Glamour og psychedelia med lyd på ARoS

Tingene er ikke, som de ser ud til i den islandske komponist og videokunstner Dodda Maggýs værker, hvor lydsiden er central og skiftevis beroliger og foruroliger. Lige nu kan du opleve ni af Maggýs værker på udstillingen 'The Sound and Video Works of Dodda Maggý' på ARoS i Aarhus, som en del af 'ARoS FOCUS // NEW NORDIC', som sætter fokus på unge nordiske kunstnere.

Af Sif Hellerup Madsen

Islandske Dodda Maggý er både komponist og videokunstner. Hun arbejder med et drømmende og sanseligt billedsprog i krydsfeltet mellem visuel kulturteori, film og musik. I sine værker bruger Maggý musikken som redskab til at drive bagvedliggende historier frem og trækker bl.a. på virkemidler kendt fra klassiske film. Hun er kendt for at skabe filmsekvenser med stor forkærlighed for filmhåndværket og en musikalsk sensibilitet, hvor lyd og billedside er filtret ind i hinanden som en uadskillelig enhed.

Overinspektør Lise Pennington fra ARoS fortæller om udstillingen: "Man har i Dodda Maggýs musiske filmkompositioner hele tiden fornemmelsen af, at der foregår noget under overfladen; at der stikker noget dybere under. Lidt som i den første Twin Peaks-serie, hvor en betydelig del af fortællingen skildres i kraft af lyd, og hvor hver karakter har sit eget genkendelige lydspor, som giver indtrykket af, at tingene ikke helt er, som de ser ud".

Psykedeliske mønstre og glitrende glamour

I udstillingen møder man filmprojektioner af psykedeliske mønstre, som spreder sig over billedfladen i kalejdoskopiske formationer. Mønstrene er frembragt manuelt ved at gentage og kopiere de enkelte billeder i en uendelighed og giver meditative og næsten hallucinerende forløb. 

Udstillingen viser også Hollywood- og operadivaer, som fx en glitrende glamourkvinde i fuld størrelse spillet af Dodda Maggý selv. Maggý er fascineret af film- og operahistoriens tragiske heltinder, der på én gang både er stærke og skrøbelige. Den selvstændige kvindetype, som samtidig også gerne vil beundres, begæres og måske tilmed reddes. Det er dette modsætningsforhold mellem selvstændighed og afhængighed, der optager Dodda Maggý i hendes kvindeskildringer.

Modtager legat for ungt talent

Dodda Maggý modtager i forbindelse med udstillingen på ARoS legatet Young Talent, som bliver uddelt med støtte fra Det Obelske Familiefond. Young Talent legatet har til formål at fremme unge nordiske talenter, som endnu ikke har fået deres institutionelle gennembrud. Legatet er på 100.000 kroner og kan ikke søges, men bliver uddelt til en kunstner, som ARoS udpeger. Udover Dodda Maggý har E.B. Itso og Meriç Algün Ringborg tidligere modtaget legatet i henholdsvis 2015 og 2016.

Om Dodda Maggý

Dodda Maggý (f. 1981) er født og opvokset i Island, hvor hun også bor i dag. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har ligeledes en musikalsk uddannelsesmæssig baggrund som komponist.

Om ARoS FOCUS // NEW NORDIC

Udstillingsrækken startede i 2015 og vil over en tre-årig periode præsentere i alt ni yngre nordiske kunstnere. Formålet er at give – måske allerede internationalt kendte – nordiske kunstnere mere omtale i deres hjemlande. ARoS FOCUS // NEW NORDIC præsenterede tidligere på året soloudstillingen alt & intet med den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard.

The Sound and Video Works of Dodda Maggý
ARoS FOCUS // NEW NORDIC
ARoS Aarhus Kunstmuseum 
Den 23. september 2017 til den 14. januar 2018.
Læs mere her.

--------------------------------------

Foto øverst af Maja Theodoraki