Dansk lydkunst i Lund

Den danske lydkunstner Christian Skjødt bidrager blandt andre til udstillingen ’On the Thresholds of Knowledge’, der byder indenfor i en af Lunds ældste bygninger, Kungshuset. I alt 13 internationale samtidskunstnere udstiller værker, som både indbyder til aktiv deltagelse og indre rejser.

Af Marie Blachmann

For første gang åbner Kungshuset i Lund dørene for offentligheden, og der er tilmed gratis adgang. Navnet på udstillingen On the Thresholds of Knowledge illustrerer, hvad flere af værkerne reflekterer over; spørgsmål omkring viden. Hvad er viden, og hvordan benytter vi den?

13 internationale værker pryder udstillingen, hvoraf to bidrag kommer fra de danske kunstnere Christian Skjødt og Christian Bang Jensen. Den indiske kunstnergruppe Rags Media Collective har skabt et nyt stedsspecifikt værk, som fungerer som udstillingens rygrad ved at strække sig over flere rum i Kungshuset. En del af projekterne er interaktive og kræver publikums deltagelse, såsom den franske kunstner Myriam Lefkowitz, der vil bringe dig på en tur rundt om huset og i byen.

Dansk deltagelse: Skjødt og Bang Jensen

De danske bidrag på udstillingen kommer fra kunstnerne Christian Skjødt og Christian Bang Jensen.

Skjødt er optaget af materielle og æstetiske sammenhænge mellem lyd, kroppe og hukommelse og har netop udstillet sit lydprojekt ÆTER på Ars Electronica Festival 2017 i Østrig, som består af et netværk af elektroniske antenner i konstant forandring.

Christian Skjødts bidrag til udstillingen i Lund er Alternating currents I-V. Værket er en serie af kinetiske skulpturer, der består af langsomt roterende højtalere, som er direkte tilsluttet til bygningens el-net via stikkontakterne. Elektriciteten skaber på den måde både rotation og lyd. Det er et forsøg på at indfange og undersøge det uhørte og vil få dig til at opleve eksisterende lyd, du ikke ellers er bekendt med.

Installationskunstneren Christian Bang Jensen får publikum til at reflektere over, hvordan vi producerer viden med værket Jurassic Dreams. Værket handler om, hvordan palæontologien ofte udnytter visuelle elementer og historier, der i ligeså høj grad stammer fra science fiction som fra reelle udgravninger.

Misheardpedia

Du kan også opleve den italienske lydkunstner Alessandro Perinis værk Misheardpedia, som er en skæv version af Wikipedia.. Han sætter spørgsmålstegn ved viden, og ved hvordan versioner af virkeligheden bliver foreslået af internettet. Misheardpedia er et hybridværk, som befinder sig mellem internet-kunst, lydkunst og hacktivisme.

Kungshuset åbent for første gang

Kungshuset er en af Lunds ældste bygninger og har været en vital del af Lund Universitet i flere årtier, men er også en lukket institution. I denne udstilling er hele Kungshuset åbent for offentligheden, så det er første gang nogensinde, at man som besøgende kan gå frit omkring på opdagelse på alle etager.

On the Thresholds of Knowledge er arrangeret af Universitetet i Lund og kurateret af Christian Skovbjerg Jensen og Patrick Amsellem. Projektet er et samarbejde mellem Inter Arts Center, Skissernas Museum samt Museum of Artistic Process and Public.

On the Thresholds of Knowledge
6. - 24. september 2017
Kungshuset, Lundagård
Tors-fredag 14.00 – 20.00
Lør-søndag: 12.00 – 17.00
Lukket 15. september
G
ratis entre.

Læs mere her.

-----------

Foto øverst: pressefoto, Christian Skjødt.