Maja Ratkje og Attila Csihar med på RADICAL VOICES

Helt ekstraordinært gæster den enestående norske stemmemanipulator, komponist og vokalekstremist, Maja Ratkje og den kontroversielle ungarske blackmetal-legende VoV (Attila Csihar) koncertbegivenheden Radical Voices, der rammer Marmorkirken i København fredag den 21. Oktober.

Koncerten er et led af Wundergrund Festivalen 2011 og arrangeres i samarbejde med koncertforeningen artFREQ.

Dermed mødes tre af verdens absolut største og mest respektindgydende vokalister til en enestående koncertbegivenhed, der hylder stemmens magt, vokalens pragt og sangkunstens mest voldsomme udtryk.

Maja Ratkje (f. 1973) er en af Norges vigtigste komponister siden Arne Nordheim, men også en enestående ekstremvokalist, støjkunstner og multifacetteret elektronisk musiker, hvis lyd favner fra det højeksplosive til en art psykedelisk trancekammer.

Ratkje har en baggrund inden for klassisk komposition og improvisation, og har slået sit navn fast på den internationale avantgardescene ved at dyrke de ekstreme sider af stemmens spændvidde. Hendes hårdkogte performances bygger på et sofistikeret, musikalsk maskineri, hvor hypnotisk sang, hvisken og skrig optræder side om side med avanceret sampleteknik og hjemmebygget elektronik. Ratkje har formået at tage stemmens territorium til helt nye stadier, der har gjort hende til en af verdens mest eftertragtede vokalimprovisatører lige nu.

LÆS OGSÅ om Maja Ratkje på Seismograf: Spunkens rede og Vågn op, din rådne kristensjæl!

Attila Csihar (VoV) (f.1971) er en levende legende, der som frontvokalist i ikoniske bands som Mayhem og Sunn O))) i dag står som en af hjørnestenene indenfor black- og dronemetal. I Marmorkirken fremfører Attila danmarkspremieren på: ’Void ov Voices’, en koncert som udelukkende baserer sig på live-vokal. Stephen O’Malley betegner Attila som en mandlig ækvivalent til den store Diamanda Galás.

Diamanda Galás (f.1955) er vokalvirtuos af mytiske dimensioner. Galás har konsekvent skabt sit eget avantgardistiske sangudtryk, der uhørt favner mere end 3½ oktaver. Diamanda Galás sang udspringer fra operaen, og spændvidden er enorm. Fra sagte hvisken og gennemtrængende skrig til særlige arabiske sangteknikker og tungetale. Alle bør opleve Diamanda Galás’ frygtede udtryk af grusom skønhed og afsindige vokale potentiale, der er så voldsom og krævende for den excentriske diva, at hendes kunstneriske yderpunkter driver hende ud på randen af mentalt vanvid.

LÆS OGSÅ: Diamanda Galás i Marmorkirken