SNYK er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark. Vi er landsdækkende og internationalt orienteret.
SNYK - ny musik
Gråbrødretorv 16, st.th.
1154 København K
Tlf. 33 93 00 24
E-mail: snyk(a)snyk.dk
12:11
Lydkunst og performance springer ud i den fri natur, når Museet for Samtidskunst i Roskilde sammen med SNYK 28.-29. maj slår dørene op for ACTS – Festival for Performativ Kunst. Tag på 3D-lydvandring i Roskilde by, hvor byens lyde smelter sammen med et lydligt parallelunivers. Smag på myntedrikke og spejlæg og deltag i destruktionen og genopbygningen af et stort monument. Om søndagen er der lydworkshop for hele familien.
På ACTS kan du opleve 17 banebrydende internationale kunstnere og kunstnergrupper skabe nyt liv omkring museet og i Roskilde by. Med performances i bl.a. Palægården, Palæhaven og Husarstalden skaber museets omgivelser i Det Kgl. Palæ en stemningsmættet historisk scene for den nyskabende kunst.
ACTS – Festival for Performativ Kunst har performancekunst og lydkunst som sit omdrejningspunkt. Den performative eller flygtige kunst eksisterer ofte i krydsfeltet mellem de forskellige kunstarter: billedkunst, musik, teater og litteratur. Dette er også tilfælde på ACTS, som præsenterer en række vidt forskellige koncerter, performances og installationer. Med festivalens fokus på den flygtige kunst sætter vi nærværet, handlingen, det sanselige og ”nuet” i centrum i en ny festival, der både inddrager og udfordrer sit publikum:
Medvirkende kunstnere:
Elisabet Apelmo & Marit Lindberg (S), Jörn J. Burmester (D), Christian Falsnaes (DK), Lesley Flanigan (US), Ellen Friis (DK), Mogens Jacobsen (DK), Henrik Plenge Jakobsen (DK), Jane Jin Kaisen (DK), Essi Kausalainen (FI), Tine Louise Kortermand (DK) & Nina Björk Eliasson (IS), Astrid Lomholt (DK), Jette Hye Jin Mortensen (DK), Søs Gunver Ryberg (DK), Jana Winderen (N), Tori Wrånes (N), Überlyd (DK) og Jesper Aabille (DK)
ACTS er kurateret af projektleder ved Museet for Samtidskunst, Mette Truberg Jensen og direktør, Sanne Kofod Olsen i samarbejde med leder af SNYK - Ny Musik, Thorbjørn Tønder Hansen.
Billedet viser den finske performancekunstner Essi Kausalainen, som udforsker den menneskelige krops interaktion med livet omkring sig. Oplev hende på ACTS. (Foto: Mikko Kuorinki 2011)