Sanne Krogh Groth er ansat som med-redaktør for Seismograf.org

Seismograf/DMT har ansat Sanne Krogh Groth i stillingen som redaktør for webtidsskriftet seismograf.org ved siden af Jens Voigt-Lund.

Et meget stærkt felt på 27 ansøgere havde søgt stillingen, så udvælgelsen var svær. Men Sanne Krogh Groth stod ud med en imponerende og alsidig erfaring både fagligt og formidlingsmæssigt, et bredt og indgående kendskab til hele den eksperimenterende lyd- og musikscene og visionære ideer med seismograf.org

Sanne Krogh Groth udtaler: "Min vision med Seismograf.org er at gøre sitet til et magasin, der ikke kun henvender sig til fagets professionelle, men som også henvender sig til det publikum, der besøger koncerterne, festivalerne og udstillingerne, lytter til cd’erne og læser bøgerne. Ny kunstmusik og lydkunst er ikke længere forbeholdt en lille lukket kreds, men er i stigende grad blevet et kulturelt udbud på lige fod med meget andet. Seismograf.org er magasinet, der tager de auditive kunstområder seriøst, giver dem relevans og formidler dem, så det interesserede publikum får både stillet og pirret deres nysgerrighed efter at vide mere."

Sanne Krogh Groth har tidligere arbejdet for Holland House, Museet for Samtidskunst og Nutida Musik og er ph.d. fra musikvidenskab ved Københavns Universitet, hvor hun også underviser og har undervist i bl. a. elektroakustisk musik, auditiv kultur, lydkunst og ny musikdramatik.

Det nye online musiktidsskrift Seismograf.org er en fusion mellem Dansk Musik Tidsskrift, Autograf og Seismograf.