Lydknust '17 fylder Esbjerg med den nyeste musik og lydkunst

Den elektroniske musikfestival Lydknust 2017 åbner lørdag den 1. april. Fem studerende har kurateret det eklektiske endags-festivalsprogram som blandt andet byder på afsøgende lydkunst, inderlige soveværelsesproduktioner, ekstatisk avantgarde, sfærisk ambient, dansevenlig klubmusik og pumpende techno.

Af Marie Braad Larsen

Lydknust festival er et årligt tilbagevendende arrangement med fokus på lydkunst, elektronisk og alternativ musik. Festivalen arrangeres af 2. årsstuderende på Syddansk Musikkonservatoriums linje for Elektronisk Musik og Lydkunst (EMOL). 
Beslutningerne omkring festivalens placering, længde og afviklingstidspunkt bliver afgjort af de studerende, som i år har valgt at flyttet festivalen til det spirende forår i april måned. I løbet af festivalsperioden afvikler omkring 20 studerende, fra uddannelsens fem årgange, installationer, performances, samt koncerter i alle afskygninger. Læs mere 

Lydknust er vores måde at invitere publikum ind i den verden, hvor vi til dagligt færdes. Desuden ønsker vi at reflektere og skabe fokus på det gode elektroniske musik- og kunstliv i Esbjerg og resten af landet. Det gør vi ved give publikum en anderledes koncertoplevelse med en bred vifte af indtryk, refleksioner og rytmer, ” fortæller Anton  Friisgaard, som er en del af arrangørteamet.

Lyt til en smagsprøve på Lydknust festival 2015


Youtube: Lydknust festival 2015

Fokus på det landsdækkende samarbejde

Et særlig initiativ på årets festival er at samle hele Danmark under ét tag ved at indgå i et samarbejde med andre studerende fra de elektroniske musikuddannelser i hele landet. Herudover er festivalen i år udbygget til intet mindre end 3 scener inkl. stedets nye biograf, hvor kunstvideoer og lydværker udnytter salens surround-anlæg og dermed lægger op til store soniske oplevelser.

Hvis vejret er til det, har de studerende endda en fjerde scene i baghånden udendørs foran Huset. Her vil koncertarrangørerne lave et chill-out/lounge-område, hvor festivalgæsterne kan nyde musikken med forårssolen i ansigtet.

Kunstnere på årets Lydknust er: Uffe, Antti Koukonen (FIN), Henrik Pahlke Møller, Cæcilie Overgaard, Rastlös, Sleepless, Mikkel Oldrup, Emil Duvier, Anton Friisgaard, Benny Bondesgaard Pedersen og David Nordentoft, Julie Lunding Østengaard, JEA, Nicolai Beier Søndergård.

Følg festivalens opdateringer på SDMKs kalenderside eller følg Lydknust på Facebook.

Spot på den syddanske region

Lydknust musikestival er søsat med udgangspunkt i at give musikinteresserede i alle aldre indblik i, hvad der rører sig indenfor den nyeste musik og lydkunst. Festivalen har derudover fokus på at give regionens virksomheder chancen for at orientere sig i det syddanske musikmiljø for derigennem at gøde jorden for fremtidige samarbejder eleverne og virksomhederne i mellem.


Pressefoto: Lydknust festival

Endagsfestivalen Lydknust 2017, Huset Esbjerg, Finsensgade 1.
Lørdag den 1. april 14-02.

Optaktskoncert på Rybners Gymnasium torsdag den 23. marts kl. 15.00.

Følg festivalens opdateringer på SDMKs kalenderside eller følg Lydknust på Facebook.  

---

Foto øverst: Lydknust festival