Goodiepal er tilbage på Jazzhouse

Den excentriske og kontroversielle kunster Goodiepal slår igen sine folder på Jazzhouse med tre synthesizer-arrangementer i oktober, november og december. Overskriften er ’Anarkistisk synthmøde’, og den sidste af de tre arrangementer finder sted den 11. december, hvor du kan opleve endnu en fuldfed, elektronisk søndag.

Af Ditte Marie Berg

Goodiepal har fået lov at styre showet på tre søndage i Jazzhouse i København i henholdsvis oktober, november og december. Ikke overraskende er der lagt op til en programmæssig spændvidde med alt, hvad der dertil hører af tvetydige, goodiepalske udmeldinger. Ifølge programmet er der tale om heldagsarrangmenter, som minder om de synth-møder, der tidligere fandt sted på Statens Museum for Kunst, men efter museet er begyndt at tage entré, er synth-møderne rykket til Jazzhouse. Her slipper Goodiepal & Pals dog ikke helt for at tage entré. Men beløbet er beskedent - du kommer ind for en ’goodiepalsk lav pris’ på blot 30 kr. 

Du er inviteret til selv at tage dine synthesizere og modulationskabler med, mens Goodiepal & Pals nok skal stå for at levere kaffen, internationale gæsteforedrag, workshops og ikke mindst koncert om aftenen.

Synthsymposium op i din højreorienterede

Til hvert arrangement er der om aftenen lovet en legendarisk koncert, men hvem der spiller, eller præcis hvad der skal opføres, bliver først offentliggjort på dagen. Formentlig bliver det en form for synthsymposium, som finder sted.

En tidligere gæst har blandt andet været Tara Pattenden, men der er også hints til navne som Simon Steffensen, Wayne Siegel, Nis Bysted, Bent Sørensen og Tom Verbruggen. Meget mere end det er endnu ikke afsløret, ligeså vel som arrangementets titel ’Et anarkistisk synthmøde op i din højreorienterede’ umiddelbart får lov at stå for sig selv. Du kan se Goodiepals egen teaser-video for arrangementet her:

Tingene er aldrig helt forudsigelige med Goodiepal – en kunstner, som bliver ved med at udfordre og opfinde ting i sit eget særegne udtryk. Foruden at være musiker og komponist har Goodiepal blandt andet skrevet bøger, undervist på Det Jyske Musikkonservatorium, bygget en cykel med et højfunktionelt dynamo-system, rejst lange afstande og skabt en koncert ved hjælp fra selvsamme cykel, bygget mekaniske fugle og opfundet begrebet ’radikal computer musik’.

Til Goodiepals arrangementer kan man ofte blive klogere på musikken, og noget tyder på, at det også kan forventes til synth-mødet den 11. december. For et par uger siden skrev Goodiepal & Pals et indlæg til Weekendavisen om modulær synthesizermusik uden for internettets rækkevidde – et emne som også blev taget op til novemberudgaven af det anarkistiske synth-møde, og mon ikke det kan tænkes, at selvsamme tema bliver nævnt den 11. december.

Hvad vi ved med sikkerhed er tid og sted: Søndag den 11. december på Jazzhouse. Og med et arrangement, hvis eneste fastsatte plan er, at det kommer til at foregå i det præcise tidsrum kl. 12.00-22.01, kan mangt og meget forekomme. Goodiepal & Pals lover selv, at det nok skal blive en international succes. 

Goodiepal: Anarkistisk synthmøde op i din højreorienterede
Søndag den 11. december
Jazzhouse  
Entré 30 kr. / Billetter sælges kun i døren
Læs mere