Posh Isolation fejrer 8 års undergrundslyd

Det eksperimenterende label Posh Isolation markerer 8 år med udgivelser af Københavns undergrundslyd. Det bliver en storstilet fødselsdagsfejring med koncerter af blandt andre KYO, Damien Dubrovnik og Varg på Jazzhouse den 3. marts og Mayhem den 4. marts. 

Af Sif Hellerup Madsen

Posh Isolations to grundlæggere, Loke Rahbek og Christian Stadsgaard, har siden de startede i 2009 stået for omkring 200 eksperimenterende elektroniske udgivelser indenfor noise, industrial, power electronics, black metal, punk og synth. Udgivelsernes formater vidner om Posh Isolations kunstneriske kompromisløshed og spænder over vinyler, cd'er, kassettebånd og en lang række andre kunstneriske udtryk

Posh Isolation indtager Jazzhouse

Når Posh Isolation i weekenden den 3. og 4. marts inviterer til jubilæumsfest, kan du opleve pladeselskabets egne kunstnere og venner på scenen. På Jazzhouse den 3. marts kan du høre den eksperimenterende duo KYO, som består af Hannes Norrvide fra Lust for Youth i selskab med multiinstrumentalist Frederik Valentin. KYO spiller elektronik, synth, free jazzede trommer, træblæsere og klaver. Deres andet album fra Posh Isolation I Musik er lige på trapperne og bliver udgivet 24. marts, men du kan allerede nu få en forsmag med nummeret Universal Audio.

Samme aften kan du høre Yen Towers, Simon Formanns techno-orienterede soloprojekt med hypnotiske, dubbede lag og sci-fi-samples. Du kan opleve Loke Rahbeks mørke og ambiente lydlandskaber i Croatian Amorsom i 2016 udgav albummet Love Means Taking Action, der fik stor international opmærksomhed. Og du kan feste til Varg, svenske Jonas Rönnbergs (også kendt fra støjkollektivet Body Sculptures) black metal inspirerede blanding af techno og ambientAftenens DJ's er HELM og Victor Palsby.

Festen fortsætter på Mayhem

Dagen derpå, den 4. marts, forsætter festen på spillestedet Mayhem i Københavns Nordvest-kvarter. Glæd dig til en koncert med øredøvende noise og power electronics, når industrial-duoen Damien Dubrovnik, aka Christian Stadsgaard og Loke Rahbek, går på.

Samme aften får du mulighed for at opleve Christian Stadsgaard i en helt ny konstellation, nemlig som den ene halvdel af The Empire Line sammen med Jonas Rönnberg fra Varg. The Empire Line udsendte i slutningen af januar deres noise techno debut-EP Syndicat de la Couture. Fejringen fortsætter med DJ-sets af Rune BaggeSchacke, Sugar og Mama Snake.

Varm op med Posh Isolations nye mixtape

Mens du venter på weekenden, kan du varme op til festen ved at lytte til et mixtape med ældre, nyt og endnu uudgivet materiale fra Posh Isolation. Det er Passive/Aggressive, der i anledning af 8 års jubilæet har bedt Loke Rahbek kuratere båndet. Lyt til det her:

8 years of Posh Isolation - fredag den 3. marts kl 20 på Jazzhouse.
Læs mere her. Køb billet.

8 years of Posh Isolation - lørdag den 4. marts kl 21 på Mayhem  
Læs mere her

-----------------

Pressefoto øverst: 8 years of Posh Isolation.