Reportage: Trommetrolddom, trafikstøj, fløjtetoner og stemmemagi i tæt favntag med interaktiv videokunst. LeLe/Lift og Sebastian Bülow optrådte på Holbæk Kunsthøjskole for et tryllebundet publikum.

»Hvor er i mange,« konstaterer slagtøjspiller Linda Edsjö glad, da hun entrer scenen i den lille mørke teatersal på herregården, der huser Holbæk Kunsthøjskole.

»Vi var blevet forberedt på, at der kom tre lommetyve og en sur betjent,« siger hun; og så er vi – ligesom i går – i øjenhøjde.

Det er anden koncertaften på højskolen under overskriften IN:SPIL. Det huleagtige rum er halvt fyldt op med unge højskolelever, enkelte tilrejsende fra Holbæk og endda et par børn.

Sebastian spiller virtuost på billeder De to duoer LeLe (fløjte og slagtøj) og Lift (vokaler og elektronik) skaber i løbet af den næste times tid sammen med videokunstneren Sebastian Bülow en smuk samklang mellem lyd og billeder. Sebastian står foran den sorte scene og spiller på sine visuals via et enkelt knapapparat – en såkaldt Korg NanoKontrol – og en iPhone fastgjort til sin graciøst dirigerende venstrehånd. Vi begynder i himlene, som er projiceret op på tre lærreder, der indrammer det intime scenerum, hvor nodestativer, slagtøj og elektronik står tæt.

Psykedelisk flyveturDet føles som at flyve højt til vejrs i den store blålilla uendelighed. Så er der nærbilleder af græs. Og snart efter grafiske symboler uden kendt symbolik, hemmelighedsfulde diagrammer og storladne tal og bogstaver. Som afløses af visuel knitren i psykedeliske farver. Stærk blå. Pink. Lysende grøn. Lilla. Heftig rød. Tempoet er på samme tid hektisk og roligt.

Elverkvinderne synger skæve toner Og nu lyder modernistisk elversang. En karsk, kosmisk impro-komposition af Randi Pontoppidan. ’Kom. Kom. Kom…’ messer de to stemmer smukt, skævt og sørgmodigt lokkende bag elektronikpulten. Efter en tids magisk meditation intensiveres og elektrificeres stemmerne, et beat kommer til og en rytmisk rød maskindel viser sig på lærredet. Standhaftig er den, der ikke overgiver sig til elverkvindernes underfulde og unheimliche univers.

Slagtøjet trakteres med ulmende urkraft Og så rives vi ud af drømmen af en dyb, tung og tør trommesolo, der truer med at sprænge rummet med sin fokuserede power, der synes at komme fra et urdyb af kontrolleret, kraftfuldt temperament. Vreden, gudinde, besyng! Xenakis’ Rebonds B’s præcist strukturerede vildskab bliver distinkt og lidenskabeligt kolporteret af Linda Edsjö. Skind. Træ. Kvindekraft. Bifaldet er inderligt og iblandet begejstrede råb.

Trafikstøjens æstetiske potentiale foldes ud Og nu kommer der et eventyr af Juliana Hodkinson, fortæller Linda. Værket ’Welches Autos werden wir in 25 Jahren fahren’ er inspireret af en teknisk avisartikel og baseret på trafiklyde, som ligger som en sært støjpoetisk klangbund under instrumenterne, stemmerne og elektronikken.

Sorte, stiliserede træer farer forbi på bagvæggen, mens musikken bygges langsomt og intenst søgende op af forsigtige fløjt, tilløb til tysksproget talesang, raslen med et nøglebundt og det skrabende ritsch af to stykker sandpapir, der gnides mod hinanden.

Auf der AutobahnOg nu growler og wroomer de lige før så aristokratiske stemmer og imiterer forbisusende biler ved at føre mikrofonen forbi munden. Vi sætter farten op, tomme landskaber og lyskegler speedsejler forbi, man bliver helt svimmel. Og pludselig er køreturen slut. Vi har ikke set så meget som skyggen af en bil på billedvæggen. Alligevel er man lykkeligt køresyg. Trafikstøj vil ikke være det samme fremover.

Ellevilde elever Koncerten slutter med, at de fire kvinder improviserer, mens vi igen stiger til himmels med Sebastian.

Ude på den mørke gårdsplads er der eufori i den kølige novemberluft. De unge pigers øjne lyser, de store smil er som fortryllede.

»Fantastisk!«

»Det var så godt!«

Begejstringsudbruddene snubler nærmest over hinanden. Den unge lærer Christin med de store moderigtige briller og kameraet kommer ud og råber:

»Wauw! Grrr!«

Musikerne pakker sammen og kalder publikum dejligt. Eleverne var på og åbne.

En del af forklaringen er ifølge Linda:

»Det er ikke sort-rullekrave-ny-musik.«

På programmet: Hola Felicidad af Eblis Alvarez (skrevet til LeLe)
Komposition af Randi Pontopidan, improvisation Lift
Rebonds B af Yannis Xenakis
Welches Autos werden wir in 25 Jahren farhen af Juliana Hodkinson (uropførelse)
Improvisation Lift/LeLe

Medvirkede: LeLe: Linda Edsjö, slagtøj og Jennifer Dill, fløjte
Lift: Sidsel Vera Petterson og Randi Pontoppidan, begge vokal/live electronics
Sebastian Bülow, visuals
Jesper Andersen, klangregi

Koncerten var en del af IN:SPIL. Den fandt sted 7. november på Holbæk Kunsthøjskole.

Foto: Christin Johansson