SNYK er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark. Vi er landsdækkende og internationalt orienteret.
SNYK - ny musik
Gråbrødretorv 16, st.th.
1154 København K
Tlf. 33 93 00 24
E-mail: snyk(a)snyk.dk
Ultima siger ultimativ, og det er Ultima Festival i Oslo. Den kan kalde sig ”Nordens største samtidsmusikfestival” og har på få år etableret sig som en international begivenhed på europæisk topplan. Simon Steen-Andersen, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen, Jexper Holmen og Martin Stig Andersen er stærke danske komponistprofiler på Ultima Festivalen i år, som begynder 8. september og varer i 10 dage. På selve åbningsdagen lægger performancegruppen Hotel Pro Forma for i storstilet krigsopera med kostumer designet af Henrik Vibskov.
Portræt af Simon Steen-Andersen
Simon Steen-Andersen er en af sin generations højest internationalt profilerede komponister og har det seneste år markeret sig stærkt ikke mindst i samarbejdet med det norske ensemble asamisimasa, som han udgav cd’en Pretty Sound med i januar 2011. Det samarbejde er rammen om en hel portrætkoncert med Simon Steen-Andersen om aftenen den 13. september.
LÆS OGSÅ: Simon Steen-Andersens sans for det subtile
Tidligere samme dag spiller Ole Martin Huser-Olsen fra Ensemble Axiom Steen-Andersens guitarstykker Beloved Brother #1 og #2. Også 10. september er Steen-Andersen på programmet i en koncert blandt andet sammen med sin tidligere lærer Bent Sørensen.
Bent Sørensen med verdenspremiere
Bent Sørensens indtager en fornem plads i begyndelsen af Ultima Festivalen, hvor han kan opleves 9. og 10. september med henholdsvis trombonestykket The Bells of Vineta og verdenspremieren på akkordeonkoncerten It is Pain Slowing Down Slowly on a White Wall.
Den nye koncert er et bestillingsværk til Ultima, Telemark Kammerorkester og Trondheimsolisterne, og det er akkordeonisten Frode Haltli, der er solist. Efter Ultima-opførelsen flyver Trondheimsolisterne og Frode Haltli til Holland, hvor de 11. september spiller Bent Sørensens værk på Rotterdam Philharmonic Gergiev Festival.
It is Pain Slowing Down Slowly on a White Wall lander også 18. november på den engelske Huddersfield Festival, inden den endelig 19. november kan opleves i Danmark på Diamanten i København. Inden uropførelsen af Bent Sørensens akkordeonkoncert 10. september kan man opleve komponisten i samtale med sin norske kollega Olav Anton Thommesen.
LÆS OGSÅ: Huddersfield 2011 stiller skarpt på Danmark
Jexper Holmen, komponist i tid og rum
Frode Haltli også med i en anden konstellation på Ultima. Det er i den interplanetariske komponist Jexper Holmens faste band, som også tæller saxofonisten Torben Snekkestad og akkordeonisten Frode Andersen. De var med til at bane vejen for Jexper Holmens internationale gennembrud for to år siden med det 40 minutter lange værk Oort Cloud, og det værk optræder de med på Ultimas sidste dag ved en i ordets egentligste forstand ”Solopgangskoncert” kl. 6.30 under åben himmel.
LÆS OGSÅ: Dansk komponist for internationalt gennembrud
Da Oort Cloud blev udgivet på cd sidste år, var det sammen med Martin Stig Andersens elektroniske komposition Cosmogyral Echo, der knytter sig til Oort Cloud som en slags fritstående efter- eller genklang. Den 17. september kalder de to værker Oslo til dagen, og efterfølgende kan man opleve Jexper Holmen i samtale med professor i fysik ved NTNU, Bo-Sture Skagerstam. Og tidligt vil det være ikke mindst for Jexper Holmen selv, som aftenen før også er på programmet i stemningsfulde omgivelser, når hans nyeste værk Medina for altsaxofon og monotromer bliver uropført i Emanuel Vigeland Mausoleet kl. 21.
Abrahamsens sarte sne
Ældste danske komponist på Ultima Festivalen er den dog ganske ungdommelige Hans Abrahamsen, hvis allerede internationalt berømte storværk Schnee fra 2008 bliver opført 13. september. Schnee, der var et af hovedværkerne på sidste års Athelas New Music Festival, har i år opnået gennembrud i USA med koncerter i New York og Los Angeles, men det er første gang det timelange, sarte sinfoniettaværk bliver opført i sin helhed i Norge. Som optakt til koncerten kan man opleve forfatteren Erland Kiøsterud i samtale med Hans Abrahamsen.
LÆS OGSÅ: Dansk verdenspremiere på Abrahamsens Dobbeltkoncert
Krigens natur i Vibskovs design
På festivalens åbningsdag optræder den danske performancegruppe Hotel Pro Forma sammen med det Lettiske Radiokor i operaen War Sum Up, et storstilet drama om krigens natur, garneret med spøgelser, superhelte og posttraumatisk stressyndrom. Musikken er af lettiske Santa Ratniece og franske Gilbert Nouno, og kostumerne har danske Henrik Vibskov skabt.
Oversigt over den danske deltagelse i Ultima Festival 2011
8.9.+9.9.: Hotel Pro Forma/Henrik Vibskov
9.9.: Bent Sørensen: The Bells of Vineta
10.9.: Komponistsnak med Bent Sørensen og Olav Anton Thommesen
10.9.: Simon Steen- Andersen: Study 1 WP, Bent Sørensen: It is Pain Slowing Down Slowly on a White Wall WP
13.9.: Simon Steen-Andersen: Beloved Brother #1: Arioso, Beloved Brother #2: Lamento
13.9.: Hans Abrahamsen: Schnee
16.9.: Jexper Holmen: Medina WP
17.9.: Jexper Holmen: Oort Cloud, Martin Stig Andersen: Cosmogyral Echo
Se hele festivalprogrammet her: http://ultima.no/images/programoversikt_engelsk_%20ferdig.pdf