Klosterkoncert i Aalborg

Blokfløjtenisten Bolette Roed og de to guitarister Per Dybro Sørensen og Michael Norman har sammensat et program med musik af Sæby-komponisten Niels Chr. Rasmussen, Axel Borup-Jørgensen, Vagn Holmboe og Gunnar Berg. Den 6. februar opføres koncerten klokken 16.00 i Aalborg Kloster.

Koncerten indgår i festivalen Februar Dage
Der er flere oplysninger om koncerten, der tidligere har været opført på Vendsyssel Kunstmuseum, på www.nymusik.org. Her findes også programmet for festivalen Februar Dage, som koncerten denne gang er en del af. I alt opføres koncerten fem gange i Nordjylland.

Trioen har indspillet Gunnar Berg på cd
Samarbejdet mellem de tre musikere begyndte som et cd-indspilningsprojekt med Gunnar Bergs musik for blokfløjte og guitar i anledning af 100-året for Bergs fødsel sidste år. Cd’en ’Melos’ er udgivet af pladeselskabet Dacapo, og på cd’en er indspillet de to Berg-værker, der opføres ved koncerten i Aalborg: ’Trieda’ for soloblokfløjte og 3. sats af guitarduoen ’Ar-goat’.

Sted
Aalborg Kloster, Klosterjordet 1, 9000 Aalborg

Tid
Lørdag 6. februar klokken 16.00

Entre: 80 kroner

Workshop for nordjyske musikskoleelever
De tre musikere kommer til Aalborg allerede lørdag morgen for at lave en workshop for 20 blokfløjtespillere og guitarister fra nordjyske musikskoler, der skal indstudere Kolding-komponisten Østen Mikal Ores ’Boomerang’ for blokfløjte- og guitarorkester.

Gratis koncert med elever
Workshoppen begynder klokken 10.00 og afsluttes med en opførelse af værket omkring klokken 13.30. Workshoppen finder sted på Musikskolen på C.W. Obels Plads 16, og der er fri entré.