Skrevet af

Trinefs
4. februar 2010

Bosporousstrædet i en telefonboks

Den danske lydkunstner Ursula Nistrup har skabt et nyt lydværk til Phonebox i København. Indtil den 10. februar 2010 kan man på det kunstnerdrevne udstillingssted IMO opleve værket On the moods of sound over the Bosphorus Strait, Istanbul, Turkey.

Lydværket tager udgangspunkt i optagelser af lyden af signalhorn fra skibe, der dagligt sejler på Bosporousstrædet. Mangfoldigheden og tonaliteten fra hornene giver mindelser om lyden fra orkestergraven i en koncertsal, inden musikken begynder. Værket er del af en større undersøgelse af mødet med virkelighedens tilfældige og særegne koncerter, som Ursula Nistrup for tiden beskæftiger sig med.

Værket er lavet specielt til udstillingsrummet Phonebox, som er en tidligere telefonkabine, der nu fremstår som intimt udstillingsrum med plads til kun en gæst af gangen.

Ursula Nistrup (f. 1974) har studeret på Glasgow School of Art (MFA) og CalArts i Los Angeles. Et fokus for mange af hendes værker er perception og kommunikation i form af akustik, lyd og lys med udgangspunkt i en ofte konceptuel eller rumlig observation. Hun bor og arbejder i København og Istanbul, hvor hun i foråret er gæstekunstner.

On the moods of sound… er det andet i en serie lyd-baserede værker, der i løbet af foråret 2010 kan opleves i Phonebox på IMO. Serien, der har titlen Sounds up close # 1-12, er kurateret af Kristoffer Akselbo og Rune Søchting. Serien præsenterer en række toneangivende kunstnere, der alle arbejder med lyd som medium.

IMO ligger på Ny Carlsberg Vej 68 og har åbent tirsdag – fredag kl. 12-17 og lørdag kl. 12 – 15. For yderligere information se www.nistrup.com eller www.imo-projects.com