Ny installation rummer hele København

Nyt lydprojekt skal hjælpe byens borgere med at bruge egne ører som forstærkere for derved at komme i en "intensiveret auditiv tilstand".

Af Agnete Seerup

1) Gå ud i byen.
2) Placer dine hænder bag ørerne.
3) Lyt til byens lyde.

Så nemt er det at blive en del af komponist Kristian Hverrings og arkitekt Jakob Oredssons nye samarbejde: Lyt til KBH.

Lyt til KBH producerer ikke en eneste tone selv og er i modsætning til mange lydinstallationer i det offentlige rum helt uden både højttalere og strømslugende teknik. Til gengæld er formålet det samme: At fokusere på en lyd eller et specifikt auditivt miljø, men her ved hjælp af en avanceret analog forstærker i form af det menneskelige øre. Lyt til KBH bruger sine publikummers egen fysik i jagten på byens lyde og giver en stemme til de auditive miljøer, vi ikke ænser til dagligt.

Hele København er en del af det nye projekt – og det er da også muligt for andre byboere end dem i hovedstaden at følge den simple lyttevejledning, hvor de bor – så det er bare med at komme i gang.

Følg vejledningen på websitet her, og oplev værket lige præcis, hvor og hvornår, det passer dig. Når du oplever en ”intensiveret auditiv tilstand” og dermed en fokuseret oplevelse af byens mange lyde, har du din egen stedsspecifikke lydinstallation. På websitet finde eksempler på, hvad du kan høre i byens mange afkroge.

God fornøjelse!