SNYK er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark. Vi er landsdækkende og internationalt orienteret.
SNYK - ny musik
Gråbrødretorv 16, st.th.
1154 København K
Tlf. 33 93 00 24
E-mail: snyk(a)snyk.dk
15:52
Den Kongelige Opera og Kapellet med chefdirigent Michael Schönwandt i spidsen tager på New York-turné i slutningen af juli for at deltage i den højt anerkendte Lincoln Center Festival. Her opfører de blandt andet Poul Ruders’ nyeste opera ’Dancer in the Dark’, som bygger på Lars von Triers film af samme navn.
Ruders’ opera bliver opført 29. juli i Kasper Holtens opsætning og med sopranen Ylva Kihlberg i hovedrollen som Selma, en rolle som i Lars von Triers film blev gjort verdensberømt af den islandske sanger Björk.
Operaen, der havde premiere sidste efterår, udkom i maj 2011 på DVD hos Dacapo Records i samme opsætning, som bliver opført i New York. I DVD-udgaven har komponisten ønsket at bruge sin oprindelige titel Selma Jezková for at vise, at hans opera fokuserer intenst på hovedpersonen, den fattige tjekkiske fabriksarbejder Selma, som ofrer sit liv for at sikre, at hendes søn får en øjenoperation.
Foruden Poul Ruders’ opera giver Det Kongelige Kapel ved festivalen i New York to koncerter med flere nordiske værker på programmet. 28. juli er det en kammerorkesterkoncert under ledelse af Michael Schønwandt og med Kapellets soloklarinettist John Kruse som solist, og 30. juli en kammerkoncert med hele tre af Kapellets koncertmestre blandt de medvirkende. Her er der Carl Nielsen og Johan Svendsen på programmet.
Se videoklip og læs mere omtale fra premieren på Operaens Store Scene i september 2010