Elektronisk Musiklinje flytter

Linjen for elektronisk musik og komposition på Ærø Højskole er flyttet til Ryslinge Højskole på Fyn med opstart januar 2011. Komponisten Eyvind Gulbrandsen fortsætter som linjens drivende kraft. Flytningen skyldes, at Ærø Højskole lukker.

Unikt tilbud

Den elektroniske musiklinje på Ærø Højskole har gennem de seneste fire år etableret sig som et unikt tilbud til de studerende. ”Jeg vil stadig være hovedlærer på linjen og jeg vil gøre mit for at sikre dens faglige og kunstneriske høje kvalitet. Ved hjælp af det netværk linjen har skabt de seneste år vil jeg gøre mit yderste for at videreudvikle det gode produkt vi har. Jeg håber at alle vores gode venner vil støtte op om flytningen for således at bevare dette fantastiske tilbud til mennesker med interesse for musik, elektronik, kunst, komposition, lyd etc.”, fortæller Eyvind Gulbrandsen til den Elektroniske Musiklinjes Facebook-venner.

Ny Facebook-side

Du kan også støtte arbejdet og samtidig holde til opdateret med tilbud og netværkets udvikling ved at blive fan af den Elektroniske Musiklinjes nye Facebook-side.

Alle linjefag flytter

Med linjen for Elektronisk Musik og Komposition flytter også de øvrige linjefag fra Ærø Højskole med deres faste undervisere. Ærø Højskoles produkt vil således leve videre, fusioneret med Ryslinges øvrige tilbud.