Glødende slagtøjsdebut

Der er lagt kul på gløderne, når slagtøjsspilleren Linda Edsjö 7. april debuterer fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Her kan man blandt andet opleve verdenspremiere på en samlet opførelse af Sven-David Sandströms ”The Last Fight”, et værk som komponisten selv beskriver som ”et rent helvede”.

Udsøgte uropførelser

Linda Edsjö præsenterer i øvrigt et udsøgt nyt koncertprogram med værker af Juliana Hodkinson, Simon Christensen, Eblis Alvarez og Jacob Druckman. Flere af værkerne er personligt dedikerede og bliver uropført ved denne lejlighed. Linda Edsjö fortæller om sit samarbejde med den colombianske komponist Eblis Alvarez: ”Jeg har uropført et utal af hans kompositioner sammen med forskellige ensembler. Han er ikke så glad for at skrive soloværker, så jeg tilbød ham at skrive et værk til mig og to kontrabassister, og han blev helt vild! Det førte til det underfundige værk ”This is the house where we’re gonna live the rest of our lives”.

Bilværktøj og håndspillet elektrolyd

Juliana Hodkinson har skrevet værket “Welshe Autos”, og her er slagtøjsbatteriet udvidet med remedier fra bilværkstedet. Simon Christensens ”Circuting the Stroke” er en slagtøjskvartet, som klinger elektroakustisk, selvom der kun indgår analoge, håndspillede instrumenter.

Ved koncerten medvirker - ud over Linda Edsjö - Jennifer Dill (fløjte), Randi Pontoppidan og Sissel Vera Petterson (vokal), Magdalena Entell og Pernille Rømer (kontrabas) samt Mads Hepskov, Christian Back Pedersen og Lars Larsen (slagtøj). Desuden optræder Abbi Patrix som fortæller i hendes og Linda Edsjös egen duoforestilling ”Desire”, som de netop har premieret i Paris.