Lydens By lader høre fra sig

Struer lancerer til sommer en ny, ambitiøs biennale for lydkunst i det offentlige rum ved navn Struer Tracks. Men allerede nu kan du opleve lydkunst i lydens by med en symfoni af selvspillende instrumenter skabt af Frode Gundorf Nielsen under det store Aarhus 2017-lydkunstprojekt, The Overheard.

Af Sif Hellerup Madsen

Struer fejrer i år 100 års jubilæum som købstad og er samtidig i fuld gang med at markere sig på Danmarkskortet som Lydens By – en by, hvor lyd skal være omdrejningspunkt for udvikling. Det sker bl.a. med Struer Tracks - en biennale for stedsspecifik lydkunst, der åbner den 2. juni med indvielsen af en helt ny udendørs lydskulptur af kunstner Frode Gundorf Nielsen

Struer Tracks i lydens by

I to uger i juni vil Struer summe af lyd, når installationer, lydskulpturer, performances, audio walks, workshops, kompositioner m.m. fylder gaderne i Lydens By. Ambitionen er at invitere kunstnere, arkitekter, forskere og designere fra Danmark og udlandet til at tematisere lyden i Struers byrum på forskellig vis. Projektet ledes af forskeren Jacob Kreutzfeldt og bliver kurateret af lydkunstneren Rune Søchting.

Festivalens program er endnu ikke offentliggjort, men arrangørerne har løftet sløret for, at åbningen af festivalen bl.a. byder på indvielsen af lydskulpturen Vand & Vind af kunstner Frode Gundorf Nielsen. Vand & Vind består af en række resonansrør, der med påvirkning af lufttryk og vand vil skabe et unikt lydunivers i haven ved Kunst- og Kulturcenter Gimsinghoved i Struer.

Selvspillende symfoni

Frode Gundorf Nielsen er allerede nu aktuel med det audiovisuelle værk Unfinished Symphony no. 4, som du indtil den 11. juni kan opleve i de indendørs udstillingsrum på Gimsinghoved. Unfinished Symphony no. 4 består af forskellige skulpturelle instrumenter bl.a. et selvspillende vandorgel med 12 piber, et stort 15-toners strengeinstrument, der spiller, når små magneter slår på strengene og to trommer i et lille bassin, som du kan høre, når de bliver ramt af dryppende vand. Det er altså ikke musikere, der slår tonerne an i den ufærdige symfoni, i stedet bliver instrumenterne aktiveret af bevægelsessensorer, når publikum går ind i rummet.

Unfinished Symphony no. 4 er en del af The OverHEARD – et storstilet projekt under Aarhus 2017 med en lang række lydinstallationer og koncerter, som sætter fokus på overhørte lyde i vores omgivelser. The OverHEARD består af lydinstallationer forskellige steder i Region Midtjylland, en internetbrowser, der døgnet rundt transmitterer lyden fra installationerne samt koncerter, hvor lydoptagelserne på forskellig vis indgår. Projektet er skabt af Ph.D. i audiodesigner Marie Højlund samt komponist og lydkunstner Morten Riis

Frode Gundorf Nielsen er bl.a. uddannet fra Aarhus Kunstakademi og Kunstakademiet i Prag. Han arbejder med installationer, hvor vand, lys, lyd og bevægelse indgår samt med skulpturelle instrumenter med elektromekanisk styring og programmerede lydsekvenser.

Struer Tracks, 2. til den 18. juni.
Læs mere her.

Unfinished Symphony no. 4, 25. marts til den 11. juni.
Kunst- og Kulturcenter Gimsinghoved.
Læs mere her.
Unfinished Symphony no. 4 er en del af The OverHEARD, som du kan lytte til her

Struer Tracks og Unfinished Symphony no. 4 er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Læs mere her.

---------------------------------

Foto øverst: Frode Gundorf Nielsen, Unfinished Symphony no. 4, pressefoto Aarhus 2017.