Kunstfonden slår et slag for et mangfoldigt musikliv

Statens Kunstfond har udpeget 18 regionale spillesteder, uddelt sin årlige honorarstøtte til koncertarrangører samt bevilget støtte til nye værker. Fonden ønsker i fremtiden at udbrede kendskabet til sin bestillingsværksordning for at styrke mangfoldigheden blandt de komponister, værker og musikalske genrer, der støttes.

Af Mads Emil Dreyer

Statens Kunstfond har offentliggjort navnene på de 18 regionale spillesteder, der i de kommende fire år får til opgave at sikre rammerne for den professionelle rytmiske livemusik i hele landet. Ligeledes har fonden uddelt den årlige honorarstøtte til øvrige spillesteder og koncertarrangører samt bevilget penge til 90 nye værker til teatre, film, festivaler og orkestre.

Støtte til den mangfoldige livemusik

Med udpegelsen af de 18 regionale spillesteder ønsker Kunstfonden både at skabe bedre betingelser for spillestedernes arbejde på tværs af kommunegrænserne samt styrke den musikalske talentudvikling. Ambitionen er at sikre vilkårene for den rytmiske musik i hele landet og give unge musikere flere muligheder for at prøve talentet af på den professionelle scene. Samtidig vil Kunstfonden gerne være med til at understøtte det helt unge vækstlag, og derfor byder de kommende fire år på et forøget fokus på talentudvikling og formidling af livemusik i landets folkeskoler. På listen over de 18 regionale spillesteder er bl.a. Turbinen i Randers, Spillestedet Thy i Thisted, Musikhuzet Bornholm og Vega i København. Læs mere her.

Udover de regionale spillesteder har Statens Kunstfond også givet tilskud til et bredt udvalg af landets øvrige spillesteder og koncertarrangører. Blandt de, der har modtaget støtte, er det københavnske spillested for elektronisk musik Culture Box, Aarhus Unge Tonekunstnere samt koncertforeningen Næstved Early Music.


Spillestedet Thy i Thisted er udpeget til et af landets i alt 18 regionale spillesteder for de kommende fire år.

Band Ane på SPOR og 140 meter interaktive porte

Udover støtten til spillestederne og arrangørerne har Kunstfonden i anden halvdel af 2016 hjulpet 90 bestillingsværker af danske komponister på vej. Blandt de støttede projekter er et lyd- og lysværk på Ofelia Plads i København, ny musik af Martin Stig Andersen til en teaterfestival i Tyskland samt et værk af den elektroniske komponist Band Ane til SPOR-festivalen i 2018.

Et spændende samarbejde mellem lyddesigneren Peter Albrechtsen, kollektivet We like We, black metal-bandet Solbrud og Suspekt-produceren Rune Rask skal resultere i et nyt værk til Frost Festivalen i februar 2017. Værket, der består af en 140 meter lang serie af interaktive porte, som publikum kan bevæge sig igennem, vil blive installeret i det rekreative event- og bylivsområde Ofelia Plads ved Skuespilhuset i København.

I Mannheim i Tyskland skaber komponisten og lyddesigneren Martin Stig Andersen via transducere og et stort højtaler-arsenal et spøgelses-korværk om en forladt by. Musikken ledsager det kunstneriske kollektiv SIGNAs installationsperformance 111 Schritte, der bliver opført under teaterfestivalen Schillertage i juni og juli 2017.

Til SPOR-festivalen i maj 2018 vil den elektroniske musiker Band Ane opføre et nyt elektroakustisk værk sammen med ensemblet Scenatet. Værket, der bliver spillet i mørke, kredser om illusoriske rum og er en anledning for Band Ane til at udvide sit musikalske univers gennem koblingen af den elektroniske musik og ensembleformatet.

Statens Kunstfond ønsker i den kommende tid at udbrede kendskabet til bestillingsværksordningen for derigennem at understøtte en større mangfoldighed af komponister, værker og musikalske genrer. Læs mere om ansøgningskriterierne og se alle tildelinger her.