SNYK er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark. Vi er landsdækkende og internationalt orienteret.
SNYK - ny musik
Gråbrødretorv 16, st.th.
1154 København K
Tlf. 33 93 00 24
E-mail: snyk(a)snyk.dk
16:49
Statens Kunstråds Huskunstnerordning er reddet. I regeringens oprindelige forslag til finansloven for 2010 var der ikke afsat penge til at videreføre ordningen, men den fortsætter nu alligevel på uændrede vilkår.
Statens Kunstråd har, siden regeringen fremlagde sit finanslovsforslag i slutningen af august 2009, presset på politisk for at sikre de godt 40 mio. kroner over fire år.
Landets daginstitutioner, skoler og gymnasieskoler kan dermed også de næste fire år ansøge Statens Kunstråd om at få en professionel, udøvende kunster tilknyttet i en periode til deres skole eller institution.
Om huskunstnerordningen
Ordningen er Statens Kunstråds vigtigste støtteordning for børn og unge, og rådet har indtil videre støttet knap 500 huskunstnerprojekter.
Formålet med Huskunstnerordningen er at fremme børn og unges møde med kunst i dagligdagen. Børnene deltager selv i den skabende eller kreative proces og får mulighed for at se, hvordan en kunstner arbejder og tænker.
15.000 børn og unge har mødt en huskunstner
Med Huskunstnerordningen kan vuggestuer, børnehaver, dagplejere, folkeskoler, privatskoler, SFO/fritidshjem samt efterskoler, specialskoler, gymnasier og HF få tilknyttet en professionel kunstner i en kortere eller længere periode – alt fra 3 timer til 12 måneder.
Målgruppen er børn og unge i alderen 0-19 år, og over 15.000 børn og unge har siden 2004 deltaget i et huskunstnerprojekt. Over 600 professionelle kunstnere inden for musik, litteratur, billedkunst og scenekunst indgår i huskunstnerdatabasen hos Statens Kunstråd.
Ingen penge til kulturskoler og BGK
Rådets pulje til forsøg med Kulturskoler og BGK’er er ikke blevet omfattet af finanslovsaftalen. Derfor vil Statens Kunstråd mødes med kulturministeren for at drøfte, hvad der bør gøres nu i forhold til forsøgene.
Kilder: Statens Kunstråd og Kulturministeriet