Beatboxen og havfruen

Heidi Mortenson, elektronica-kunstner og studerende på Det Jyske Musikkonservatoriums linje for elektronisk musik, spiller 7. juli på den danske pavillon ved verdensudstillingen i Shanghai.

International lydkunstner

Heidi Mortenson er allerede et velbeskrevet blad på den elektroniske musikscene ude og hjemme. Hun har turneret i USA og Canada og spillet i det meste af Europa samt udgivet flere albums. Men hun har aldrig spillet i Asien før og håber at hendes optræden i Shanghai kan åbne nye døre.

Vær som du er

”Jeg ved ikke om kineserne interesserer sig for min musik, men jeg har fået at vide at de er generelt nysgerrige efter den musik, der kommer fra vesten. Så jeg er meget spændt.” – siger Heidi Mortenson og tilføjer at det er vigtigt at være sig selv og gøre som man plejer; selvom Expo er en stor ting skal man ikke lave om på sig selv. I forbindelse med besøget er det lykkedes Mortenson at få yderligere tre andre koncerter i Kina, to i Shanghai og en i Beijing.

Musiker og konservatoriestuderende

Ved siden af sin musikerkarriere er Heidi Mortenson studerende ved linjen for elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium. Hun er desuden en del af Århus E, en sammenslutning af musikere med base i det frodige århusianske elektroniske musikliv. Århus E er iværksat af Århus Kommune og konservatoriet.

Human beatbox

Mortenson har udviklet sit eget musikalske univers, hvor elektronisk og soul balancerer i et eksperimenterende lydbillede. Hun bygger sin musik op gennem en kombination af sin egen stemme, af ”human beatbox” (slagtøjslyde lavet med munden) og forskellige effekter, bl.a. sampling. Heidi Mortenson har eksperimenteret med at synge i en vaskemaskine, ombygge et telefonrør til en mikrofon og lave musik gennem walkie talkie-anlæg.  Hendes album Don't Lonely Me (2007) blev kåret som et af årets bedste albums af musiktidsskriftet Geiger.

Bonus-info: Heidi Mortenson er vild med palindromer og andre ordombytninger, hvilket blandt andet kan ses af hendes personlige kunstner-hjemmesideadresse http://www.nosnetrom.net/

Anmeldelser: http://nosnetrom.net/references.html

Interview i Sadie Magazine:   http://sadiemagazine.com/index.php?option=com_content&task=view&id=218&Itemid=43

I løbet af hele udstillingsperioden optræder i alt 26 danske orkestre og musikere på den danske pavillon på Expo 2010. Den 25. august hedder kunstneren Morten Riis - endnu en musiker med tilknytning til Århus E og den elektroniske linje ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Foto: Ulrich Hartmann