John Zorns 'Book of Angels' og Mike Sheridan

John Zorn er en musikalsk legende, hvis populære værk Book of Angels er blevet indspillet af vidt forskellige store musikalske personligheder. På årets G((o))ng Tomorrow festival i København kan du opleve Leonard: Book of Angels volume 30 - en helt ny og kritikerrost udgave af Zorns musik opført af stjernebratschist Garth Knox og Saltorello Trio. Samme aften går Mike Sheridan på scenen med sit helt nye soloprojekt. Det sker på Jazzhouse den 11. november.

Af Sif Hellerup Madsen

Amerikanske John Zorn er en musikalsk legende, som er næsten umulig at kategorisere, han er blandt andet komponist, producer, saxofonist og multiinstrumentalist og har beskæftiget sig med alt fra jazz, rock, hardcore, klassisk, surf, metal, soundtrack, ambient og impro til klezmer musik.

Det er ikke kun svært at begribe Zorns arbejde, fordi det er så utroligt forskelligartet, men også fordi det er enormt omfattende. I 90’erne startede han med at skrive klezmer-inspirerede kompositioner for at bringe jødisk musik ind i det 21. århundrede. Det er siden blevet til over 500 musikstykker samlet i de såkaldte Masada Songbooks, hvoraf de 300 sidste (under navnet Book of Angels) blev skrevet på blot tre måneder!

Englenes Bog – klezmer goes middelalder, folk og klassisk

Book of Angels er blevet indspillet adskillige gange af vidt forskellige store musikalske personligheder. På dette års G((o))ng Tomorrow festival kan du opleve Leonard: Book of Angels volume 30 - en helt ny og kritikerrost udgave af Zorns musik opført af den irske bratschist Garth Knox sammen med den franske Saltorello Trio.

Garth Knox siger om koncerten: ”Many of the groups John [Zorn] works with are jazz or rock groups, so I think he found the idea of us mixing in our medieval, folk and classical styles very appealing. The sound of the viola d’amores with zarb or ethnic percussion over cello bass lines is very evocative, and we can transport people very quickly from one musical univers to another.”

Knox er kendt som en af verdens bedste bratschister og har tidligere spillet i Arditti-kvartetten og Ensemble InterContemporain samt samarbejdet med komponister som György Ligeti, Iannis Xenakis, Karlheinz Stockhausen og mange flere.

Mike Sheridan præsenterer nyt samme aften

Samme aften præsenterer G((o))ng Tomorrow den elektroniske komponist og musiker Mike Sheridan, som slutter festivalen af med et helt nyt live-show. Mike Sheridan havde sit gennembrud i 2008 med debut-albummet I syv sind, der sikrede ham en Danish Music Award for årets bedste electronica-udgivelse. De seneste år har han udviklet nye samarbejdsprojekter på tværs af genrer, komponeret teatermusik og skabt store musikproduktioner. Sideløbende har han arbejdet med sit soloprojekt, som han nu præsenterer på festivalen.

Slipper musikken løs

Sheridan fortæller selv om koncerten: "Det bliver en sammensætning af flere ting. Al den lyd jeg har i min lydbank, som kan et eller andet, en følelse, et motiv. Noget lyder som elektroakustisk 60’er eksperimental, noget andet lyder som noget, du hører i en stor biografsal - og igen andet har jeg programmeret i min sampler. Alle lyde kommer samme sted fra. De mest interessante, dem der kan noget, vender og drejer jeg live. På festivalen får jeg mulighed for at skabe et frirum, hvor jeg kan gøre præcis, hvad der passer mig. Jeg er meget opmærksom på detaljerne, det skal være så gennemført og skulpturelt som muligt. Og så slipper jeg musikken løs.”


Fra Mike Sheridans værk Panorama, der åbnede musikfestivalen Strøm i 2013 på Tietgenkollegiet i København. Fotograf Kim Matthäi Leland - www.leland.dk

Sheridan er kendt for at sætte en ære i live-elementet og koncerten på G((o))ng Tomorrow Festival bliver ingen undtagelse: ”Lydene er lavet ud fra et behov om at prøve nyt af. Et afkast af et eksperiment. En frigørelse. En collage. En sammenklemt udgave af noget som er foregået over meget lang tid. Hver lyd er et problem, der skal løses sonisk, og hver lyd har en måde at være på. Jeg går mere op, i at det skal være levende end forudsigeligt. Det bliver ekstremt pulserende og i stand til at ændre sig på alle mulige måder.”

Om G((o))ng Tomorrow Festival

G((o))ng Tomorrow er en årligt tilbagevendende festival i København for ny, eksperimenterende musik og lydkunst på tværs af genrer og i mødet med andre kunstarter. I år finder festivalen sted fra 3. – 11. november, hvor fremsynede kunstnere fra Danmark og udlandet præsenterer den sidste nye eksperimenterende musik og lydkunst i mødet med andre kunstformer på forskellige venues i hele København. G((o))ng Tomorrow arrangeres af SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst. Læs mere her.

Gem