KLANG åbner i år med oprørsk opera

KLANG festival 2017 bliver i år afholdt fra 25. maj til 5. juni og åbner med urpremieren på operaen 'Falling Awake', der handler om at være kritisk over for den fortælling, man selv er en del af. Operaen er skabt af den prisbelønnede danske komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki i samarbejde KLANG og ensemble Lydenskab

Af Marie Braad Larsen

KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival er en af Danmarks førende festivaler indenfor avantgarde og samtidsmusik. Festivalen byder hvert år på nye og dristige værker opført af de bedste nationale og internationale ensembler og solister. I år kan du opleve KLANG Festival i en udvidet version med over 20 koncerter og lige så mange uropførelser fordelt på hele 12 festivaldage i juni. En række originale ensemblekoncerter udgør aksen i årets program og tæller internationalt anerkendte navne som Klangforum Wien(A), Distractfold Ensemble (GB) og Uusinta Ensemble (FI).

KLANG har løftet sløret for åbningen af årets program med uropførelsen af operaen Falling Awake. Operaen er skabt i samarbejde med det anerkendte ensemble LYDENSKAB som til operaen udvider til sinfoniettastørrelse.

Et opgør med virkeligheden

I operaen Falling Awake arbejder Lasse Schwanenflügel Piasecki med elementer af modstand og oprør imod begreber som autenticitet og virkelighed. Ifølge komponisten er titlen Falling Awake en reference til lucide drømme, en betegnelse for drømme, hvori den sovende er 'vågen' i drømmen. Med operaen stiller Schwanenflügel Piasecki således spørgsmålstegn til vores opfattelse af virkeligheden: Kan man vågne op fra den kendte virkelighed ved at obstruere dens konstruktioner og rammer? Det gør i hvert fald hovedpersonen i Falling Awake:

»...Operaen Falling Awake handler om en ung pige, der finder ud af, at alt hvad hun der kommer over hendes læber er skrevet i forvejen. Hun vælger at gøre oprør mod librettoen og til sidst nægter hun at synge med i operaenI en opera er librettoen en form for autoritær protokol, fordi den dikterer karakterernes liv og skæbne, og intet kan de gøre for at undslippe hvad jeg har skrevet « forklarer komponisten Lasse Schwanenflügel Piasecki i et interveiw med KLANG Festival.
Læs hele interviewet


Videoklip: Falling Awake

Kontratenor på roterende metalhjul

Falling Awake er ikke blot en eksperimenterende opera hvad angår komposition og fortælling, men også en fysisk krævende handling. Eksempelvis synger  kontratenoren Morten Grove Frandsen sine satser, mens han er udspændt på et roterende metalhjul. Operaens øvrige besætning består af skuespillerinden Sara Fusager, sopran Ellen Kristiansen, dukkefører Astrid Kjær og den kinesiske sanger og teenageidolet Zhang Xin, dirigent og musikalsk leder Jakob Hultberg og livescore af ensemble LYDENSKAB.

KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival løber af stablen torsdag den. 25. maj – 5. juni 2017.

Uropførslen af Falling Awake åbner årets KLANG Festival torsdag den 25. maj 2017 på Hippodromen, Folketeatret, Nørregade 39, 1165 København K.

Følg også med, når KLANG offentliggør flere navne fra årets festivalsprogram og læs mere om KLANG Festival.

Spilletider for Falling Awake:

Torsdag den 25. maj kl. 20:00 - URPREMIERE
Fredag den 26. maj kl. 20:00
Lørdag den 27. maj kl. 17:00
Søndag den 28. maj kl. 14:00
Mandag den 29. maj kl. 20:00

Læs mere på:

schwanenflugelpiasecki.com
fallingawake.dk

-----

Pressefoto øverst: Operaen: Falling Awake. Pressefoto.