Reportage: Tramp og truttekamp såvel som mere traditionelle saxofontoner var på programmet, da Jutlandia Saxofonkvartet hyldede Morten Skovgaard Danielsen med en koncert i desperationens tegn for en lille flok engageret lyttende højskoleelever.

Vi begynder lidt usædvanligt efter koncerten, hvor eleverne udtrykker glæde over den personlige måde, musikerne henvendte sig til dem på, når de introducerede stykkerne. Formålet med IN:SPIL er netop at bringe musikken ud til et publikum, der ellers ikke opsøger ny musik, og give værkerne ord med på vejen.

Frygten forsvinder med tiden Eleverne Nanna, Sybilla og Sidsel er taget på kunsthøjskole i Holbæk efter gymnasiet for at få et frirum til at opsøge kunstens mange ukendte verdener. De er glade for, at ensemblerne kommer til skolen, for de ved ikke, hvor de skal opsøge den slags musik.

»Man tror, at avantgardekunstnere er selvhøjtidelige, men det var de jo ikke. De formidlede musikken på et afslappet måde,« siger Sidsel Julie Jørgensen.

Hun har et fag, der hedder lydkunst, hvor hun blandt andet er blevet introduceret til John Cage. Det har flyttet hendes musikalske grænser.

»Frygten er blevet taget fra det. Jeg har altid troet, at man skulle forstå en masse for at få noget ud af abstrakt kunst. Men det behøver man jo ikke. Man prøver at finde mønstre i kaos, men det er sjovt, for det kan man ikke. Der er ikke tilbagevendende temaer. Der sker hele tiden noget nyt. Jeg er kommet til at synes bedre om det. Man skal lige acceptere, at sådan noget også er musik. Nu synes jeg, det er superfedt, at de bruger lyde, som ikke er toner.«

Musikken er fysisk til stede En af disse lyde er Claus Olesens skraben med foden mod gulvet i Simon Steen-Andersens solostykke ’De Profundis’. Nanna Jepsen påpeger, at der er stor forskel på at høre musikken live og på CD.

»Det er en helt anden oplevelse at se musikerne performe. Det er mere intimt. Man opdager, at musikken er et materiale på linje med anden kunst. Musikken er til stede.«

Sidsel synes, at stykket af Kaj Aune, hvor to saxofonister forsøger at overdøve Johnny Cash, der kører på fuld drøn fra højtalerne i skiftevis lidt for langsom og lidt for hurtigt tempo, var »superfedt.«

»Det var provokerende. Musikerne kæmpede mod båndet, men efterhånden gik det op i noget, der gav en ny mening.«

Ikke for Sybilla. Hun havde lyst til at slukke for Johnny Cash, så de stakkels saxofoner kunne komme til!

Jo mere, man hører, des mere kan man kapere Sidsel har været med i et projekt, hvor eleverne skulle male billeder inspireret af værket ’Kvartet til tidens ende’ af Messien, hvorpå nogle MGK-elever skulle skrive nye værker ud fra billederne, som igen skulle inspirere nogle dansere.

»Mange syntes ikke så godt om musikken i starten. Så hørte vi det på repeat, mens vi malede. Til sidst gik folk og nynnede det.«

Nanna supplerer:

»Jo mere, man hører, des mere kan man klare.«

Og tilføjer med et selvironisk glimt i øjet:

»Vi kommer ud herfra som dannede mennesker.«

Forsøger at undslippe sit fangenskab Tilbage til koncerten i den lille biografagtige sal med de rå murstensvægge. Kasper Hemmer Pihl introducerer Morten Ladehoffs stykke ’Sax-Objects’ med ordene:

»Han kan lide at arbejde med små ting. I anden sats er der en spændetrøjeagtig figur, der prøver at slippe ud af sig selv. Og på et tidspunkt går pladen i hak.«

Stykket lyder som sørgmodige gadedrengehop for sopransaxofon.

Højtråbende højttaler Per Nørgårds ’Dansere om Jupiter’ indledes med en historie om komponisten, der opsnappede en CD fra NASA med optagelser af ionbølger og om en komponistkollega, som var ’skyggedanser’. Og så tager vi en tur ud i det ydre rum og ender efter nogle minutter med et lettet pust gennem Claus Olesens saxofon.

Inden Kaj Aunes stykke ’In girum imus nocte et consumimur igni’ for bånd og to saxofoner præsenterer Kasper gæstestjernen: Højtaleren, hvori Johnny Cash gemmer sig med sin klassiker ’Rings of fire’. Den latinske titel er et palindrom, der betyder nogenlunde: Vi kredser i natten og fortæres af ild.

De to store mænd ligner pludselig små elefanter, som de står og puster sig op med kraftige disharmoniske toner for at hamle op med den larmende countrysanger.

Vanvittig desperation Kasper præsenterer Morten Skovgaard Danielsens stykke som en desperationshistorie:

»Titlen er ’Rex Noster Insanit’ – Vor konge er skør. Der er et massivt tema, som et vanvid truer med at smadre totalt. Det angriber fra alle vinkler.«

Kasper fortæller, at Morten, der var klassisk skolet, men også inspireret af punk, døde for nylig, kun 42 år gammel. De vil spille stykket som en lille hyldest til ham.

»Vanviddet var ikke fremmed for Morten. Og der er ikke så lidt punk i dette stykke,« siger han og skæver med et finurligt smil ned på sin saxofon.

Og så går det løs. Man mærker næsten fysisk den indædte vilje til at vælte og spolere. Det selvbevidste vanvids desperate kamp for - og imod - sig selv.

Nok er der, som Kasper tappert ironisk sagde, kort før koncerten gik i gang, ’endnu få ledige pladser’ på de mørklagte stolerækker, men den lille skare klapper til gengæld af hjertens lyst.

»Det var et dejligt publikum. Man kunne mærke, at de var oprigtigt interesserede,« siger Claus efter koncerten.

På programmet: Simon Steen-Andersen: De Profundis
Per Nørgård: Dansere om Jupiter
Kai Aune: In girum imus nocte et consumimur igni
Morten Ladehoff: Sax-Objects
Morten Skovgaard Danielsen: Rex Noster Insanit

Medvirkende: Claus Olesen, sopransaxofon
Kasper Hemmer Pihl, barytonsaxofon
Trine Jensen-Gadegaard, tenorsaxofon
Kazuya Kato, tenorsaxofon

Koncerten var en del af IN:SPIL.
Den fandt sted 6. november på Holbæk Kunsthøjskole.

På billedet (fra venstre): Eleverne Nanna, Sybilla og Sidsel
Foto: Christin Johansson