Live lytning med sjælden elektronisk musik

Oplev den tyske elektroniske musiker Andrew Pekler samt danske Mads Emil Nielsen live og lyt til sjældne lydværker, når det danske label arbitrary den 14. december i KoncertKirken i København for tredje gang præsenterer Live + Listening Room - et koncertformat, der kombinerer liveoptræden med en fælles lyttesession.

Af Sif Hellerup Madsen

Live + Listening Room præsenterer primært elektroniske komponister – både danske og internationale – der optræder live. Før selve koncerterne præsenteres en kurateret serie af kortere, pre-indspillede elektroniske og elektroakustiske lydværker (Listening Room). Målet er er give publikum mulighed for at opleve elektronisk musik, der sjældent opleves i Danmark – herunder kunstnere fra Tyskland, Østeuropa og dele af USA.

Exotica og fiktive field recordings

Den 14. december i KoncertKirken starter med kollektiv lytning til Listening Room, hvor du bl.a. kan fordybe dig i et værk af amerikanske Paul KoonceBagefter kan du opleve live optrædener af danske Mads Emil Nielsen og tyske Andrew Pekler. 

Andrew Pekler arbejder med digital sampling og analoge synthesizere til rekontekstualisering af found sounds og arkivmateriale. Hans seneste udgivelse, Tristes Tropiques, består af syntetisk exotica, pseudo-etnografisk musik og fiktive field recordings. Pekler har komponeret musik til teater, dans og film, produceret video- og lydinstallationer og spillet koncerter på festivaler i Europa, Nord- og Sydamerika, Østasien og Australien. 

Komponist og lydkunstner Mads Emil Nielsen stiftede arbitrary i 2014 og har gennem de senere år fokuseret på forskellige soloprojekter. Nielsen har optrådt på diverse festivaler samt bidraget til teaterforestillinger, filmproduktioner og udstillinger i USA og Europa.

Kollektiv lytning

Grundtanken med Listening Room er at skabe optimale rammer for en fokuseret, kollektiv lyttesituation, hvori der kan præsenteres elektroniske og elektroakustiske musik- og lydværker, der enten hovedsagelig afspilles ved akademiske festivaler eller lever et liv på forskellige nicheudgivelser. Kun sjældent får disse værker den opmærksomhed, som en kollektiv lytning i Koncertkirkens rammer kan levere. 

Om arbitrary

Koncertserien arrangeres det danske label/forlag arbitrary, som blev stiftet i 2014 af musiker/komponist Mads Emil Nielsen. arbitrary står bag udgivelse af grafiske partiturer (Framework) og illustrationer, udgivelse af lyd og musik på diverse formater (vinyl, CD) samt en række eksperimenterende mixtapes og lydcollager (arbitrary assemblage series) produceret af tyske, amerikanske og russiske kunstnere.

arbitrary Live + Listening Room #3
Den 14. december 
Dørene åbner kl. 19:30.  
Listening Room kl. 20:00.  
Live kl. ca. 20:30 
Live: Andrew Pekler (DE)  + Mads Emil Nielsen (DK) 
Listening Room: Paul Koonce (US) + TBA
KoncertKirken, Blågårds Plads 6A, København N
E: 80 DKK / stud. 50 DKK
Læs mere her.

Foto øverst: from Standards, Milan (IT) - video by URSSS: http://www.ursss.com/2015/11/andrew-pekler/