring i verden på sine mange rejser.2

I 2009 var Ryberg flere gange på Svalbard for at optage reallyde fra det arktiske lydlandskab, hvilke resulterede i lyd- og videoinstallationen ‘ARCTIC between 74ºN - 81ºN’ (2009); et 4-kanals højttaler set-up af knirkende redigerede og uredigerede lyde fra turen.3Arbejdet med naturens stærke musik giver genlyd i mange af hendes værker, hvor de elektroniske lyde dog efterhånden er kommet i overtal på bekostning af arbejdet med mere rene reallyde som i ARCTIC, men hvor naturen stadig synes at kunne høres på forskellig vis – i kraft af vindens susen og – måske lyden af en smeltende gletsjer, fx i værker som Wilhelm Tell i 100 dele (lyt fx ved 26:30 og 30:51), og i værket OztAân (2013) synes man også at kunne høre vinden og naturen i Arktis.4

I Flying Speakers bruger Ryberg bevægelsen af to højttalermembraner, der i løbet af værket vikler sig ud af snoede højttalerkabler ved at svinge i luften, til at skabe en synlig musikalsk tilblivelsesproces. En manøvre, som kan sammenlignes med den amerikanske komponist og foregangsmand indenfor den amerikanske minimalisme og repetitionsmusik Steve Reichs (f. 1935) værk Pendulum Music (1968), hvor fire mikrofoner sættes i svingninger hen over en række forstærkere, og hvor musikken – ligesom i Flying Speakers – opstår på stedet, lige her og nu – i selve bevægelsen og feedbacktonerne fra forstærkerne.

I podcast’en Høj på Lyd på Seimograf/DMT fortæller hun følgende om sit arbejde:

”Jeg synes, det er spændende at arbejde med et univers, som fører folk ind i en anden bevidsthedstilstand. Det med at arbejde med loops, ting, der gentager sig. Jeg arbejder ikke med nogen almindelig opdeling. Det skal ikke ligge som beats, der ligger præcist i forhold til hinanden. Det må bare ligge som rytmiske teksturer, der arbejder sig ind og ud af hinanden. Det i sig selv har jo sådan en hypnotisk effekt.”5

Forholdet mellem lyden som et omsluttende og virkningsfuldt ydre og vores indre stemnings- og sindstilstand kan blandt andet opleves i værket Flying Speakers, hvor højttalerne svinger med en beroligende ambiens frem og tilbage foran sit publikum og planter et nærmest meditativt stemningsunivers blandt publikum i salen. Men også i et værk som Shaman (2012), der rummer en næsten rituel percussion blandet med minimalistiske monotone gentagne klange, kan man som lytter få denne følelse af at blive indhyllet i et musisk forløb, der når helt ind til knoglerne.6

  • 1. Læs mere på Komponistforeningens webside
  • 2. Et eksempel på et værk, der inddrager flere forskellige gong gong’er og har et sådant trance-agtigt præg er værket Shaman (2012).
  • 3. Se projektets website her: http://arcticbetween74nand81n.blogspot.dk/
  • 4. Værket er produceret til Diamantens 12-højttaler system i Det Kongelige Bibliotek i København.
  • 5. Marie Louise Fuglsang-Damgaard og Signe Benzoni: Høj på Lyd. Podcast. Seismograf/DMT. 2012.
  • 6. I september var hun på inspirationstur til Sydkorea, hvor hun overværede et shamanistisk ritual i hele 9 timer for at lade sig inspirere til ny musik og lydkunst. Værket Shaman (2012) er et godt eksempel på, hvordan hendes musik har elementer af shamanistisk inspireret ritualer.
Værkgennemgang 

”Flying Speakers” (2012) – flyvende højttalere!

Se og hør værket 

Flying Speakers er både et stykke musik og en performativ lydkunstinstallation, der blev uropført i 2012 som en del af danseforestillingen ’PHI – we don’t see things as they are, we see things as we are’. SØS Gunver Ryberg har skrevet musikken til hele forestillingen, men installationen skal, ifølge hende selv, ses som en uafhængig del af partituret til forestillingen, der blev præsenteret som et ”intermezzo” i den sidste del af forestillingen.1

Flying Speakers skal både ses og høres: Værket afbryder fortællingen i slutningen af danseforestillingen, som et 3 minutters ’intermezzo’, hvor publikum rives ud af fortællingen og ind i musikken: I begyndelsen er der helt mørkt i salen. Der er helt stille blandt publikum. Så fremkommer en lang tone i mørket. Pludselig falder de to højttalere ned fra loftet: Én af dem svinger med stor fart inde fra scenen og ud over publikums hoveder (man må ikke rejse sig!), mens den anden svinger frem og tilbage fra venstre til højre side af scenen.

De to højttalere er svære at se, men man fornemmer klart, at der kommer lyd ud af dem. Får man et godt glimt af de to svævende tingester, er det faktisk to højttalermembraner, der hver især er viklet meget kraftigt rundt i deres egne højttalerkabler, som sidder fast i salens loft.

Membranerne synes udløst som fra to katapulter. De svinger faretruende på hver sin akse, frem og tilbage i rummet. Publikum følger højttalermembranerne med øjnene. Efter nogle sekunder bliver der efter den umiddelbare overraskelse over højttalerne i frit fald, en helt rolig, lidt dyster, men afslappet stemning i salen.

Højttalerkablerne i Flying Speakers er snoet så stramt rundt, så idet de bliver udløst snor sig selv ud og svinger lynhurtigt rundt med stor kraft; som om nogen slap dem og deres ophobede lyd fri fra flere års snærende højttalerledninger: Når rotationen er allermest kraftig fremstår værkets klare synthesizertoner, der bliver langsommere og langsommere, i takt med at højttalerkablerne får rettet sig ud igen. Når tonerne kastes ud i rummet skabes nemlig en kraftig feedback, som ændres, alt efter det tempo højttalermembranernes svinger med.

Frem og tilbage og fra side til side kaster de to vildfarne lydkilder i bogstaveligste forstand de mange lange toner og fylder rummet på fysisk vis: Højttalerne spreder lyden i rummet, når de svinger, samtidig fylder de rummet mere abstrakt – eller ambient – med en særlig stemning.

I sidste del af højttalerværket giver de langsomme svingninger musikken en mere svævende lyd; tonerne er lange og vibratoen mindsket – hvilket understreges i værkets visuelle udtryk, idet højttalerne svæver over gulvet, langsommere og langsommere. Efter ca. 3 minutter står lydbølgerne i rummet helt stille – præcis som højttalerne, der nu hænger fredeligt ned fra loftet over scenen.

Et lo-fi surround værk med Leslie effekt

Lyden i Flying Speakers’bliver til dels frembragt ved at imitere et slags lo-fi surround system, hvor lydkilderne selv bevæger sig fysisk igennem rummet sammen med lyden, i stedet for at lade lyden selv bevæge sig mellem flere forskellige fastmonterede højttalere. Hvor det traditionelle surround system skaber en illusion om, at lyden ’vandrer’ rundt i et rum ved at aktivere de forskellige højttalere, bevæger lyden sig her helt konkret sammen med sin kilde. Værket skaber ikke en illusion om, at lyden bevæger sig i rummet: Den bevæger sig faktisk i rummet! Visuelt og auditivt. Det vi hører: lyd, der bevæger sig, er også det, vi ser. Samme idé med at lade lydkilden bevæge sig gennem rummet, i stedet for at lade lyden vandre gennem et højttaler system med flere kanaler, kan også ses i Rybergs Wilhelm Tell i 100 dele, hvor én af danserne er iført en brynje af højttalermembraner og bevæger sig frem og tilbage i rummet.

Lytter man til den ’rene version’ af lyden i Flying Speakers, dvs. musikken i højttalermembranerne, bliver det klart, at en del af den vibratoeffekt, som kan høres, stammer fra synthesizeren selv i selve indspilningen. Men membranernes rotation giver også effekten af vibrato – eller en form for ’leslie højttalereffekt’, fordi højttalernes lyd får feedback i rummet.

Ingeniøren Donald James Leslie (1911-2004) er ophavsmand til Leslie højttaleren, som han udviklede i 1937. Hans idé var at skabe en højttaler, der kunne gengive et bedre vibrato, end man var i stand til at skabe elektronisk. Og den bævrende vibrato blev en stor succes! Der var mange musikere – særligt jazzmusikere -, der adopterede den karakteristiske lyd med stor entusiasme, og gjorde den populær blandt et bredere publikum.2

Det, der skabte den bævrende effekt i Leslie-højttaleren var udnyttelsen af dopplereffekten. Dopplereffekten (opkaldt efter fysikeren Christian Doppler) betegner det fænomen, at lydkildens bevægelse har betydning for, hvordan vi som lyttere opfatter lyden, fordi frekvensen af lydbølgerne varierer afhængig af lydkilden og modtagerens bevægelseshastighed i forhold til den højttaler, bølgerne kommer fra. Når lydkilden bevæger sig i forhold til lytteren, så ændres tonehøjden – frekvensen. Det vil sige, at når en ambulance eksempelvis bevæger sig forbi os på gaden, så bliver lyden dybere, når den bevæger sig væk fra os – mens tonehøjden fra sirenen har en højere frekvens, når den kommer tættere på. Det samme sker, når højttalerne roterer foran os: så stiger og falder tonehøjden, og der opstår en form for vibrato. Det var det, Leslie udnyttede i højttalerkonstruktionen ved at lade to højttalere, der vender hver sin vej, rotere. På den måde opstod vibrato – i en modfase, hvilket vil sige, at når tonehøjden fra den ene højttaler går op, så går den anden ned. På den måde bliver klangen bred og fyldig.

Rybergs værk Flying Speakers kan siges at være en lavteknologisk version, en lo-fi udgave af dopplereffekten, som Leslie bragte musikken, og som i dag primært kendes som ”Leslieeffekten”. På den måde ligger værkets tilblivelsesproces helt eksplicit i afviklingen af det: Dopplereffekten finder ikke sted inde i Leslie-højttalere, hvor to højttalere skaber modfaser overfor hinanden. Men publikum befinder sig så at sige inde i en form for Leslie-højttalers kabinet, når de sidder i salen og bringes i en form for trance gennem de svingende penduler af den vibrato, som denne effekt tilvejebringer.

Musik til at flyde i

Flying Speakers er lyd, der bevæger sig i et rum, og lyd, der bevæger dem, der befinder sig i rummet. Vi kan som publikum ikke følge et narrativt musikalsk forløb, vi kan heller ikke identificere klassiske instrumenter. En gennemgang af Rybergs værk vil ikke kunne indgå i kategorien partiturmusik, men skal i stedet tage udgangspunkt i musikken som en organisering af en række lyde, der tilfører rummet og lytterens oplevelse en særlig stemning – af lyde som omslutter hele kroppen og ikke blot et par fortolkende ører.

Flying Speakers har ikke én fortælling, én fast rytme eller ét gennemgående beat, men ligesom i den ambiente musik, som fx hos den britiske fader til ambient musik: den elektroniske musiker og komponist Brian Eno (1948-), omslutter værkets klare toner og lange efterklange sin lytter og skaber et stemningsrum, der eksisterer i et nærmest tidsløst her og nu. Ambient betyder omsluttende eller omgivende – og stammer fra det latinske ord ’ambire’: At gå rundt om.

Flying Speakers kan høres som et ambient værk, fordi det hverken følger en fastlagt rytme eller har en særlig kompleks struktureret melodi, hvilket er vigtige kendetegn for ambient musik. Det handler om at ’male’ med lyden, at få den til at skabe et nyt rum i rummet – og ikke om at fortælle historier som sådan. Som Eno skriver, så handler ambient musik om klangfarve, rumlighed og atmosfære frem for rytme og traditionel musikstruktur. Man skal kunne svømme i lyden! - som han uddyber her:

”New sound-shaping and space-making devices appeared on the market weekly (and still do), synthesizers made their clumsy but crucial debut, and people like me just sat at home night after night fiddling around with all this stuff, amazed at what was now possible, immersed in the new sonic worlds we would create. And immersion was really the point: we were making music to swim in, to float in, to get lost inside.”3

Ambient musik, som Brian Eno udråbte som genre i midten af 70’erne, har klangfarve, atmosfære og stemning som omdrejningspunkt; ambient musik trænger sig ikke på med en udfordrende melodi, vi kan fortolke, men den må erfares og opleves gennem den stemning, den maler i rummet, hvor vi lytter. Ambient musik skabes i studiet med manipulerede lyde og synthesizere, men der kan også anvendes lyde fra de klassiske instrumenter; den rolige elektroniske musiks klange trækker os ind i et stemningsmættet musikalsk univers med sine lange toner og bløde lydbilleder. Når vi lytter, må vi først og fremmest erfare musikken med vores sansende krop, og derfor ikke blot lytte og intellektuelt fortolke den som et komplekst klassisk værk.

Ambient røgelse

Membranernes svingninger kan med et billedligt udtryk ses som en slags ’ambient røgelse’ – eller ambient maling – der svinger igennem salen og maler rummet med sin langsomme, ensformige, men dynamiske lyd. Musikkens lange toner af forskellige frekvenser fremstår næsten som de fine klokketoner, der anvendes indenfor meditation. I den sammenhæng bruges klokkerne til at fokusere opmærksomheden og glide ind i en anden og rolig, men anelse dyster stemning, i kraft af kombinationen af lange dybe toner og springene til de lysere frekvenser (fx ved 0:10-0:13) – lidt som i en thriller. Men hvor musikkens tempo i den uhyggelige filmscene ofte vil stige, og derved søge at øge suspense for at markere det skumle, bliver tonerne i Flying Speakers aldrig rigtigt uhyggelige, fordi tempoet hverken stiger eller tonerne forandrer sig: I musikken gentages de samme toner igen og igen ind i mellem hinanden. Derved holder de sig på det lidt drømmende, svævende dystre melankolske ved ikke at udvikle sig med et lydligt ’suspense’.

Højttalermembranernes langsomme svingninger gør, at de ligner to store penduler, som insisterer på publikums øjnes opmærksomhed, frem og tilbage: Først ved at svinge faretruende ud mod dem, og siden ved at være den eneste bevægelse, der foregår på scenen. På den måde opretholder musikken idéen om en opvisning eller performance, som publikum kan følge på scenen. Her er der blot hverken skuespillere, dansere eller musikere; det er teknikken, højttalerne selv, der performer og fremfører musikken ved at kaste den ud til publikum.

Måske mærker publikum først rigtigt højttalermembranernes beroligende svingninger bagefter. Vi mærker ofte lyd og musik ubevidst eller følelsesmæssigt, og det udnytter den ambiente musik med sine dragende, diskrete lyde – ligesom i filmmusikken, der sætter os i en særlig stemning alt efter fortællingen. Flying Speakers iscenesætter ikke én måde at lytte på, den trænger sig ikke på, som noget vi skal lytte til på en bestemt måde eller forstår, men den påvirker os alligevel med sin stemningsskabende tilstedeværelse i rummet, som Eno også skriver, er det ambiente "as ignorable as it is interesting.”4

Siden Eno præsenterede ambiens som genre, har betegnelsen udviklet sig og er i dag en bred betegnelse, der kan finde utallige udtryk og ofte ses kombineret med mange forskellige genrer; som house, dub, industrial, new age og ethno. I Danmark er Trentemøller og Mike Sheridan kendte repræsentanter for genren, og begge inddrager også technoelementer og electronica i deres ambiente udgangspunkt. Derfor er musik, der er as ignorable as it is interesting måske ikke helt det samme som ved den ambiente musikgenres fødsel – det kan i hvert fald diskuteres. Mange værker, der kaldes ambiente ( se bare den lange liste over ambiente musikere på Wikipedia) påkalder sig i høj grad lytterens koncentrerede opmærksomhed og kan endda være til at danse til – og altså svær at ignorere. Så derfor er genren måske karakteriseret af, at være noget som omslutter os ved at påvirke vores sindsstilstand, stemning og følelser på mere eller mindre insisterende vis.

 

Perspektivering

Svingende pendul musik

Flying Speakers er oplagt at perspektivere til minimalismen, som opstod i 60’erne både i Europa og USA. Det var en strømning, som var optaget af de følelser, som selv meget simpel musik og klange kan frembringe, modsat eksempelvis serialismens mere intellektuelle og konceptuelle tilgang til lyd og komposition. Den amerikanske minimalisme brugte monotone, lange toner, ekko-effekter og minimale svagt komplekse kompositioner for at føre sit publikum ind i en trancelignende tilstand5. Én af de tidligste pionerer var Terry Riley, som skrev stykket ”In C” (1964), der cementerede at minimalisme handlede om at lade gentagelser og meget simple musikalske forløb, som ofte overlappede hinanden, være musik, der var værd at lytte til. Værket betegnes i dag som et hovedværk indenfor minimalismen. Dette kan man overføre på Flying Speakers' simple forløb og monotone lange toner, som skaber en svævende feedback og dyster melankolsk stemning i rummet, hvor ’højttalerpenduler’ måske kan få sit publikum i en form for trance.

Et sjovt minimalistisk værkeksempel, skrevet af den indflydelsesrige amerikanske komponist Steve Reich (f. 1935) i værket Pendulum Music (1968) – et værk for mikrofoner, forstærkere og performere. Dette værk er oplagt at sammenligne Flying Speakers med.

Reich er én af de første, der tilslutter sig den amerikanske minimalisme. I værket Pendulum Music hænger fire mikrofoner ned fra et stativ og svinges henover de højttalere, som hver mikrofon er tilsluttet. De svinger over gulvet som fire penduler. Hver gang, en mikrofon svinger over sin egen højttaler, opstår en feedback tone. Sammen udgør feedbacktonerne værkets auditive del, mens den visuelle del – som i Rybergs værk – udgøres af teknologiens eget forløb og ’performance’. Mikrofonkablerne i Reichs værk er alle af forskellig længde, så de forskellige kabler svinger med varierende hastighed, og det skaber forskellige feedback sekvenser, der i løbet af værket kommer til at overlappe hinanden. Ligesom i Flying Speakers fremstår mikrofonerne i Pendulum Music som tranceskabende elementer, der skaber en uhyre enkel musik med repetitive elementer, der næsten opløser ens tidsfornemmelse.

Musik som proces

Pendulum Music fik et bredt publikum, da det i 1990 blev introduceret af Sonic Youth, og senere Aphex Twin, blandt andet til en koncert i 2011 i Krakow, Polen. Det musikalske udtryk i Pendulum Music er – ligesom i Flying Speakers – resultatet af sin egen svingningsproces som en visuel fremførelsesform, der understreger det musikalske forløb, som teknologien tilvejebringer, og som synes at blive ved og ved uden stor variation. Værket slutter først, når ’pendulerne’ ikke længere er i bevægelse. Musikken skabes altså i en proces her og nu som resultat af en fysisk svingning, som publikum bliver involveret i – både auditivt og visuelt. Der er ingen performer i Flying Speakers, det er er faktisk teknikken selv, der udfører hele arbejdet, selvom musikkens vibrato effekt skabes på stedet. Musikken i begge værker er processuel, performativ og stedsspecifik.

Reich skrev i 1969 manifestet ’Music as a Gradual Process’ om, hvordan selv enkle musikalske processer og ganske simple koncepter kunne være interessante som kompositionsmetode, der udforsker nye musikalske udtryk. Han skriver om musikken som en proces:

”While performing and listening to gradual musical processes one can participate in a particular liberating and impersonal kind of ritual. Focusing in on the musical process makes possible that shift of attention away from he and she and you and me outward toward it.”6

’It’ kan være musikken, men også den trancelignende tilstand, som minimalisterne søgte gennem de lange monotone toner, som fik dem til at undersøge tidens ’New Age’ idéer, tranceritualerne i eksotiske stammefolks musik fra ’Østen’ og andre måder at skabe indre oplevelser ud fra ydre musikalske påvirkninger. Reich fandt blandt andet stor inspiration i ghanesiske trommers (gentagne) rytme og muligheden for at anvende dem i sin egen minimalistiske musik, som ofte anvendte repetition af de samme rytmer eller toner i længere tid.

Reich og flere andre amerikanske minimalister blandede serialismens systematiske tonerækker med blid ambiens, med pop og med andre musikalske forsøg. I Reichs værk Music for 18 composers er det meget tydeligt, hvordan han med kompositionen søger at skabe et sådant tranceskabende rum, som publikum kan blive en del af og miste tidsfornemmelsen i, igennem næsten en times repetition af rytmer og rundgange.

Når publikum i Flying Speakers bringes til at lytte og se de svævende højttaleres bevægelse og lange ensformige toner, kan man på samme måde få en følelse af, at tiden står stille eller at komme i trance; at musikkens gentagelser og ensformige rytmiske forløb, der ikke er struktureret efter en egentlig rytme, skaber et rum, hvori tiden står stille – eller åbner dørene til en auditiv verden, hvor lyden omslutter os i sin ambiens og minimalistiske repetition; som om den ’bare altid er’ en fast bestanddel af et auditivt rum, ligesom objekter er en fast bestanddel af det visuelle rum.7

Rybergs Flying Speakers udforsker dopplereffekten og mulighederne for at skabe musik med ’kunstig’ vibrato, der forholder sig til det rum, den skabes i. Reichs Pendulum Music udforsker feedbacktonerne og de teknologiske møder mellem højttalere og forstærker, som også kan siges at være ’lo-fi’ i deres feedback effekt. Begge værker byder ikke på mange forskellige toner eller komplekse tonerækker, melodier eller historier.

De to værker har det til fælles, at en del af kompositionens tekniske forudsætninger anvendes som en visuel og fysisk proces, som publikum inddrages og indhylles i, og som tilfører en vis autencitet og nærvær til værkets ellers monotone og elektroniske udtryk, idet det bliver til her og nu, som en stedsspecifik begivenhed. Begge værker frembringer i udforskningen af effekterne en musikalsk proces, der opstår i svingningerne af hhv. mikrofoner og højttalere, og hvor processen med en del af kompositionen er synlig – som et visuelt aspekt i værket. Samtidig fremstår værkernes individuelle processer, nærmest som teknologiske musikalske ritualer, hvor vi drages mod og koncentrerer os om musikkens tilblivelse. Og måske gennem denne sansning kan vi komme til at befinde os i en ny bevidsthedstilstand med fokus på lyden, på det ’it’, som Steve Reich beskriver det – altså hverken et fokus på os selv eller de andre i salen, men: ”on the musical process makes possible that shift of attention away from he and she and you and me outward toward it.”8

  • 1. Samtale med SØS Gunver Ryberg, 7. januar 2013
  • 2. Lyt eksempelvis til Procol Harums 'A Whiter Shade of Pale' fra 1967 eller til Spencer Davis Groups ’Gimme Some Lovin’.
  • 3. Eno, Brian: Ambient Music, s. 95
  • 4. Brian Eno, ‘Ambient Music’, in Audio Culture: Readings in Modern Music, ed. by Daniel Warner (Continuum International Publishing Group, 2004), p. 96.
  • 5. Se Karl Aage Rasmussens beskrivelse af minimalismen i Seismograf: http://seismograf.org/begreber/minimalisme
  • 6. Reich, Steve: Music as a Gradual Process, p. 306
  • 7. Lydkunstteoretikeren Christoph Cox har udfoldet en sådan idé om det auditive rum i teksten ”Sound Art and the Sonic Unconscious”.
  • 8. Reich, Steve: Music as a Gradual Process, p 306
Opgaver 

Flying Speakers

  • Se SØS Gunver Rybergs optagelse af værket Flying Speakers et par gange i træk. Bed eleverne notere, hvad der sker undervejs 1) med lydene og musikken fra de to højttalermembraner undervejs i værket og 2) med højttalermembranernes bevægelser.
  • Se videoen igen og bed eleverne notere: 3) hvad sker der med stemningen i rummet, 4) hvordan reagerer publikum (reagerer de overhovedet? Hvad betyder deres stilhed?), 5) hvordan påvirker musikken elevernes humør?
  • Lav evt. et par minutters summe-grupper, hvor eleverne snakker med sidemanden om, hvad de har noteret. Var der forskel på, hvilken stemning, de hver især syntes, værket skabte i rummet? Hvordan afspejler værkets visuelle udtryk musikkens forløb?
  • Lyt til værket og se videoen igen for at forstå dopplereffekten. Gennemgå spørgsmålene, som eleverne har svaret på i deres noter: Hvordan spiller lyd og billede sammen? Prøv at gennemgå videoen sammen med sidemanden: Hvordan kan værkets lyd og vibrato aflæses i højttalernes svingninger? Hvorfor tror I, Ryberg synes det er sjovt at skabe et værk, der genskaber dopplereffekten på sådan en hjemmelavet måde? Kunne hun ikke bare have afspillet det gennem nogle rigtige Lesliehøjttalere?

Steve Reich og minimalismen

Prøv at vise videoen igen, og bed eleverne om at lukke øjnene. Diskuter, om der er en forskel, når de kun hører og ikke ser værket. Lad eleverne reflektere over, hvordan lyden i Flying Speakers kan sætte dem i en særlig stemning. Hvilken effekt har brugen af monotone lange toner, som minimalisterne også gjorde brug af? Kommer eleverne selv i trance – og kan man det?

Sammenlign Flying Speakers med Steve Reichs Pendulum Music med Flying Speakers og diskuter ligheder og forskelle i det to værkers musikalske forløb, tilblivelsesproces og hvordan hhv. SØS Gunver Ryberg og Steve Reich bruger teknologien på forskellige måder i musik. Følgende arbejdsspørgsmål kunne diskuteres i mindre grupper:

  • Hvad betyder det, at musikken bliver til ’på stedet’, selvom der ikke er nogen musikere, der fremfører den?
  • Er det rigtigt, at man virkelig kan mærke en slags ’anden bevidsthedstilstand’ af at lytte til Flying Speakers? Hvilke musikalske virkemidler anvender Ryberg for at skabe den trancelignende stemning? (repetition, lange vibrato/svævende toner). Hvad vil hun gerne have os til at føle/tænke/erfare?

Ambiens

For at eleverne kan få indblik i det ambiente, kan de inden timen høre Brian Enos værk Music for Airports og evt. også læse manifestet Ambient Music, som blot er på nogle sider.

Herefter vil det være oplagt at diskutere med eleverne, hvorfor man kan sige, at SØS Gunver Rybergs musik er ambient. 
Eleverne kan i summe-grupper definere ambient musik, fx med udgangspunkt i spørgsmålene:

  • Hvad betyder det, at Eno ville lave musik, ’man kan svømme i’? At musikken omslutter sin lytter?
  • Hvad betyder det, når Eno skriver, at musikken skulle være lige så nem at ignorere, som interessant? Gælder de parametre på SØS Gunver Rybergs Flying Speakers?
  • Lykkes det for Eno og Ryberg at skabe ambient musik, som er interessant, men som ikke får én til at lytte koncentreret?

Mellem ambiens og minimalisme

Prøv at lytte til andre ambiente og minimalistiske værker og diskuter med sidemanden, hvad de har til fælles. Diskuter desuden, hvordan spilleteknikken på de forskellige typer instrumenter, som kan identificeres i værkerne, kan beskrives? (Vibrato på guitaren, klaver, strygere, lange toner, osv.) Kan man tale om, at der er nogle instrumenter, der egner sig bedre til den ambiente musik end andre?

Ambiente værkforslag:

Minimalistiske værkforslag:

Diskuter med sidemanden hvilke forskelle og ligheder, der er mellem minimalisme og ambiens? Lyt til Flying Speakers igen.
Hvorfor kan Flying Speakers siges at rumme både elementer fra minimalisme og ambient musik, som Eno formulerer den?

En praktisk øvelse

En praktisk øvelse i klassen kan være, at eleverne i små grupper skal improvisere sig frem på en række forskellige instrumenter, som klaver, guitar, osv. Halvdelen af grupperne skal sidst i timen fremføre et lille ambient stykke musik på et par minutter. Den anden halvdel af klassen skal fremføre et minimalistisk værk, hvor de lægger vægt på minimalismens udforskning af monotone toner og gentagne rytmer.

Herefter kan klassen diskutere, hvilken stemning de nykomponerede musikstykker skaber, og hvorfor de lød forskellige. Diskuter først med eleverne hvilket rum, de ønsker at skabe, hvad de gerne vil have deres klassekammerater til at føle, når de spiller. Tal om hvilke lyde, klange, rytmer og tonerækker, der kan give den stemning, de vil skabe – og hvordan hhv. minimalistiske komponister versus ambiente musikere ville gribe sådan en opgave an.

Temaer 

Elektronisk musik · ambient musik · trance, amerikansk minimalisme · Brian Eno · Steve Reich.