AUT og musikken har ordet til PechaKucha

Hvad sker der, når vi har stærke og helt uforglemmelige musikoplevelser? Det kan du blive klogere på, når AUT og komponisten Lasse D. Hansen tager på tourné med PechaKucha Nights til Svendborg, Aarhus, Kolding og Esbjerg.

Af Line Wium Olesen

I denne uge får musikken ordet for en stund, når Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT) og komponist Lasse D. Hansen deltager i det verdensomspændende foredragskoncept PechaKucha Nights. Foredragsaftnerne foregår den 6. december i Svendborg, den 7. december i Aarhus, den 8. december i Kolding samt den 21. februar i Esbjerg. 

En overraskende rejse ind i musikken

Lasse D. Hansen er en del af Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT) – en organisation, der arbejder for at udbrede den unge og ny kompositionsmusik og med at arrangere koncerter i afslappede og intime omgivelser i Aarhus og omegn. AUT fokuserer bl.a. på, at publikum er en vigtig del af det musikalske eventyr og på at give publikum mulighed for at opleve og stifte bekendtskab med ny og eksperimenterende kompositionsmusik.

Det er netop et møde med den ny musik, som Lasse D. Hansen ønsker at forære med sin deltagelse i det velbesøgte foredragskoncept PechaKucha, hvor han præsenterer værket Face The Music. Her vil han tage publikum med på en rejse ind i musikken og gøre dem klogere på, hvad der sker, når vi har stærke og uforglemmelige musikalske oplevelser.

Under overskriften 'Musikken har ordet' modererer skuespilleren Jens Kepny Kristensen akkompagneret af musikerne Anna Jalving (violin), Anja Nedremo (saxofon), Frederik Sakham Lomborg (kontrabas) og Lasse D. Hansen selv på klaver. Meget tyder på, at foredraget bliver mere end blot snak, men også en musikalsk oplevelse i sig selv.


Lasse D. Hansen og AUT lover en overraskende rejse ind i musikken til PechaKucha Nights i fire jyske byer.  Foto: Klavs Kehlet. 

PechaKucha er japansk for 'sniksnak', og foredragskonceptet går ud på, at kreative folk præsenterer deres arbejde, idéer og visioner i 20 elementer, der vises i præcis 20 sekunder - i alt en præsentationstid på 6 minutter og 40 sekunder. Hvordan Lasse D. Hansen inkorporerer PechaKuchas præsentationskoncept i sin musikalske rejse er endnu uvist, men der er om ikke andet lagt op til overraskelser, når AUT og musikken har ordet. 

Lasse D. Hansen studerer musikteori på Det Jyske Musikkonservatorium, og på tournéen med PechaKucha får han muligheden for at udleve sin passion - nemlig at præsentere ny musik til et publikum, der ikke nødvendigvis er bekendt med det i forvejen. 

AUT @ PechaKucha Night
Gratis entré. 

Den 6. december kl. 20
Kammerateriet, Svendborg.  

Den 7. december kl. 20
Filmbyen, Aarhus.

Den 8. december kl. 20
Nikolaj for børn, Kolding.
 
Den 21. februar kl. 20
Konfus, Esbjerg.

Læs mere om AUT