SNYK guide: RAMA festival

Oplev Det Jyske Musikkonservatorium i hele sin bredde på én dag, når dette års RAMA festival slår dørene op den 8. april i både Aarhus og Aalborg. Fire timers elektronisk koncert, slagtøj nedsænket i vand, improviserede intermezzi af nye danske og internationale komponister o.m.a. SNYK guider til udvalgte koncerter.

Af Sif Hellerup Madsen.

RAMA festival præsenterer et væld af koncerter med studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium i Musikhuset Aarhus og Musikkens Hus i Aalborg. Mange af koncerterne varer cirka en halv time, så ihærdige publikummer kan nå at få mest muligt med på denne dag, hvor konservatoriet viser sin musikalske spændvidde. Der er gratis adgang til det hele. 

Slagtøj i vand, en levende synth og fire timers elektronisk koncert i Aarhus

Når RAMA starter kl 13 i Aarhus kan du opleve RAMApercussion opføre bl.a. Ondrej Adameks store værk Fishbones, hvor en række slagtøjsinstrumenter bliver spillet under vand. Eller du kan tage hovedtelefoner på og lytte til Det Digitale Atelierinstallationen Growth-mkII - en levende synthesizer med en kerne af mugkulturer, som fortærer organisk materiale og på den måde skaber lyd.  

Fra kl 14 byder de studerende på DIEM – konservatoriets elektroniske afdeling  på fire timer med konstant, eklektisk lyd i en fælles koncert. De studerende vil på skift præsentere elektroniske kompositioner på et 8-kanals lydsystem. Dørene vil være åbne under hele koncerten, så du kan selv bestemme om din koncertoplevelse skal være i små bidder eller den totale længde.

Aftenens program indeholder bl.a. koncert med IINN - en elektro-akustisk duo som udforsker spændingen mellem computerens forudsigelighed, men ubegrænsede muligheder, og saxofonens personlige stemme, men fysiske begrænsninger. Det sker gennem improvisation, konceptuelle kompositioner og grafiske partiturer med Frederik Heidemann på computer og Maria Dybbroe på alt- og sopransax.

Du kan også opleve Rakleverk - en trio bestående af en rytmisk pianist, en laptop musiker og en klassisk saxofonist - udforske begrebet ’samtidsmusik’. Det er musikerne Daniel Robinson, Pia Christensen og Aina Helgeland Davidsen, som står bag den musikalske undersøgelse, der både vil byde på rytmisk og klassisk improvisation.

Og du kan lytte til ny musik med RAMA Contemporary, som vil præsentere værker af blandt andre Loïc Destremau, Niels Rønsholdt og Per Nørgård. Musikerne vil bryde med den traditionelle koncertramme og i stedet opføre små improviserede intermezzi, der forbinder komponisternes værker, så de bliver oplevet som en helhed.

Field recordings og Per Nørgaard i Aalborg

I Aalborg præsenterer RAMA bl.a. det elektroniske lydprojekt RAGU, hvor musikerne All Davey og Rune Lak med samples, synths, field recordings, trommer, bas og meget andet skaber en eksperimenterende lydcollage. Du kan også høre en Brahms Klarinettrio opføre værker af både Brahms og Per Nørgaard – bl.a. Nørgaards Spell fra 1973, som er et hovedværk for netop denne besætning.

RAMA Festival Musikhuset Aarhus.
Lørdag den 8. april kl 13.00-01.00.

RAMA Festival Musikkens Hus Aalborg.
Lørdag den 8. april kl 13.00-23.30.

Læs mere og se programmerne her
Gratis adgang til alle koncerter. 

---------------------------

Foto øverst: RAMA Festival 2016, pressefoto af Martin Dam Kristensen.