Athelas giver tirsdag en ny klang

Athelas Sinfonietta Copenhagen genoptager koncertrækken Brand New Tuesdays. Årets musikserie indledes i Literaturhaus den 7. februar med en uropførelse af huskomponist Morten Olsen og fokus på iskold og knitrende vintermusik.

Af Agnete Seerup

I 2017 genoptager Athelas Sinfonietta Copenhagen sin Brand New Tuesdays (BNT) koncertserie, hvor ensemblet blandt andet leger med koncertformen og præsenterer ensemblets musikere som solister og i mindre kammerensembler. I år spiller ensemblet fire koncerter i sit tirsdags-regi, der forholder sig til årstiden med de farver og stemninger, der karakteriserer den. 

Årets koncertrække indledes i Literaturhaus den 7. februar. I overensstemmelse med datoen er det vinteren, der er i centrum med sin knitrende frost, høje blå himmel og kolde tilbageholdende sol. I Literaturhaus vil musikken blive suppleret af en digte og tekster, der kredser om vinteren som tema - skrevet af blandt andre Vagn Lundbye, Jens August Schade og Theodor Storm.

Athelas cellist Adam Stadnicki indleder koncerten med et stykke for solocello Winter Tree, der fremmaner et tyst hvidt landskab med et enligt nøgent træ og Morton Feldmans værk The Viola in My Life. Rune Glerups Sonata in Seven Movements bliver opført af Athelas Sinfoniettas faste pianist, spanske Manuel Esperilla.

Bratschisten Mina Fred bidrager med musik af Louis Aguirre, der er skrevet specielt til hende i 2011, for solo forstærket viola. Stykket er en liturgi - altså et forløb af ritualer og genkomster - ligesom årstiderne.

Nyt værk til hver tirsdagskoncert

Athelas vil ved hver af årets Brand New Tuesday-koncerter præsentere et nyt værk af deres huskomponist i 2017 Morten Olsen. Disse værker er, udover at være et værk i sig selv, hver især et forstudie til et større værk, der præsenteres i efteråret. Ved koncerten uropføres værket Frenzy af Morten Olsen for den usædvanlige besætning klaverkvintet og elguitar (som spilles af komponisten selv).

Læs mere om Athelas

Brand New Tuesdays. Koncertrække.
Første gang 7. februar kl. 20.00.
Kl. 19.00 åbner dørene med opvarmning i husets bar, derefter koncert fra kl. 20.00 og afrunding i husets bar fra kl. 21.00.
LITERATURHAUS, Møllegade 7, 2200 København N

Billetter 50 kr.
Køb billet (kan også købes i døren)

Program
Anders Nordentoft (f. 1957): Winter Tree (1990), cello-solo
Morton Feldman (1926 – 1987): The Viola in my life (1970), bratsch og klaver
Rune Glerup (f. 1981): Sonata in Seven Movements (2011)
Louis Aguirre (f. 1968): Liturgias de Igbodú - Eshu, 1. sats, Bratch og elektronik/stemme
Morten Olsen (f. 1961): Frenzy (uropførelse): 4 strygere, klaver og elguitar