SNYK er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark. Vi er landsdækkende og internationalt orienteret.
SNYK - ny musik
Gråbrødretorv 16, st.th.
1154 København K
Tlf. 33 93 00 24
E-mail: snyk(a)snyk.dk
10:27
1. AUG 09 Nu er chancen der for at få et samlet indtryk af, hvordan unge komponister fra hele Norden tænker, lytter og skaber deres kunst. Sverige er i år værter for UNM-festivalen, som er de unge nordiske komponisters egen festival for ny musik.
Komponister, lydkunstnere og musikere fra hele Norden
Festivalen foregår ni forskellige steder i Göteborg i dagene 4. til 10. august. 35 udvalgte unge komponister fra de fem nordiske lande samt en lang række andre lydkunstnere og musikere har sat hinanden stævne for at fylde byen med endnu ukendte toner og lyde.
Fra Danmark deltager komponisterne Mette Nielsen, Toke Brorson Odin, Sebastian Rapacki, Rune Glerup, Pernille Louise Sejlund, Nicolai Worsaae og Ivan Olsen.
Mangfoldighedens mødested
”I Speak Music – contemporary modern sound art electronica classic” lyder overskriften, som unægtelig stritter i mange retninger. Og hermed indkredser den svenske UNM-bestyrelse den bredtfavnende og altid overraskende diversitet, som kendetegner de unge nordiske komponisters årlige festival. Der er ikke noget fælles kunstnerisk tema for UNM. Dens kerne er det mangfoldige kunstneriske mødested, hvor publikum kan opleve musikken på dens egne præmisser.
Samarbejder på tværs
UNM er en vigtig smeltedigel for det nordiske musik- og lydkunstmiljø. Her skaber man kontakter, og man indgår samarbejder på tværs af landene. Festivalen bliver arrangeret på skift i og af de fem nordiske lande, hvorfra alle deltagerne kommer. I år er der dog også deltagere fra Baltikum. Dette års festivalleder, den svenske UNM-sektions formand Ylva Lund Bergner, bor i København, hvor hun studerer komposition på konservatoriet.
Fællesnordisk tradition
Ung Nordisk Musiks festival blev grundlagt i 1946, og der er en lang og stærk tradition for kunstnerisk samarbejde mellem nordiske komponister. Det udmønter sig også i organisationen Nordisk Komponistråd, hvis årlige Festival ”Nordic Music Days” finder sted et par uger efter UNM, 19.-22. august i Oslo.
Det danske hold
Formanden for UNM’s danske bestyrelse er den kun 24-årige komponist Mette Nielsen, der med musikerafsæt som akkordeonist nu studerer komposition ved det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det syv personer store danske komponisthold består i øvrigt af Toke Odin, Sebastian Rapacki, Rune Glerup (der også optræder som dirigent ved festivalen), Pernille Sejlund, Nicolai Worsaae og Ivan Olsen. Med sig har de en række nye kammermusik- og orkesterværker. Og der er gratis adgang til at høre det hele.
Også på Facebook
“I Speak Music” har også sin egen offentlige Facebook-side, hvor man kan læse om koncerter, symposier, seminarer og andre events i dagene i Göteborg. Er man selv medlem af Facebook, kan man blive fan og dele begivenhederne med sit netværk i bedste web 2.0-stil. I Speak Music - and Spread the word!