Af Søren Schauser, musikredaktør ved Berlingske Tidende

”Last rounds…”
Morten Skovgaard Danielsen opdaterede sin profil på Facebook sidste tirsdag. Ingen lagde vel noget særligt i de to små ord. For han skrev jo så meget.
Bare tre dage senere var han død. Dansk musikliv mistede en skikkelse af de allermest karakteristiske. Og hans nærmeste mistede en ven af de allermest karismatiske. Hvor vil man dog savne de lange nætter med skakspillet på bordet og de største historier i luften.

Mortens dybt sammensatte væsen gjorde sig både gældende inde i den såkaldte kunst og ude i den såkaldte virkelighed. Der var vel heller ikke den store forskel. Kunst og liv var flettet sammen for ham – sommetider også mere end sundt var.
Eller som digteren Tom Kristensen skrev ved Carl Nielsens død: ”Livets varme sange og dødens kolde klange var inderligt forenet i samme dobbeltsind”. 

Morten fik over hundrede værker fra hånden. Det grundlæggende lærte han på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Ib Nørholm og Ivar Frounberg som lærere. Han blev hurtigt god til det, god til alle de gamle teknikker – vel også fordi han allerede som dreng var fuldbefaren på klaver. Og han benytter sig af det i mange af de tidlige værker.

Men et par år før sin diplomeksamen i 1996 sporede han sig ind på en ny kurs. Rent musikalsk lod han sig inspirere af grunge og den progressive rock. Og han læste sig stadig dybere ind i fransk ekspressionisme, i psykedelisk poesi, i nyere dansk bekendelseslitteratur – herunder hans lige så tidligt afdøde digterven, Michael Strunge.

Resultatet kan stadig høres på lille håndfuld cd’er. I enestående grad en musik uden grænser. Den er uden for kategori. Akustiske instrumenter af de allermest velkendte fordrejes til ukendelighed, krænges rundt om endeløse begyndelser, udæskes deres inderste. Ved sin død havde han også et par store samarbejder med DR i gang. Herunder en opera, komponeret på ét eneste døgn. 

Morten var i øvrigt ikke kun en betydelig komponist. Han var også digter af guds og Rimbauds nåde. Nære venner har sikkert stadig deres mailbokse fyldt med hans alenlange vers uden punktummer eller ophold i øvrigt.

Og selv om de ligner ekspressionisternes automatskrift, så er de lige så strukturerede som hans musik. Hvad de egentlig handler om, kan man næsten aldrig finde ud af. Det er vel eksistentialisme af en slags. Men han går genialt uden om det profane, vulgære.

Sådan var hans kunst. Og sådan var han som menneske. Eller når han snakkede om Mozart. ”Man behøver bare nævne hans navn,” sagde Morten engang – ”så bliver stemningen i rummet anderledes.”
Ingen kunne som Morten elske dur og mol og alligevel komponere fuldstændig uden fortidens tyngde. Og ingen kunne som Morten være begravet i sit eget bøvl og alligevel have overskud til medfølelse. 
Han gjorde en forskel.