SNYK med nyt website

3. juli 2009

10JUL09 Så skete det! Vi byder velkommen til SNYK's nye hjemmeside. Nyt logo, ny web 2.0-teknologi, masser af nyt indhold og en række nye muligheder til brugerne. Foreløbig i en betaversion, der de kommende måneder vil blive udbygget, afprøvet og optimeret.

Sammen med webudvikler Jens Voigt-Lund og designbureauet MOVE har SNYKs sekretariat de seneste måneder arbejdet intenst på at udforske, udfordre og udforme visionen, rammerne og indholdet til det nye website, som i fremtiden kommer til at spille tæt sammen med ny musik-miljøets fælles internetplatform seismograf.org.

Websitet er udviklet i open source cms-systemet Drupal.

Da vores gamle hjemmeside var nødt til at lukke 1. juli, har vi haft travlt med at få den nye op. Den er dog stadig i beta-version og ikke uden fejl og mangler. Vi er netop blevet opmærksomme på en fejl i værkdatabasen, hvor anmeldelsesblanketten af en eller anden grund ikke er tilgængelig på den nye side. Det løser vi, så snart vores programmør kommer hjem fra ferie.

På lidt længere sigt er vi ved at udvikle en helt ny wiki-baseret værkdatabase. Her får brugerne selv mulighed for at opdatere deres oplysninger - i modsætning til den nuværende database, hvor man skal indsende dem til os og vente på, at vi taster dem ind manuelt.

Værkdatabasen er en af SNYK's vigtigste ressourcer, og vi har arbejdet intenst dette forår på at færdigbehandle et stort antal poster, så der nu er ca. 17.000 værker online imod ca. 13.000 for blot et par måneder siden.

N.B.

SNYK'S VÆRKDATABASE ER UNDER OMBYGNING OG BLIVER DERFOR IKKE OPDATERET FOR TIDEN. VI GENOPTAGER OPDATERINGEN, NÅR DEN NYE PLATFORM ER LANCERET. FØLG MED PÅ WWW.SNYK.DK OG I VORES NYHEDSBREV. LÆS MERE