Lydrejsen på Spil Dansk Dagen

Torsdag den 28. oktober løber Spil Dansk Dagen af stablen. Mere end 900 koncerter er tilmeldt, herunder en højteknologisk lydrejse mellem Jacob Anderskov Trio og Copenhagen Saxophone Quartet.Hvert år den sidste torsdag i oktober fejrer Spil Dansk Dagen den dansk producerede musik og det danske musikliv.

Wundergrund medvirker i år på Spil Dansk Dagen med intet mindre end tre koncerter, hvor du blandt andet kan opleve Jacob Anderskov Trio spille sammen med Copenhagen Saxophone Quartet.

Koncerten vil tage form som en lydrejse, idet de to ensembler er placeret på hvert sit spillested, men spiller sammen live via en ny bredbåndsdistribueret lydteknologi kaldet Network Sound skabt af Jan Østergaard fra Ålborg Universitet. Over et livetransmitteret lydbillede og billedside fra de to spillesteder sætter denne synkronkoncert scene for ny musik af Konrad Korabiewski, Anders Brødsgaard, Jesper Hendze og Jacob Anderskov.

Jacob Anderskov Trio/Copenhagen Saxophone Quartet/ Konrad Korabiewski, torsdag 28. oktober kl. 20.00 / Huset i Magstræde (Planeten) + Kunsthal Nikolaj/ Entré:50,-

Se mere om koncerten her.