SNYK er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark. Vi er landsdækkende og internationalt orienteret.
SNYK - ny musik
Gråbrødretorv 16, st.th.
1154 København K
Tlf. 33 93 00 24
E-mail: snyk(a)snyk.dk
13:11
Den nyskabende musiker- og kunstnergruppe Elfenbenstaarnet har skabt forestillingen Hængende Haver, som spiller på Københavns Musikteater 14. til 19. juni.
Her møder vi mezzosopranen Trine Bastrup Møller og pianisten Julie Andkjær Olsen, som indbyder til "en sexet, sceneaktuel og sanselig aften, der sprænger rammerne for hvad liedgenren hidtil har stået for." Ved at blande levende musik, elektroniske lydbilleder, dans, sang og tale tages publikum på en muskuløs og erotisk opdagelsesrejse ind i en ny fortolkning af en af vestlig musikhistories mest banebrydende øjeblikke.
Handlingen foregår i en frydefuld frodig have i det gamle Babylon, hvor en ung mand forelsker sig i en meget smuk ung kvinde, der tilhører en anden mand. Mødet mellem de to unge mennesker er skæbnesvangert og haven der omgiver dem udvikler sig i takt med forholdet, fra et idyllisk paradis til et maridt af stikkende torne og visnede, rådnede stængler. Det er historien om et ungt menneskes erotiske opvågnen, der løber af sporet og ender i kaos og opløsning.
Historien er skrevet af digteren Stefan George, i 1885, og har den klingende titel Das Buch der Hängenden Gärten. Georges højspændte, til vanvid grænsende lidenskabelige tekstunivers tiltalte Arnold Schönberg, i en sådan grad, at han med ”Das Buch der hängenden Gärten” for første gang tog skridtet ind i den atonale musik og det, der senere skulle udvikle sig til tolvtoneteknikken. Højstemt sanselig, ekspressiv og kongenialt meddigtende; til Georges ordranker føjes Schönbergs vildtvoksende klanghaver, hvor hvert vindpust fortæller om fremmede verdner.
”Vi drives af en stor kærlighed til liedgenren og en stærk tro på dens kraft til at røre et nutidigt publikum. Det er vores ønske at formidle den traditionelt set ’svære’ musik og en poesi, der kunne synes bedaget, så et ungt publikum vil opleve den rigdom den rummer.” Fortæller de tre unge kvinder om deres passionerede forestilling ”Hængende Haver”, der er en vildtvoksende hyldest til liedgenren, nyfortolket og i abstrakte rammer.
Opløsningen i historien hentes fra Leos Janacek´s suite i fire satser ”Im Nebel” (I tågen). Det er i følelsesstyrke radikalt. Fra det nærmest sentimentalt smukke styrter musikken sig ud i vanvittige raserianfald. Nogle gange damper musikken mystisk og lokkende som mosekonens bryg, og andre gange er tågen som i et mareridt, hvor alle dine værste drømme bliver virkelighed. ”Im Nebel” er en heftig rejse ned i underbevidstheden.
Mezzosopran Trine Bastrup Møller, spiller manden, ligesom i den klassiske operatraditions bukseroller og pianist Julie Andkjær Olsen illuderer kvinden. Det hele samles af Anna Dirckinck-Holmfeld. ”Genren kæmper med fordomme om stivhed, tyngde og kedsommelighed. På denne måde er det vores ambition at udvikle genren og indtroducere et nyt publikum til den”, fortæller Trine, Julie og Anna.