Repræsentanter for publikum på valg

Musikudvalget i København spørger: Hvilke visioner skal tegne Københavns Kommunes arbejde på musikområdet i de næste fire år? Har du en mening, så stil op til udvalgs-valget eller stem.

Valget foregår i Pumpehuset onsdag den 9. december 2009 klokken 17.00. Alle interesserede kan møde op for at stemme. Eller for selv at stille op som kandidat. Alle over 18 år har stemmeret til valget.

Hvad skal der stemmes om? For perioden 2010-2013 skal der vælges to repræsentanter for det københavnske musikpublikum; én fra det klassiske område og én fra det rytmiske område (det vil sige alle andre genrer end klassisk). Der skal også vælges en suppleant for hvert område.

I Pumpehuset vil siddende formand for Musikudvalget kulturborgmester Pia Allerslev præsentere Musikudvalget, og de opstillede kandidater får lejlighed til at præsentere sig selv og deres visioner for byens musikliv.

Herefter stemmes der om, hvem der skal besætte de to medlemsposter. Resultatet offentliggøres umiddelbart efter endt optælling.

I løbet af aftenen vil SNYK og Wundergrund præsentere musik i frizonefeltet mellem ny klassisk, elektronisk og rytmisk musik.

Om Musikudvalget Publikumsrepræsentanterne indgår i Musikudvalgets arbejde på lige fod med de resterende medlemmer. Musikudvalget afholder cirka seks møder om året.

Læs mere om Musikudvalget og om hvordan du kan blive Musikudvalgets nye publikumsrepræsentant på www.kk.dk/musik

SNYK udsender en af de nærmeste dage et nyhedsbrev med flere informationer om arrangementet.