Nye retningslinjer for Transportstøtten

Statens Kunstråds Musikudvalg har vedtaget nye retningslinjer for den nationale transportstøtte til orkestre og ensembler gældende fra 1. juli 2009. De nye retningslinjer betyder bl.a., at den kunstneriske godkendelse kun gælder indenfor samme kalenderår, som der er søgt om tilskud i. Desuden skal transportstøtten søges elektronisk.

Hvad kan der søges til

Der kan søges om tilskud til dækning af transportudgifter i forbindelse med danske professionelle orkestre/ensemblers koncerter i Danmark. Statens Kunstråds Musikudvalg tildeler transportstøtte til professionelle orkestre/ensembler på grundlag af en kunstnerisk vurdering af de ansøgende orkestre/ensembler og efter nedenstående retningslinjer.

Bemærk: Hvis ansøgningen til transportstøtte ikke overholder retningslinjerne, vil ansøger få afslag. Det er derfor vigtigt at gennemlæse retningslinjerne grundigt, inden der ansøges om transportstøtte.

Hvem kan søge

Der kan gives støtte indenfor alle musikalske genrer til transportomkostninger for orkestre/ensembler med minimum to musikere, der er engageret til en professionelt aflønnet koncert.

Se Statens Kunstråds retningslinjer og tjekliste for ansøgninger om transportstøtte.