Lyt til vinden – lydværk åbner i fyrtårn

12. april åbner et nyt stedsspecifikt lydværk lavet til det forblæste vestjyske vesterhavslandskab ved Lyngvig Fyr. Værket hedder Refleksioner af vind og er skabt af de to kunstnere Lars Bech Pilgaard og Johannes Björkman, der begge er opvokset i Ringkøbing-Skjern.

Af Sif Hellerup Madsen

Bestiger man de 228 trin i den snoede vindeltrappe i Lyngvig Fyr, venter der en helt unik udsigt; det fredede hedelandskab med Vesterhavet på den ene side og Ringkøbing Fjord på den anden. Fra den 12. april bliver udsigten akkompagneret af et nyt lydværk, som udelukkende er sammensat af optagelser af vinden omkring fyrtårnet.

Værkets lyde er blevet forarbejdet med forskellige effekter og fra højttalere placeret på fyrtårnets ti plateauer, vil du opleve foranderlige lydlandskaber, efterhånden som du går op af trappen til fyrets top.

Refleksioner af vind åbner med en reception den 12. april kl 19.00 og kan herefter opleves indtil den 5. maj. Få en forsmag på lydværket her:

Lars Bech Pilgaard er musiker og komponist opvokset i Ringkøbing og uddannet ved solistklassen på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Pilgaard er en aktiv frejazz guitarist, der har medvirket på mere end 25 udgivelser og et væld af musikalske projekter bl.a. SVIN, SAV, Bavaria og soloprojekter i eget navn.

Johannes Björkman er opvokset i Hee og uddannet ved Rytmisk Musikkonservatorium i København og Kaospilot-uddannelsen i Aarhus. Han har gennem de seneste 10 år med baggrund i kunsten og musikken arbejdet som konsulent med bl.a. innovation og nyskabelse.

Værket er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Off Road Festival.

Refleksioner af vind.
Den 12. april til den 5. maj.
Lyngvig Fyr, Holmsland Klitvej 109, 6960 Hvide Sande.
Pris: entré til fyrtårnet 50 kr. Børn under 18 år er gratis.

Læs mere her.

----------------------

Foto øverst: Ringkøbing-Skjern Museum