Happy nordic music days med luksus og velfærd på dagsordenen

4. august 2009

De nordiske landes fælles årlige festival for ny musik er på trapperne. Nærmere betegnet Oslo 19. til 22. august. Denne gang lander festivalen med navnefornyelsen ”Happy Nordic Music Days”.

Nordisk luksus og velfærd

Hvad der ligger i det tilføjede ”happy”, må man dybest set selv møde op og opleve, men arrangørerne løfter i forvejen sløret for en appetitvækkende hjemmeside, hvor man kan læse om de mange ekstra og ikke mindst kuriøse og humoristiske tiltag, som en lille uges tid hylder den norske hovedstad i ”luksus og velfærd”.

Happy møder Nordic

Teknisk set er navnet fremkommet ved sammensmeltningen af den traditionsrige ”Nordic Music Days”, som nordiske komponister har arrangeret i fællesskab siden 1888, og den særlige norske ”Happy Days”-festival, som er lanceret af SNYK’s søsterorganisation ”Ny Musikk” i Oslo. ”Happy Days goes Nordic! Nordic Music Days goes Happy!”, som festivalen præsenterer sig på hjemmesiden.

Street performance og opera-installationer

Programmet byder på lidt af hvert – fra sound tagging og street performance til opera-installationer i det nye, storslåede operahus. Fra Danmark deltager blandt andre Goodiepal aka Kristian Vester, Kaj Aune, Niels Rønsholdt, Signe Klejs og Simon Steen-Andersen.

SNYK er medarrangør

SNYK er også involveret direkte i festivalen som medarrangører af et seminar om publikumsudvikling inden for ny musik-genren.

Happy Nordic Music Days bliver dækket af Danmarks Radios lyt-til-nyt-redaktion.