SNYK guide: CPH:DOX

Koncert-eksperimenter, publikumsinddragende triangel-messe, et unikt lydportræt af en usynlig by og en satirisk operafilm om Operaen. Dette års CPH:DOX favner bredt og starter i dag med et ambitiøst fokus på musik i form af performances, koncerter og musikfilm. SNYK guider dig til et udvalg indenfor den eksperimenterende musik og lydkunst.

Af Sif Hellerup Madsen

CPH:DOX præsenterer ud over mere end 200 dokumentarfilm i år også koncertrækken AUDIO:VISUALS med i alt 19 koncerter. Til åbningskoncerten den 16. marts blander Animal Collective-søskendeparret, Avey Tare og Abby Portner, neo-psykedelisk lyd med visuel kunst i CPH:DOXs farverige sofa-biograf på Kunsthal Charlottenborg.


Pressefoto, Avey Tare, CPH:DOX.

Dagen efter, den 17. marts, kan du til arrangementet AUTOPSIA opleve eksperimenterende musikere fortolke videoværker med koreografi og dans på Jazzhouse. Lydsiden til AUTOPSIA bliver leveret af avantgarderock/jazz-bandet SVIN, den støjende dj HAJ300 og Last Lizard med saxofonbaserede lydlandskaber. Videoværkerne er skabt af dukkemager-duoen Gisèle Vienne og Etienne Bideau-Rey, danser Casper-Malte samt performerne Cristiano Carloni og Stefano Franceschetti. Det er anden gang AUTOPSIA finder sted – første gang i januar i år var på et udsolgt Jazzhouse.

Den 18. marts byder Kunsthal Charlottenborg indenfor til en sanselig kortfilmsdokumentar om komponist Niels Lyhne Løkkegaard og hans ambitiøse undersøgelse af, hvordan man ved at mangedoble instrumenter, kan undersøge lyden i sig selv. Filmen SOUND X SOUND er bl.a. optaget på sidste års G((o))ng Tomorrow festival. Efter filmen vil Løkkegaard fremføre sit værk Triangular Mass, en messende mangedobling af triangler, hvor publikum bliver inviteret til at spille med.

Du kan også tage til en særlig aften med tegneserieoplæsning og impro-musik, når ikonet Halfdan Pisket den 22. marts præsenterer sin tegneserie Dansker til lydlandskaber af saxofonist Lars Greve og Tobias Lees elektroniske projekt Why Be. Eller tage på en sonisk kanalrundfart den 19. marts, hvor instruktør og musiker Lisa Nordstrøm skaber musik sammen med publikum. Efter bådturen vises filmen Sonica Sequence om Nordstrøms mange rejser, hvor elektronisk improvisationsmusik har dannet rammen for tilfældige møder med kommunikation uden ord.

Læs mere om koncertrækken AUDIO:VISUALS her.


Film still fra Sonica Sequence. CPH:DOX.

Tysk technokultur, mandarindrømme og bånd-nostalgi

CPH:DOX stiller også skarpt på den eksperimenterende lyd med musikfilmvisninger. Mød den tyske technokultur i filmen If I Think of Germany at Night - og dans efterfølgende natten væk på spillestedet Culture Box til techn-oefterfest med bl.a. iranske Ahu. Oplev det legendariske krautrockband Tangerine Dreams excentriske frontfigur Edgar Froeses musikalske oprør bevæbnet med hjemmebyggede synthesizere i filmen Revolution of Sound. Tangerine Dream. Eller tag på kassettebånds-nostalgitrip med filmen Cassette: A Documentary Mixtape og efterfølgende kassettemarked med danske undergrund-labels på folkehuset Absalon. Læs mere om musikfilmene her.

Operafilm om Opera-strid

Den mere eksperimenterende kunstfilm-genre har fået plads på CPH:DOX bl.a. med operafilmen The Mærsk Opera.  The Mærsk Opera er lavet af kunstgruppen SUPERFLEX og fortæller historien om skabelsen af den omstridte københavnske opera. Filmen blander elementer fra dokumentarfilmgenren, animation samt æstetisk realisme, og komponist Anders Monrad har skrevet musikken, der refererer til mellemkrigs-modernismen, men med et umiskendeligt satirisk islæt. The Mærsk Opera er indspillet med 18 stemmer, og persongalleriet tæller udover sangere og musikere bl.a. også en ensom meteor og hunden Lea. The Mærsk Opera er nomineret til New:Vision Award, CPH:DOXs konkurrence for grænsesøgende eksperimenter. Læs mere her.

Københavns skjulte lyde 

CPH:DOX har lydkunst på programmet, når der den 22. marts er urpremiere på værket Den usynlige by. Den usynlige by er resultatet af et unikt sonisk samarbejde mellem den anerkendte lydkunster Jacob Kirkegaard og den prisvindende tonemester Peter Albrechtsen. Værket fortolker lyden af det København, vi ikke umiddelbart bemærker eller har adgang til - lyt blandt andet til Vestre Fængsels celler, vinden i Metroens tunneller og Ørstedsværkets massive og buldrende energiproduktion. Historiske lyde fra København vil blande sig med nutidens og tilsammen skabe et værk, der giver plads til at udforske vores hovedstad på en helt ny måde. Den usynlige by spiller i Imperial og er skabt til biografens særlige lydsystem 'Dolby Atmos' med højtalere hele vejen rundt om publikum - også i loftet. Læs mere her.

----------

CPH:DOX den 16. til den 26. marts 2017.
Se det fulde program her.

Foto øverst: Film still fra Revolution of Sound. Tangerine Dream, CPH:DOX