Ny cd med værker af Poul Ruders

Amerikanske Bridge Records er klar med ny udgivelse i rækken med musik af Poul Ruders. ”Music of Poul Ruders, Vol. 8” indeholder tre store orkesterværker af den internationalt berømte danske komponist.

Cd’en byder blandt andet på Ruders’ 3. symfoni med titlen ”Dreamcatcher” fra 2006 og ”Offred Suite” fra 2000 med arier fra operaen ”Tjenerindens Fortælling”. Den 27 minutter lange 3. symfoni er i to sammenhængende satser, der bevæger sig fra en stormfuld introduktion over en lang, drømmende adagio til en ”tour-de-force i virtuos orkestersats”, som en anmelder beskriver det.

På cd’en kan man også høre et ældre værk af Ruders, hans hommage til Sibelius ”Tundra” fra 1990. Alle værker bliver spillet af Odense Symfoniorkester under ledelse af Scott Yoo.

Find cd’en her

LÆS OGSÅ: Athelas og Odense Symfoniorkester på ny Ruders-udgivelse