Fluxus-klaver og jordmur på Møn

En ny udstilling med titlen 'De to huse' på Kunsthal 44 Møen præsenterer samarbejdet mellem de to kunstnere Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen med fokus på deres aktioner, performances og lyd.

Af Sif Hellerup Madsen 

I udstillingen De to huse reflekterer kunstner Bjørn Nørgaard over sit samarbejde med Henning Christiansen, som døde i 2008. Christiansen var kunstner, komponist og et af de få danske medlemmer af den internationale bevægelse Fluxus. De to kunstnere indledte i 60’erne et livslangt kunstnerisk samarbejde og venskab, som måske i den brede offentlighed kendes bedst fra aktionen Hesteofringen i 1970. Bjørn Nørgaard er billedhugger og har gennem en lang kunstnerisk karriere markeret sig med bla. happenings, skulpturer i det offentlige rum og store udsmykningsopgaver.

I udstillingen De to huse fokuserer Nørgaard på sin egen og Christiansens performancepraksis med lyd som materiale. Du kan bl.a. opleve dokumentation af deres fælles aktion i Kassel: Gute Heute, Leute fra 2006, Henning Christiansens piano: Beuys Pit 75 VALHALLA fra 1996, som har været udstillet på Venedig Biennalen, Bjørn Nørgaards gipshus La Maison Imaginiare og jordmuren Arkitektura Natura.

I sine kompositioner lyttede Henning Christiansen til verden og naturen omkring sig. Han brugte reallyde, mekaniske lyde, kanariefugle, høns, instrumenter og ikke mindst sproget som lyd i sin kunst. Fx skabte han Symphony Natura - en symfoni for og med dyrene i zoologisk have i Rom - og i kompositionen Scafe statt Geigen erstattede brægende får lyden af violiner. Han malede sit øre grønt, sin violin grøn, gik i grønt tøj og opfandt begrebet Musik als Grün, som bl.a. værket Beuys Pit 75 VALHALLA på udstillingen refererer til. 

Jeg bygger en mur

Bjørn Nørgaard har skabt et nyt værk til udstillingen, nemlig Arkitektura Natura, en jordstampet mur bygget på kunsthallens grund: "Jeg bygger en mur af jord. Af jord er du kommet til jord skal du blive", som Nørggard har bekendtgjort.

Værket er en kommentar til de mure, der nu bygges i Israel, Europa og måske, hvis Trump får sin vilje, i Mexico - med en reference til Nørgaards langt mere optimistiske værk Menneskemuren fra 1982, hvorpå der balancerede repræsentanter fra hele verdens kulturer. Samtidig refererer Arkitektura Natura også til udstillingen af klaveret Beuys Pit 75 VALHALLA i 2001 på Venedig Biennalen, hvor Christiansen på væggen bag ved skrev ”System of Freedom: those who build a wall around their own spirituality – risk to lose – it. (VALHALLA)


Arkitektura Natura i proces, Bjørn Nørgaard, pressefoto Kunsthal 44 Møen.

Midsommerfest med revolutionære sange på FLUXUS-flygel

Christiansen flyttede til Møn i 1970 og blev sammen med andre tilflyttere en del af et spirende kunstnermiljø. Den 23. juni åbner endnu en udstilling på Kunsthal 44 Møen, Tilflytterne, der stiller skarpt på netop denne tid. Tilflytterne er kurateret af Thorbjørn Reuter Christiansen - kunstner, museumstekniker og yngste søn af Ursula Reuter Christiansen og Henning Christiansen.

Kunsthal 44 Møen inviterer til midsommerfejring og fernisering på Tilflytterne den 23. juni kl 17. Her vil Reuter Christiansen bl.a. opføre sin fars værk 180 hammerslag imod krigsaberne fra slutningen af 80erne, og basbaryton Jacob Bloch Jespersen vil synge Christiansens revolutionære sange akkompagneret af FLUXUS-flygelet Valhalla. Efterfølgende er der fællesspisning i sammenskudsgildets tegn, hvor DJ Mark Howard præsenterer og fortolker Christiansens musik.

De to huse.
Kunsthal 44 Møen.
Den 4. juni til den 17. september.
Læs mere her.

-----------

Foto øverst: Beuys Pit 75 VALHALLA 1996, pressefoto Kunsthal 44 Møen.