SNYK er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark. Vi er landsdækkende og internationalt orienteret.
SNYK - ny musik
Gråbrødretorv 16, st.th.
1154 København K
Tlf. 33 93 00 24
E-mail: snyk(a)snyk.dk
19:15
To nye bøger portrætterer den aldrende elektroniske komponist, der i sin ungdom var musikalsk pionér og modstandskvinde.
Klangen af en stjerne
Troels Donnerborg har skrevet bogen ’Klangen af en stjerne’, som på titelbladet bærer ordene: ’Historien om vidunderbarnet Else Marie Pade, der voksede sig stærk i nazisternes fængsel og blev Danmarks første elektroniske komponist.’
Byens Forlag skriver om bogen:
I 1944 sidder den i dag 84-årige Else Marie Pade udkørt og forslået i Århus Arrest. Hun er yngste medlem af Danmarks eneste rent kvindelige modstandsgruppe, som Gestapo har optrevlet. Med spændet fra sin hofteholder indridser hun melodien ’Du og jeg og stjernerne er venner’ i cellevæggen.
Som den første i Danmark og en af de første i verden begynder Else Marie Pade at komponere det, vi i dag kender som elektronisk musik. Else Marie Pade kritiseres af det etablerede musikmiljø for at lave larm, men er i dag anerkendt. Hun var forud for sin tid, og hun var sig selv.
Bogen bygger på omfattende interviewarbejde med Else Marie Pade. De breve, hendes mor sendte under besættelsen, udgives for første gang i bogform. Personer fra hendes samtid har bidraget, og sønnen Morten har fortalt om sin barndom.
Troels Donnerborg
Klangen af en stjerne
Byens Forlag 312 sider, 199 kroner (Normalpris 299 kroner)
Else Marie Pade – En biografi
Andrea Bak har skrevet ’Else Marie Pade – En biografi’. Forlaget Gyldendal skriver om bogen:
Else Marie Pade, født 1924, har hele sit liv haft hovedet fuld af musik. Hun er såkaldt elektronisk komponist, fik udgivet sin første plade som 76-årig og er på sine gamle dage ved at opnå kultstatus blandt unge. Hun bliver kaldt ’techno-bedstemor’ – en betegnelse, hun er stolt af.
Efter en barndom præget af megen sygdom og en ungdom i modstandsbevægelsen, der medfører både tortur og ophold i Frøslev-lejren, hvor hun møder sin mand, Henning Pade, lever hun det meste af sit voksne liv i og for musikken.
Trods modstand og manglende anerkendelse i Danmark fortsætter hun ufortrødent med at komponere sin 'sære' musik, men heldigvis er forståelsen internationalt langt større, blandt andre er Stockhausen hendes ven og store inspirationskilde.
Andrea Bak
Else Marie Pade - En biografi
Gyldendal

Foto: Gyldendal og Byens Forlag