HCMF 2011: Hans Abrahamsen poetiske miniaturer

Også Hans Abrahamsen er repræsenteret i Huddersfield. Denne gang er den internationalt vante komponist i hænderne på ”The Royal Liverpool Philharmonic’s avant-garde flying squad, Ensemble 10/10”, som The Times har døbt Liverpool-filharmonikernes specialgruppe for ny musik. 21. november spiller de to af Abrahamsens sarte kammermusikperler ”Songs without words”.

Titlen kommer fra tysk ”Lieder ohne worte”, som er en klavercyklus af Felix Mendelssohn, der med sin poetiske affinitet til den populære samtidige lied-genre definerede en helt ny hybridgenre. Abrahamsen, der i øvrigt ofte i sine værktitler trækker på den tyske romantiks vokabularium, bevæger sig ind i en lignende dog langtfra enslydende verden med sine musikalske fortællinger Herbstlied og Zwei Schneetänze. Sidstnævnte erstatter den programsatte Liebslied.

Herbstlied for mezzosopran, klarinet og cembalo bygger på en tekst af Rainer Maria Rilke og er skrevet  til 10 års jubilæet for Vækstcenteret, den danske psykoterapeut Jes Bertelsens refugium for meditation og spirituel udvikling. Værket er en musikalsk spøg, der blander Oluf Rings melodi til sangen ”Sig nærmer tiden” med to temaer fra J.S. Bachs monumentale værk Die Kunst der Fuge.

Zwei Schneetänze er komponeret til en østrigsk ungdomsfestival og genkalder fragmenter af Abrahamsens barndomsminder om Peter Plys’s ord:

”the more it snows (tiddly pom)
the more it goes (tiddly pom)
on snowing”

LÆS OGSÅ: Dansk verdenspremiere på Hans Abrahamsens nye dobbeltkoncert

LÆS OGSÅ: International hype om dansk eksperimenterende musik

Foto: Tine Harden