Musikalsk revolution i Holstebro

”Det bliver med garanti musik, som man aldrig ville have troet, at man skulle få mulighed for – og lov til - at opleve i sin levetid”, lyder det fra Odin Teatret i Holstebro. Revolutionen er Jeppe Just Instituttet fra København, som 16. og 17. november giver koncert i henholdsvis Holstebro og Aalborg, arrangeret i samarbejde med SNYKs Flyvende Spillested. 

 

Det drejer sig om alskens isenkram og køkkenudstyr og minsandten også ting, man finder på byggemarkeder som jernstænger, wires, metalplader, kæder, rør, spande og stiger. Af de mere genkendelige instrumenter, gruppen anvender, kan nævnes det afrikanske strengeinstrument kalimba, diverse mundharper, musikalsk sav og tonegeneratorer.

Den usædvanlige, æstetiske tilgang til musikken bygger først og fremmest på en kærlighed til den og til, hvad man kunne kalde musikalsk skrammel, metallisk energiudladning, 70’er – 80’er synthesizermusik, inderlighed og bragende sentimentalitet.

 

Jeppe Just Instituttet er et relativt nyt band, der består af musikerne Matias Seibæk, David Hildebrandt og bandleder og komponist Jeppe Just Christensen (f. 1978).

Oplev Jeppe Just Instituttet i

Odin Teatret i Holstebro 16. november

og på

Transformator i Aalborg 17. november

Find koncerterne i vores kalender på Seismograf.org