Nye komponistaftaler skal styrke mangfoldighed

Statens Kunstfond slår puljerne for bestillingsværker og huskomponistaftaler sammen under en ny pulje for komponistaftaler. Den nye ordning skal sikre større fleksibilitet og tiltrække et mere mangfoldigt ansøgerfelt.

Af Ditte Marie Berg

Statens Kunstfond ønsker at få flere til at søge komponistaftaler med henblik på, at der kan blive opført endnu mere dansk musik - både i Danmark og udlandet. I oktober holdt Legatudvalget for Musik under Statens Kunstfond derfor et dialogmøde med en lang række musikorganisationer om Kunstfondens ordninger for hhv. bestillingsværker og huskomponistaftaler. Begge ordninger har til formål at fremme skabelsen af ny dansk musik. På baggrund af blandt andet dialogmødet har legatudvalget besluttet at slå de to ordninger sammen.

Målet er større mangfoldighed

Statens Kunstfonds ordninger for bestillingsværker og huskomponistaftaler blev i sin tid skabt for at styrke skabelsen og kvaliteten af ny dansk musik, og Statens Kunstfonds Legatudvalg og Tonekunstudvalg har siden åbnet og udbredt dem, så der nu er langt flere forskelligartede ansøgere. For at gøre ordningerne endnu mere fleksible, har legatudvalget nu besluttet at slå de to ordninger sammen under en ny pulje for komponistaftaler. Således kan komponistaftalerne foregå på flere forskellige måder og over kortere eller længere perioder.

Den nye komponistaftale betyder, at orkestre, ensembler, koncertarrangører, museer, festivaler, foreninger, musikere, projekter eller institutioner og andre kulturaktører kan bestille ny musik hos danske komponister. Det kan også betyde, at de kan være vært for en huskomponist over en længere periode. Statens Kunstfond kan støtte komponistens honorering, forudsat at der er truffet aftale med komponisten, som også skal have accepteret opgaven.

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik består af komponist og sangskriver Kristina Holgersen (formand), komponist Line Tjørnhøj, komponist og DJ Mike Sheridan, komponist Anders Brødsgaard og jazzpianist Mads Bærentzen. Med dette nye tiltag håber Kunstfonden på at gøre systemet endnu mere fleksibelt og tiltrække flere forskellige ansøgere, så ny dansk musik kan stå endnu stærkere.

Du kan se den nye ansøgningsvejledning her.

Foto øverst i artiklen: Klangkollektivet We like We har modtaget honorar til bestillingsværk i 2017. Foto: Malthe Ivarsson.