Fra anderledes til anderledes

Athelas New Music Festival har på tre år udviklet sig til landets største festival for ny musik. ”Forvent det uventede” er dette års motto 27. maj til 4. juni i Københavns teaterby Republique. Med et dobbelt fokus på den store tyske modernistiske tradition fra Mahler til Stockhausen og eksperimentariet i dansk musikliv lige nu tegner festivalen et storslået portræt af kunstmusikkens forunderlige ansigt.

Man kan aldrig vide, hvad der er nyt i morgen. Det synes at være tanken bag Athelas New Music Festival, som bevæger sig med metronomen som billede mellem det på den ene side anderledes og på den anden side anderledes. Mellem den genopvakte inspiration fra historiens mesterværker og det inspirerende møde med den kunst, der endnu er ved at formulere sig selv.

Festivalleder Anders Beyer formulerer selv dobbeltsynet i et interview til webmagasinet Seismograf.org: ”Vi lever kunstnerisk set i en brydningstid, hvor de kunstneriske frembringelser er forud for teoridannelsen og den æstetiske diskurs halter bagefter den klingende realitet.”

Og hvad kan man så opleve på Athelas New Music Festival 2011? Dagene springer fra højdepunkt til højdepunkt, fra mødet med det moderne musikdramas mester Heiner Goebbels til 1930’ernes tyske kabaretsange, fra improvisationer i grænselandet mellem jazz og klassisk til Karlheinz Stockhausens sidste toner, fra en eksotiske outsider i dansk modernisme til intime sange i cafeen, fra H.C. Andersen i kammerensembledragt til Poul Ruders i dommedagsudstyr, fra Ligetis fabelagtige metronomsymfoni til Stockhausens fredselskende kærlighedsstemmer, fra kraftig teknologisk lydkunst til følsomme kærlighedssange, ja… fra anderledes til anderledes. Dyk ind i et program, der får dig i selvsving - tag ud på Republique og find musikken selv.