Glemte stemmer vækkes til live i Kødbyen

Komponisterne Jonas Olesen og Sandra Boss har skabt et sammenklip af gamle telefonsvarerbeskeder med tilhørende terapeutisk effekt. Det hele bliver tilsat middag, radiodrama og tændte julelys præsenteret af HAUT den 19. december.

Af Ditte Marie Berg

Glemte, efterladte telefonsvarerbånd og apparaterne, der kan afspille dem. Det er omdrejningspunktet for et nyt lydværk af de to komponister Jonas Olesen og Sandra Boss. Et fysisk medie, som ellers har udtjent sit formål i dagens samfund, og som de to kunstnere derfor har kunnet finde skødesløst efterladt blandt skrald, i dødsboer eller i diverse genbrugsbutikker. På de efterladte bånd har Olesen og Boss fundet gamle telefonsvarerbeskeder, som var tiltænkt den oprindelige ejer. Beskeder, der skulle lyttes til, så snart vedkommende igen var fysisk nær sin telefon. Disse indtalte beskeder er i dag klippet sammen til en kunstnerisk lydmontage ved navn Maskinel Terapi, som præsenteres den 19. december i Den Brune Kødby.    

Stemmer fra en svunden tid

De indtalte beskeder stammer fra alt fra venner og bekendte såvel som sagsbehandlere, psykologer og håndværkere. Værket bliver herved en musikalsk sammenvævning af hilsner, informationer og meddelelser, der går fra både at være personlige og triste til direkte tragiske, muntre eller vidtløftige.

I Maskinel Terapi vil disse stemmer fra en svunden tid mødes i en fælles komposition. Selvom beskederne er af forskellig karakter, har de et fællestræk i den måde, hvorpå de bruger telefonsvareren. Da den bliver et samlingspunkt for både bekymringer og gode nyheder, optræder den som en form for terapeutisk samtalepartner – dog en samtalepartner, der aldrig svarer.

Lydmontagen danner ramme for, at stemmerne kan blive hinandens nye samtalepartnere, og beskederne vil transformere sig til et kakofonisk kor, der sammen med de genkendelige telefonlyde som vente- og optagetoner, vil skabe rytmiske strukturer og klanglige flader. Foruden de oprindelige telefonsvarere og bånd vil Jonas Olesen og Sandra Boss også benytte sig af terapeutiske klangredskaber som søvnmaskiner, muskelstimulatorer, healingtoner og stemmegafler til aftenens live-opførelse af et værk, der har til formål at heale de ensomme stemmer undervejs.

En aften for høre- og smagssansen

Opførelsen af Maskinel Terapi er arrangeret af HAUT_SCENE, som en del af en større fejring hvor HAUT markerer, at de nu bliver en del af huset hos teatret Sort/Hvid.
HAUT_SCENE er værksted og scene for en ny generation af scenekunstnere. De arbejder aktivt for fremtidens scenekunst ved at skabe muligheden for eksperimenter, nye formater og produktionsformer, som giver plads til frie grupper og kunstnere med nye bud på teatret som en kollektiv kunstart.

HAUT inviterer denne aften på et større program, som foruden telefonsvarerkoncerten også byder på middag med coq au vin og et radiodrama fra AKT1.

Aftenen lægger ud med middag kl. 18.30, hvor de tre kokke fra Average Meatballs sætter en omgang coq au vin over, lavet på de bedste, økologiske råvarer sæsonen kan præstere. Er du vegetar, er det ikke noget problem, så skal du blot skrive det, når du bestiller billetter. Imens du nyder maden, kan du høre mere om det ’nye’ HAUT og blive klogere på visionerne bag. Du får et indblik i, hvordan HAUT producerer deres forestillinger, og hvis du selv arbejder med scenekunst, er der mulighed for at få informationer om open calls, eller høre mere om mulighederne for at involvere dig som kreativ producent.

Senere på aftenen kan du opleve dramatik i form af liveoptagelser med AKT1 Radiodrama. To af de telefonsvarerbeskeder, som er kernen i Maskinel Terapis arbejde, er lånt ud til AKT1, som har givet dem i hænderne på billedkunstner Kaspar Bonnén og forfatter Jacob Skyggebjerg. Sammen vil de med afsæt i telefonsvarerbeskederne give deres debut som radiodramatikere. Det bliver til to hørespil – DEN FØRSTE GANG af Kaspar Bonnén og ASMUS’ DAG af Jacob Skyggebjerg – som ’iradiosættes’ af AKT1s faste instruktører og lydscenografer og indspilles med skuespillerne Sofie Torp, Henrik Blauner Clausen og Christopher Læssø.
Jacob Skyggebjerg brød igennem med sin debutroman Vor Tids Helt i 2013, mens Kaspar Bonnén i øjeblikket er aktuel med romanen Ind til min mor
Du kan lytte til mere fra AKT1 Radiodrama her.

Hele arrangementet slutter af med tændte julelys, når HAUT inviterer publikum på en tur ud i mørket for at tage et smugkig på byggepladsen ved teatret Sort/Hvid og dernæst ønske alle en god jul.

Aftenens program:

18.30 Middag fra Average Meatballs
19.30 Koncert med Maskinel Terapi
20.30 Liveoptagelser med AKT1 Radiodrama
22.00 HAUT skyder julen ind

HAUT inviterer til middag, Maskinel Terapi og AKT1 Radiodrama
Mandag d. 19. december kl. 18.30
CPH Food Space, Slagtehusgade 11
Billetter 100 kr. / Køb billet
Læs mere